Mødedato: 30.01.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Puljeansøgning januar 2013

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til 1 puljeansøgning.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til Christianshavn Lokalhistoriske Forening & Arkiv om 7.150 kr. til projektet "Formidling og aktiviteter omkring Christianshavns skulpturer, statuer og monumenter."

Problemstilling

Christianshavns Lokaludvalg har modtaget 1 puljeansøgning.

Løsning

1. Christianshavn Lokalhistoriske Forening & Arkiv: Formidling og aktiviteter omkring  Christianshavns skulpturer, statuer og monumenter.
Christianshavn Lokalhistoriske Forening & Arkiv ansøger om 7.150 kr. til formidling af viden om Christianshavns skulpturer og monumenter i bydelen samt på voldanlægget ved at afholde arrangementer ved skulpturerne og ved at lave en tryksag. Aktiviteterne skal styrke viden om og interesse for bydelens kulturelle og historiske rum. Aktiviteterne forløber henover foråret 2013 og i juni vil filminstruktør Stine Korst, oldebarn til Martin Andersen Nexø, fortælle om Nexø ved statuen på Volden ved Lille Mølle. Gennemførelsen af aktiviteterne er baseret på frivillige. Foreningen ønsker desuden at anskaffe flag og bannere, som kan vise, hvem foreningen er, når foreningen er ude til arrangementer, som ovenstående, Christianshavnerdag samt bogfestival. Motivet til flag og bannere er Christianshavns Byvåben fra 1639.  

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at arrangementerne er bydelsrelateret, lokalkulturelt bevarende, styrker Christianshavns kulturelle ressourcer, samler borgerne på tværs af sociale forskelle, skaber dialog om bydelen og styrker sammenhængen mellem de forskellige boligområder i bydelen. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter det.

Arbejdsgruppens anbefaling
Christianshavns Lokalhistoriske Forening har søgt om støtte på i alt 7.150 kr., fordelt på to arrangementer/formål. I juni vil filminstruktør Stine Korst, oldebarn til Martin Andersen Nexø fortælle om forfatteren ved busten på volden ved
Lille Mølle. Med motiv fra Christianshavns Byvåben fra 1639 vil flag og bannere markere begivenheden. Disse tænkes senere genanvendt ved senere lokalhistoriske arrangementer og vil f.eks. kunne udlånes til festlige christianshavnerbegivenheder
(ex. indvielsen af Multihallen, christianshavnerdage). Udgiften andrager 2.950. I forlængelse af det fokus der her vil være rettet på en af de kunstnerisk betydelige skulpturer i bydelen, ønsker foreningen at søge yderligere 4.200 til en tryksag, hvor Christianshavns skulpturelle seværdigheder beskrives. Begrundelsen er her, at viden om de bydelens monumenter og historien bag deres tilblivelse vil øge samhørigheden.

Arbejdsgruppen finder initiativet velbegrundet, dels ud fra synspunktet at Andersen Nexøs tilknytning til Christianshavn næppe er så alment kendt, som man kunne ønske, dels fordi vi tilslutter os synspunktet, at så bred en kreds oplyses om fx., billedhuggeren der har skabt torvets markante udsmykning, hans placering i dansk kunsthistorie og de historier der knytter sig til grønlænderskildringerne.
Vi hefter os desuden ved, at den lokalhistoriske forenings indsamling af viden er tilgængelig på nettet, samt foreslår at man også anvender sig af det formidlingsværktøj, der ligger i GPS. Arbejdsgruppen anbefaler derfor en støtte på de ansøgte 7.150.

Formandens indstilling
At Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til Christianshavn Lokalhistoriske Forening & Arkiv om 7.150 kr. til projektet "Formidling og aktiviteter omkring Christianshavns skulpturer, statuer og monumenter."

 

Økonomi

Lokaludvalget har disponeret for 19.700 kr. af puljen til puljeansøgninger på 220.000 kr.
Hvis indstillingen følges, vil der være disponeret for yderligere 7.150 kr.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning. Får ansøgeren tilsagn om støtte, skal
de aflægge regnskab samt evaluering af deres /aktivitet/projekt/arrangement, før støtten kan udbetales.
BILAG
Puljeansøgningen inkl. budget.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give tilsagn til Christianshavn Lokalhistoriske Forening & Arkiv om 7.150 kr. til projektet "Formidling og aktiviteter omkring Christianshavns skulpturer, statuer og monumenter."
Til top