Mødedato: 29.11.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Borgerpanelsundersøgelse om Sociale- og Sundhedsmæssige forhold på Christianshavn

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et udkast til en borgerpanelundersøgelse om sociale- og sundhedsmæssige forhold på Christianshavn.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender udkast til en borgerpanelsundersøgelse om sociale- og sundhedsmæssige forhold på Christianshavn, jf. bilag. 
  2. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter 1.000 kr. af 2023-puljen til en plakat på Christianshavns Torv om undersøgelsen. Pengene tages af puljen "Egne aktiviteter og projekter".

 

Problemstilling

Christianshavns Lokaludvalg ønsker at sætte fornyet fokus på christianshavnernes sundhed og trivsel.

Lokaludvalgets arbejdsgruppe om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg har derfor udarbejdet et forslag til en borgerpanelundersøgelse, som skal afdække sociale- og sundhedsmæssige forhold på Christianshavn.

Udkastet til borgerpanelsundersøgelsen blev drøftet på lokaludvalgsmødet den 30. august 2023, hvor lokaludvalget besluttede at lade medlemmerne komme med input til et revideret udkast til undersøgelsen. Arbejdsgruppen har arbejdet med udkastet og udkastet er nu blevet revideret:

  • Enkelte spørgsmål er blevet taget ud
  • Der er kommet yderligere svarmuligheder til enkelte spørgsmål
  • Andre spørgsmål er blevet præciseret

Hvad skal undersøgelsen bruges til?

Resultaterne af undersøgelsen skal danne grundlag for lokaludvalgets videre arbejde med sociale- og sundhedsmæssige problemstillinger. 

Der er en oplevelse af, at der mangler sundhedstilbud i bydelen som tiltag, der understøtter christianshavnernes fysiologiske, sociale og mentale velbefindende.

Undersøgelsen skal derfor give lokaludvalget en bedre fornemmelse af, hvordan christianshavnerne har det fysisk og mentalt med henblik på at iværksætte og fremme forebyggende sundhedstiltag.

Lokaludvalgets arbejdsgruppe Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg forestiller sig, at behovet for at fremme sundhedstiltag er størst blandt ældre christianshavnere. Det er en antagelse, som kan blive afdækket med undersøgelsen.

Derudover ønsker lokaludvalget også generelt at blive klogere på, hvori bydelens interesse for sundhedsfremmende tiltag består. 

Endelig skal undersøgelsen belyse behovet for at håndtere sociale problemstillinger i bydelen. Derfor bruges undersøgelsen også til at kortlægge aktører i bydelen, som arbejder med sociale forhold. Det kan være en indgang til netværksdannelse mellem aktørerne.

Kommunikation

Undersøgelsen skal sendes ud via Christianshavns Lokaludvalgs borgerpanel. Derudover vil undersøgelsen også kunne besvares via et åbent link på lokaludvalgets hjemmeside.

Der udarbejdes en plakat til lokaludvalgets plakatstander på Christianshavns Torv og der fortælles om undersøgelsen på lokaludvalgets egne medier. Derudover vil der blive orienteret om undersøgelsen i Christianshavneren.

 

Løsning

Christianshavns Lokaludvalg godkender udkast til en borgerpanelsundersøgelse om sociale- og sundhedsmæssige forhold på Christianshavn, jf. bilaget.

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes 1.000 kr. af 2023-puljen til opsætning af en plakat på lokaludvalgets plakatstander på Christianshavns Torv. Plakaten indeholder en QR-kode, der linker ind til en nyhed om borgerpanelundersøgelsen på lokaludvalgets hjemmeside.  

Pengene tages fra puljen "Egne aktiviteter og projekter".

Videre proces

Sekretariatet sætter borgerpanelundersøgelsen i gang hurtigst muligt.

Sekretariatet opretter samtidig en nyhed på lokaludvalgets hjemmeside med et link til undersøgelsen. Undersøgelsen vil kunne besvares i 10 dage fra udsendelsesdatoen.

Sekretariatet laver en opsamling på resultaterne, som drøftes i arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg, før de forelægges for lokaludvalget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte udkastet til en borgerpanelsundersøgelse om sociale- og sundhedsmæssige forhold på Christianshavn, jf. bilaget. 
  2. Lokaludvalget afsatte 1.000 kr. af 2023-puljen til en plakat på Christianshavns Torv om undersøgelsen. Pengene tages af puljen "Egne aktiviteter og projekter".

 

Til top