Mødedato: 29.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Røgfrit København

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at være partner på Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kampagne "Røgfrit Købenavn 2025", samt at lokaludvalget tager initiativ til et samarbejde vedrørende rygning foran Christianshavns Gymnasium.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg melder sig som partner i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kampagne "Røgfrit København 2025" jf. afsnittet "Problemstilling".
  2. at Christianshavns Lokaludvalg tager initiativ til et samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Christianshavns Gymnasium og Christianshavns Skole, der skal sætte ind mod rygning foran Christianshavns Gymnasium, jf. løsningsafsnittet. Projektet forankres i arbejdsgruppen om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg.

Problemstilling

Københavns Kommune har en vision om, at København skal være røgfri i 2025. Der skal være røgfri områder, tilbud om rygestop til alle københavnere, der ønsker at kvitte cigaretterne, og børn og unge skal beskyttes mod røg og rygning. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på et møde for lokaludvalgenes sekretariater inviteret lokaludvalgene til at blive partner i kampagnen, ligesom man inviterer  byens organisationer, foreninger og arbejdspladser til at være med.

Partnerkredsen skal i samarbejde med forvaltningen udvikle og styrke indsatsen for røgfrihed i København.

Det kan være i form af at:
  • Opfordre til røgfrihed
  • Give tilbud om rygestop
  • Være rollemodeller som viser vejen.
Som partnere i Røgfrit København 2025 kan lokaludvalget få:

  • Adgang til viden om partnernes og andres erfaringer med røgfrihed
  • Tilbud om gratis rygestopkurser
  • Mulighed for at søge midler fra en kommunal pulje
  • Rådgivning fra kommunen om røgfri initiativer
  • Synlighed omkring lokaludvalgets arbejde for røgfrihed som en del af et fælles brand
Forvaltningen oplyser, at København skal være røgfrit i 2025, fordi:

  • Alle københavnere skal kunne leve et langt liv med høj livskvalitet
  • Alle har ret til luft fri for tobaksrøg
  • Alle rygere fortjener støtte og hjælp til at blive røgfri
  • Børn og unge skal beskyttes mod røg og rygning.


Lokaludvalget udsatte sagen i sit møde den 24. september 2014. I indstillingen, som lokaludvalget skulle tage stilling til dengang, blev det foreslået, at lokaludvalget drøfter,
  • om det skal være en betingelse, at der er forbud mod rygning ved de aktiviteter, som lokaludvalget støtter
  • om lokaludvalget skal gøre opmærksom på, at rygning er uønsket ved de aktiviteter, som lokaludvalget selv står for
  • om lokaludvalget skal informere christianshavnerne om visionen "Røgfrit Købehavn 2025" og om de tilbud, der er til borgerne i forbindelse med kampagnen
  • om lokaludvalget skal invitere sundheds- og omsorgsborgmesteren til et offentligt møde om "Røgfrit København".
I mellemtiden har arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg drøftet sagen.


Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvordan lokaludvalget og dets netværk kan bidrage til, at København bliver røgfrit i 2025, og tager stilling til følgende fra arbejdsgruppen om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg:

"Christianshavns Lokaludvalg bør gå i partnerskab med Sekretariatet for et Røgfrit København 2025 og indlede et samarbejde om konkrete projekter.  Et godt sted at starte en kampagne for et Røgfrit København i 2025 er dagens børn og unge. Der er mange unge fra Christianshavns Gymnasium, som ryger i grupper udenfor gymnasiet. De tror at de er seje.

Christianshavns Skole er umiddelbart i nærheden, og de mange rygende unge udenfor Christianshavns Gymnasium er dårlige rollemodeller for de yngre børn i folkeskolen.

Projektet bør drives i et samarbejde mellem mellem Christianshavns Lokaludvalg, Sekretariatet for et Røgfrit København 2025, og administrationen og eleverne på både Christianshavns Gymnasium og Christianshavns Skole. Det kan inledes med, at sundheds- og omsorgsborgmesteren kommer til et Christianshavnermøde om 'Røgfrit København'; måske til nytårskuren. Det tidspunkt plejer at være godt for 'nye initiativer/fortsætter'. Og det vil også være et tidspunkt, hvor der er en hel del borgere til stede. 

Lokaludvalget kan derudover fortsætte samarbejdet med Forebyggelsescentret på Christianshavnerdagene, hvor de hellere end gerne kommer ud og fortæller om rygestop incl. tilbud om gratis rygestopkurser.

Arbejdsgruppen mener ikke, at det skal være en betingelse, at der er forbud mod rygning ved de aktiviteter, som lokaludvalget støtter."

Økonomi

Intet på nuværende tidspunkt.

Videre proces

Sekretariatet meddeler Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at lokaludvalget vil være partner på Røgfrit København-kampagnen.
Arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg tager sammen med sekretariatet initiativ til et samarbejde, der skal sætte ind mod rygning foran Christianshavns Gymnasium.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte at melde sig som partner i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kampagne "Røgfrit København 2025" jf. afsnittet "Problemstilling".
  2. Lokaludvalget tager initiativ til et samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Christianshavns Gymnasium og Christianshavns Skole, der skal sætte ind mod rygning foran Christianshavns Gymnasium, jf. løsningsafsnittet. Projektet forankres i arbejdsgruppen om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg.
Til top