Forretningsorden for Christianshavns Lokaludvalg
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende sin forretningsorden.
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender forretningsordenen dateret 23. marts 2022, der ses i bilaget, med de tilføjelser, der er nævnt i afsnittet ”Løsning”.
Problemstilling
Lokaludvalget skal have en forretningsorden for sit virke. Forretningsordenen sikrer, at arbejdet i lokaludvalget forløber på en hensigtsmæssig måde.
Forretningsordenen skal tage udgangspunkt i Forvaltningsloven og Lov om Kommuners Styrelse samt i Regulativet af 4. november 2021 for lokaludvalg i Københavns Kommune.
Løsning
Normalforretningsordenen dateret 23. marts 2022, der ses i bilaget, er udarbejdet af lokaludvalgenes sekretariater. Den tager udgangspunkt i Forvaltningsloven og Lov om Kommuners Styrelse samt i Regulativet af 4. november 2021 for lokaludvalg i Københavns Kommune.
Den hidtidige forretningsorden
Den hidtidige forretningsorden for lokaludvalget, som ses i bilaget, er udviklet gennem den tid, lokaludvalget har eksisteret, og er bl.a. baseret på den udgave af Regulativ for lokaludvalg Københavns Kommune, som bortfaldt med Borgerrepræsentationens beslutning den 4. november 2021 om tilpasning af lokaludvalg.
Den hidtidige forretningsorden for lokaludvalget og Normalforretningsordenen ligner hinanden for så vidt angår bestemmelserne om konstituering, mødevirksomhed, dagsorden, mødeledelse, referat, beslutningsdygtighed, afstemning, inhabilitet og tavshedspligt. For disse bestemmelsers vedkommende vil formuleringerne i Normalforretningsordenen indgå i den nye forretningsorden for lokaludvalget.
Følgende bestemmelser fra den hidtidige forretningsorden, som ikke fremgår af Normalforretningsordenen, foreslår sekretariatet, at lokaludvalget tager med i den nye forretningsorden for lokaludvalget:
- Bestemmelsen om, at formanden tegner lokaludvalget udadtil.
- Bestemmelserne om arbejdsgrupper.
- Bestemmelsen om forretningsudvalget. Forretningsudvalget har hidtil bestået af lokaludvalgets formand og næstformænd, samt tovholderen for Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge, tovholderen for Arbejdsgruppen om Byplan, Trafik og Havn, tovholderen for Arbejdsgruppen om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg og tovholderen for INFO/Event-gruppen. Lokaludvalget kan overveje en anden sammensætning af forretningsudvalget.
- Bestemmelsen om spørgetid.
- Bestemmelsen om godkendelse af dagsordenen.
- Bestemmelsen om lokaludvalgsmødernes længde.
Økonomi
Lokaludvalget skal godkende sin forretningsorden i to møder. Dvs. at sagen kommer på dagsordenen for lokaludvalgsmøde den 27. april 2022.
Videre proces
Intet.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at formanden tegner lokaludvalget udadtil, men med mulighed for formanden til at delegere opgaven til et andet lokaludvalgsmedlem.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gert Vincent om, at for så vidt angår sammensætningen af Forretningsudvalget, skal forretningsordenen tage højde for personsammenfald, når en person er med i formandskabet og/eller er tovholder for flere af de faste arbejdsgrupper.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at det af forretningsordenen skal fremgå, at ved personvalg er afstemningen skriftlig og hemmelig.
Christianshavns Lokaludvalg godkendte forretningsordenen dateret 23. marts 2022, der ses i bilaget, med de tilføjelser, der er nævnt i afsnittet ”Løsning” og med de tiltrådte ændringsforslag, der er nævnt ovenfor.