Mødedato: 30.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Cykelsti gennem Christiania og langs Hal C

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte det forhold, at der er truffet politisk beslutning om dels at anlægge en cykelsti gennem Christiania, som Christiania er imod, dels at fastholde cykelstien langs Hal C.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter det forhold, at der er truffet politisk beslutning om at anlægge en cykelsti gennem Christiania, som Christiania er imod.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om placeringen af cykelruten henover Christianshavn, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Det fremgår af en indstillingen til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2014, at Teknik- og Miljøforvaltningen forbereder afsluttende anlæg af etape 2 på Christianshavnsruten. Der udestår anlæg af stibroer over hhv. Laboratoriegraven og Dyssegraven samt den del af Christianshavnsruten, som er beliggende på Christiania. Forvaltningen oplyser i indstillingen, at man siden sommeren 2013 har taget initiativ til et samarbejde med Fonden Fristaden Christiania via advokaterne Foldschack & Forchhammer, med henblik på at Christiania kunne udarbejde et forslag til den konkrete udformning af forbindelsens forløb gennem Fristaden. Forvaltningen har til dato ikke modtaget et forslag fra Fonden.

I indstillingen oplyser forvaltningen desuden, at der pågår en dialog mellem Christiania og diverse myndigheder om yderligere overtagelse af voldanlæg, trafikregulering i nærområdet m.m., med henblik på en større, samlet løsning. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at afvente dette arbejde, inden der foretages en eventuel opgradering af cykelruten. I den videre dialog med Christiania vil forvaltningen sørge for, at det udarbejdede skitseforslag kan danne baggrund for en eventuel fremtidig løsning. Forvaltningens skitseforslag indeholder rumlefelter af brosten på nøje udvalgte steder. Rumlefelterne vil give en fartdæmpende funktion. Samtidig foreslås det i skitseforslaget at udvide det eksisterende gennembrud i volden, ved at erstatte de eksisterende jernbane-sveller i siderne med en smallere kantning af jernplader. Derved kan stibredden øges med op til 30-40 cm i bredden, hvilket giver bedre plads og øger sikkerheden for både cyklister og gående. Tiltagene vil både håndtere den eksisterende cykeltrafik og imødekomme den forventede øgede færdsel på strækningen, når broerne over Laboratoriegraven og Dyssegraven er anlagt. En vellykket gennemførelse af forslaget fordrer en grundig dialog med de lokale beboere på Christiania.

På baggrund af denne indstilling besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at Christianshavnsruten ibrugtages således, at det eksisterende stisystem gennem Christiania foreløbigt bevares. Sagen skal afgøres i Borgerrepræsentationen efter ønske fra Liberal Alliance. Hvornår Borgerrepræsentationen behandler sagen, vides ikke.

Det fremgår af medierne, at Christiania er imod anlæg af en cykelsti gennem Christiania, da man frygter, at cyklisterne, som cykelstien skal servicere, vil ødelægge områdets natur og den afslappede stemning, samt øge risikoen for ulykker.



Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter situationen.

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget sender følgende henvendelse til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg vil hermed opfordre Borgerrepræsentationen til at genoverveje linjeføringen af Christianshavnerruten, fordi
  • cykelruten vil passere tæt forbi Hal C på et område, der i sommerhalvåret indbyder til ophold, og som givetvis vil blive benyttet af fodgængere.
  • Børne- og Ungdomsforvaltningen planlægger at anlægge en cykelsti på parallel med cykelruten på den anden side af Laboratoriegraven overfor Hal C. Der er således et alternativ til placeringen ved Hal C.
  • Christiania er imod en cykelrute gennem Christiania.
  • cykelruten er tænkt som en oplevelsesrute og ikke en hurtigrute eller genvej for cyklister, hvorfor der intet er forgjort ved at føre cykelruten udenom Christiania via Refshalevej og Forlandet. Lokaludvalget har tidligere fremsat ønske om en cykelsti på hele Refshalevej, som kan betjene de nye boligområder på Margretheholm.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Borgerrepræsentationen, samt til økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede det forhold, at der er truffet politisk beslutning om at anlægge en cykelsti gennem Christiania og langs Hal C.
  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Pernille Hansen om, at sætningen "Christiania er imod en cykelrute gennem Christiania" i henvendelsen til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen ændres til "Christiania ønsker en anden mere trafiksikker løsning end den foreslåede cykelrute gennem Christiania".

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lis Schertiger-Nielsen om, at sætningen "Cykelruten vil passere tæt forbi Hal C på et område, der i sommerhalvåret indbyder til ophold, og som givetvis vil blive benyttet af fodgængere" i henvendelsen til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen ændres til "Cykelruten vil gå lige gennem Hal Cs område, hvor der er fodgængere".  

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om i henvendelsen til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen at nævne, at lokaludvalget er bekendt med, at der er afsat midler til en cykelforbindelse fra Inderhavnsbroen til Torvegade, hvilket vil mindske behovet for en cykelrute over Arsenaløen og gennem Christiania.

Lokaludvalget stemte om, hvorvidt lokaludvalget kunne godkende henvendelsen til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om placeringen af cykelruten henover Christianshavn, som fremgår af løsningsafsnittet, med de ændringer, der fremgår ovenfor.

For stemte 13 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 4 lokaludvalgsmedlemmer.
1 lokaludvalgsmedlem undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget godkendt henvendelsen til Borgerrepræsentationen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om placeringen af cykelruten henover Christianshavn, som fremgår af løsningsafsnittet, med de ændringer, der fremgår ovenfor.

Prokolbemærkning fra Jens B. Sørensen, Gorm Haraldsted og Karsten Kruse Pudselykke: "Vi er imod lokaludvalgets forslag om at føre cykelruten udenom Christiania via Refshalevej og Forlandet." 

Protokolbemærkning fra Tage Henningsen: "Jeg er imod lokaludvalgets henvendelse, da cykelruten er besluttet af Borgerrepræsentationen og ruteføringen kommer borgerne til gavn." 

Til top