Mødedato: 30.03.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen

Christianshavns Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at bede medlemmerne af Økonomiudvalget om at bestille et budgetnotat i forvaltningen om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen med henblik på at få ønsket ind i de forestående politiske forhandlinger om anvendelse af overførte midler fra 2015 til 2016.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger ham til at bede medlemmerne af Økonomiudvalget om at bestille et budgetnotat i forvaltningen om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen med henblik på at få ønsket ind i de forestående politiske forhandlinger om anvendelse af overførte midler fra 2015 til 2016, jf. afsnittene  "Problemstilling" og "Løsning". 

Problemstilling

Medlemsforslag fra Nina Højsteen:
"For at få et ønske ind i de politiske forhandlinger på Rådhuset om anvendelsen af midler, der overføres fra 2015 til 2016, skal et medlem af Borgerrepræsentationen bestille et budgetnotat om sagen i forvaltningen. Jeg foreslår derfor, at lokaludvalget beder medlemmerne af Økonomiudvalget om at bestille et budgetnotat om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen med følgende begrundelser: 

Der er behov for at tilpasse infrastrukturen i takt med, at knap 2000 mennesker er flyttet til det nyudviklede boligområde Margretheholm. Pt mangler der reelle transportmuligheder til resten af byen. Ikke mindst for de mange børn, der skal til og fra skole og daginstitutioner, herunder den kommende Børneby på Christianshavn.

Ved at forlænge bus 9A til Refshaleøen kan man sikre en ordentlig trafikbetjening af området. Således vil de ca. 2.000 nye beboere på Margretheholmen samt de godt 2.000 beboere, arbejdende og besøgende på Refshaleøen få en direkte og hurtig forbindelse til Christianshavn og resten af byen – også i nattetimerne. 

Baggrund

Margretheholmen er et nyt bykvarter på i alt 125.000 kvadratmeter med 180 byhuse, 84 ungdomsboliger og 456 leje- og ejerlejligheder. Området har knap 2000 beboere, hvoraf mange er børnefamilier.

Refshaleøen er et større perspektivområde i forlængelse af Margretheholmen på i alt 1.000.000 kvadratmeter, der de senere år har gennemgået en markant udvikling fra nedlagt industriområde til levende og alsidigt byområde med en række forskellige kultur- og fritidstilbud i kombination med flere større arbejdspladser. Ca. 1.800 mennesker har i dag deres daglige gang på området. Herudover er der en lang række aktiviteter, der i perioder tiltrækker et betydeligt antal besøgende, herunder Copenhell og andre festivaler og koncerter.

Margretheholmen betjenes i dag af buslinje 37, der har halvtimedrift i myldretiden og timedrift resten af dagen og i weekenden. Bus 37 tager 18 minutter til Christianshavn og går ikke via Holmen, hvor en stor del af Margretheholms børn går i institution. En forlængelse af den allerede højfrekvente linje 9A, så den kører til Margretheholmen og Refshaleøen, vil give en mere direkte adgang til byen og matche behovet for adgang til kollektiv transport. Samtidig opnås der natbetjening af Margretheholmen og Refshaleøen.

Bag ønsket om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen står bl.a beboerne på Margretheholm, Christianshavns Lokaludvalg, Sjælsø Management, der bygger på Margretheholmen, Lynetten Lystbådehavn, Refshaleøens Ejendomsselskab A/S m.fl.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til at bede medlemmerne af Økonomiudvalget om at bestille et budgetnotat i forvaltningen om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen med de begrundelser, der er nævnt ovenfor, og med inddragelse af oplysninger, der fremgik af Økonomiforvaltningens notat om sagen, der blev udarbejdet til forhandlingerne om Budget 2016. Dette med henblik på at få ønsket ind i de forestående politiske forhandlinger om anvendelse af overførte midler fra 2015 til 2016.

Henvendelsen til medlemmerne af Økonomiudvalget sendes endvidere til de medlemmer af Borgerrepræsentationen, der måtte bo i Christianshavns Lokaludvalgs område.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden  beder medlemmerne af Økonomiudvalget om et budgetnotat om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen.

Forhandlingerne på Rådhuset om overførselsmidlerne starter den 29. marts 2016. Budgetnotatet kan også anvendes i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at bede medlemmerne af Økonomiudvalget om at bestille et budgetnotat i forvaltningen om forlængelse af buslinje 9A til Refshaleøen med henblik på at få ønsket ind i de forestående politiske forhandlinger om anvendelse af overførte midler fra 2015 til 2016, jf. afsnittene  "Problemstilling" og "Løsning". 

Til top