Mødedato: 30.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Budget for Christianshavnerdagen 2014

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende budgettet for Christianshavnerdagen 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender budgettet for Christianshavnerdagen 2014, der fremgår af økonomiafsnittet.

Problemstilling

Christianshavnerdagen har været afholdt siden 2009 og startede som et opråb til politikerne om, at christianshavnerne ønskede en mulithal på Arsenaløen. Af den grund har Christianshavnerdagen været afholdt på Arsenaløen indtil sidste år, hvor Hal C så endelig kunne indvies. Her var der aktiviteter både uden for hallen og inde i hallen og der kom cirka 1.000 deltagere til indvielsen.

Christianshavnerdagen er med til at gøre politikere og borgere opmærksomme på vigtige sager på Christianshavn og i år ønsker lokaludvalget at fokusere på Christianshavns Torv og Torvegade. Derfor flytter Christianshavnerdagen placering til Christianshavns Torv og Torvegade, dato for dagen - 2. lørdag i september fastholdes -  altså den 13. september 2014. I maj 2014 går Teknik- og Miljøforvaltningen i gang med en ombygning af torvet og torvet vil stå klar til at blive indviet på Christianshavnerdagen 2014. Sammen med lokaludvalget vil Teknik- og Miljøborgmesteren holde indvielsestale. Lokaludvalget vil også, ved at lukke Torvegade for trafik i tidsrummet for arrangementet, sætte fokus på, hvordan Torvegade kan fremstå uden biler og mere grøn.

Arrangørgruppen står for at afholde dagen i samarbejde med Info-gruppen og sekretariatet.

Løsning

Arrangørgruppen er i samarbejde med Info-gruppen og sekretariatet ved at planlægge Christianshavnerdagen og har udarbejdet budgettet, der fremgår af Økonomiafsnittet nedenfor.

Lokaludvalget har afsat 60.000 kr. af puljemidlerne til arrangementet. Lokaludvalget har ansøgt om 10.000 kr. i støtte fra NORDEA-fonden og har fået pengene bevilget. Derudover har lokaludvalget spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen, om forvaltningen vil stå for scene og lyd på dagen. Da forvaltningen pt. er i gang med at finde en løsning på dette, må lokaludvalget tage højde for, at disse to udgiftsposter i budgettet endnu er usikre (jf. økonomiafsnittet). Såfremt Teknik- og Miljøforvaltningen ikke ønsker at støtte med scene og lyd, vil lokaludvalget få fremlagt et revideret budget til godkendelse. Arrangørgruppen vil endvidere ansøge Danske Bank om en bevilling til Christianshavnerdagen. Svaret på denne ansøgning vil arrangørgruppen orientere lokaludvalget om.

Alle regninger er formentlig betalt i oktober 2014 og derefter vil arrangørgruppen orientere om regnskabet.

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender budgettet for Christianshavnerdagen 2014, som det fremgår af økonomiafsnittet.

Økonomi

Forslag til budget:

1

Nordeafonden

-10.000,00

2

Danske Bank

-5.000,00

3

Traficom Aps (afspærring)

10.550,00

4

Breve til foreninger og sponsorer

1.350,00

5

Telt (+ stole og borde)

12.725,00

6

Plakater

1.000,00

7

Flyers

2.000,00

8

Honorar til korleder

600,00

9

Blomster

150,00

10

Mad (frokostboller, ekstra rundstykker, flutes)

3.000,00

11

Annoncer i lokalaviser

8.000,00

12

Gerlev Leg

5.482,00

13

Skraldespande

4.000,00

14

Mobilt toilet (2stk)

4.500,00

15

Scene

8.000,00

16

Lyd

10.000,00

17

Diverse

1.000,00

18

Transport

1.500,00

19

Uforudsete udgifter

1.143,00

I alt

60.000,00

Videre proces

Arrangørgruppen arbejder videre, i samarbejde med sekretariatet, om at planlægge Christianshavnerdagen.

Beslutning

Sagen blev udsat.
Til top