Mødedato: 29.11.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Borgermøde om Inderhavnen mellem Christianshavn og Indre By samt kanalerne

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at tage imod en invitation fra Indre By Lokaludvalg om at være medarrangør af et borgermøde om anvendelsen af Inderhavnen mellem Christianshavn og  Indre By samt kanalerne.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager imod en invitation fra Indre By Lokaludvalg om at være medarrangør af et borgermøde om anvendelsen af Inderhavnen mellem Christianshavn og  Indre By samt kanalerne.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og afvikle borgermødet sammen med tovholderne fra Indre By Lokaludvalg og sekretariatet samt lokaludvalgsmedlem Claus Bendixen og suppleant Kristine Ammitzbøll-Bille.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 8.000 kr. til borgermødet.

Problemstilling

Havneseminar

By & Havn var vært for et havneseminar den 28. oktober 2023, hvor der blev sat fokus på  mulighederne for at skabe plads til flere og nye funktioner og aktiviteter i ”det blå byrum” og samtidig sikre, at havnen fortsat er et trygt og sikkert sted at færdes.

Invitation fra Indre By Lokaludvalg

Medlemmer af Indre By Lokaludvalg har via sekretariatet været i kontakt med By & Havn om brugen og planerne for havnen. By & Havn har tilbudt en dialog med lokaludvalget om havnen. 

På baggrund af By & Havns tilbud om dialog besluttede Indre By Lokaludvalg den 9. november 2023 at holde et borgermøde om anvendelsen af kanalerne og Inderhavnen ud for Indre By.  Indre By Lokaludvalg besluttede samtidig at invitere Christianshavns Lokaludvalg til at være medarrangør af borgermødet.

Indre By Lokaludvalgs forpersonskab og tovholdere holder et formøde med By & Havn den 5. december 2023 om, hvad borgermødet skal handle om og hvordan det skal gennemføres. 

Borgermødet vil sandsynligvis komme omkring forhold på land, som er relevante for anvendelsen af Inderhavnen, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen inviteres til borgermødet for at besvare eventuelle spørgsmål.

Indholdet i borgermødet
 
Borgermødet kan tage afsæt i de forskellige overordnede beslutninger, der gælder for Inderhavnen.

 

En havn af muligheder - Visioner for mere liv ved og i Københavns Havn

Teknik- og Miljøforvaltningen skrev i 2014 i visions- og udviklingsplanen "En havn af muligheder - Visioner for mere liv ved og i Københavns Havn" følgende:

"Havnens image 2025
Københavns Havn er kendt for at være en af de mest velfungerende, hyggelige og trygge byhavne i en storby. Byhavnen er kendt for et stort og varieret udbud af muligheder - både med aktive steder til sport og leg og med stille steder til afslapning og fordybelse. Her er en levende atmosfære langs promenader og en række spændende byrum ned til vandet. Der er fortsat centrale områder, der oser af Chr. IV´s ånd, men også nye steder med moderne arkitektur samt indbydende og behagelige byrum. I 2025 er havnen

  • byens livgivende centrum – med masser af liv og aktivitet på vandet og ved vandet
  • et sted med et mangfoldigt system af gode og sammenhængende gang-, løbe- og cykelruter
  • et sted med grønne og stille opholdssteder ved vandet
  • præget af god adgang til og fra vandet fra blå støttepunkter, trapper, brygger og flåder
  • en ren og indbydende havn med gode vilkår for badning og sejlads
  • præget af mange farver og et varieret valg af materialer
  • det varierede og det mangfoldige ses som en styrke
  • eksperimenterende og et sted, københavnerne er stolte af."

Det Blå Byrum - Københavns rekreative Havn

By & Havn skrev i sin vision "Det Blå Byrum - Københavns rekreative Havn", der er fra marts 2019:  "By & Havn arbejder for at skabe velfungerende og trygge rammer for det gode sociale liv i og omkring havnen. Med en god balance af byliv, rekreative og kommercielle aktiviteter er det målet at skabe en levende og bæredygtig havn i et tæt samarbejde med relevante partnere."

Kultur- og fritidspolitik 2023-26

I den gældende kultur- og fritidspolitik for kommunen står følgende: "Vi har i dag op mod 400.000 badende i vores havnebadefaciliteter i sommermånederne, og vi vil videre af den vej, og åbne mere af havnen til rekreativ brug, hvad end man taler badning og vandsport eller liv langs kajkanten."   Det nævnes også, at man vil udarbejde en blå plan, der binder svømmetræning for alle københavnere sammen med øget brug af Københavns Havn

 

Blå Plan

Jf. punktet "Kommende sager" på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 30. november 2023 forventes det,

  • at Kultur- og Fritidsudvalget behandler et udkast til Blå Plan 2024-2028 den 25. januar 2024 med henblik på politisk høring i fagudvalg og lokaludvalg
  • at Kultur- og Fritidsudvalget godkender høringsudkast til Blå Plan 2024-2028 den 24. februar 2024.

Løsning

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn anbefaler, at lokaludvalget tager imod invitationen fra Indre By Lokaludvalg og foreslår, at Christianshavns Lokaludvalg udpeger lokaludvalgsmedlem Claus Bendixen og suppleant Kristine Ammitzbøll-Bille til tovholdere. Andre lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter er velkomne til at være med.

Tovholderne deltager i formødet den 5. december 2023, som er omtalt ovenfor.

Økonomi

Det foreslås, at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 8.000 kr. af sin 2024-pulje til borgermødet. Der vil være udgifter til lokaleleje og forplejning.

Indre By Lokaludvalg har afsat en ramme på 25.000 kr. til borgermødet. 

Videre proces

Tovholderne fra Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg planlægger borgermødet i samarbejde med By & Havn og sekretariatet.

Bilag

0. Link til artikel på By & Havns hjemmeside om havneseminaret den 28. oktober 2023:

https://byoghavn.dk/havneseminar-god-dialog-om-havnens-udvikling/

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget besluttede at tage imod en invitation fra Indre By Lokaludvalg om at være medarrangør af et borgermøde om anvendelsen af Inderhavnen mellem Christianshavn og  Indre By samt kanalerne.
  2. Lokaludvalget udpegede Marianne Olsen til at planlægge og afvikle borgermødet sammen med tovholderne fra Indre By Lokaludvalg og sekretariatet samt lokaludvalgsmedlem Claus Bendixen og suppleant Kristine Ammitzbøll-Bille.
  3. Lokaludvalget afsatte en ramme på 8.000 kr. af 2024-puljen til borgermødet.
Til top