Mødedato: 29.09.2021, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Borgerpanelundersøgelse om det lokale miljøarbejde

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om det lokale miljøarbejde til efterretning og drøfte resultaterne med henblik på at fastlægge indholdet i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om det lokale miljøarbejde til efterretning. Se bilaget.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter resultaterne med henblik på at fastlægge indholdet i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger Miljøgruppen til sammen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn og sekretariatet at afholde et informationsmøde om det lokale miljøarbejde på Christianshavn for dem, som i borgerpanelundersøgelsen har tilkendegivet, at de gerne vil være eller måske gerne vil være aktiv i Miljøgruppen.
  4. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 3.000 kr. til informationsmødet. Pengene tages af puljen til egne aktiviteter.

 

Problemstilling

I mødet den 26. august 2021 besluttede lokaludvalget at spørge medlemmerne af Christianshavns Borgerpanel om, hvad de synes, at det lokale miljøarbejde i 2022 skal omfatte. Lokaludvalget udpegede formandskabet samt lokaludvalgets repræsentant i Miljøpunkt
Indre By & Christianshavns bestyrelse Kirsten V. Andersen til at planlægge og gennemføre
borgerpanelundersøgelsen sammen med sekretariatet.

Løsning

Borgerpanelundersøgelsen blev gennemført i perioden den 16.-20. september 2021. 319 medlemmer af Christianshavns Borgerpanel gennemførte undersøgelsen. Det svarer til 28 % af det samlede borgerpanel, der har 1.154 medlemmer.

Resultaterne af undersøgelsen ses i bilaget.

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter resultaterne med henblik på at fastlægge indholdet i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022.

Drøftelsen i Indre By Lokaludvalg

Årsplanen for det lokale miljøarbejde dækker Christianshavn og Indre By, og skal besluttes af Christianshavns Lokaludvalg, Indre By Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Indre By Lokaludvalg gennemførte en lignende borgerpanelundersøgelse i august 2021. Lokaludvalget drøftede resultaterne i sit møde den 9. september 2021 for at fastlægge indholdet i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022. Referatet af drøftelsen er endnu ikke offentliggjort, men det blev bl.a. nævnt, 

  • at årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022 skal ligge indenfor rammerne af årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2021.

  • at borgerpanelundersøgelsen viser, at den almindelige opfattelse af, hvad lokalt miljøarbejde er, er initiativer i forhold til luft- og støjforurening.

  • at borgerpanelundersøgelsen også viser, at folk har interesse i affaldshåndtering.

  • at trafikøer bør indgå i miljøarbejdet, idet der var ønske om, at lokaludvalget og Miljøpunktet  arbejder med mindre trafikøer i Indre By, end kommunen har lagt op til.

  • at der er dilemmaer i kommunens politik, når der både lægges op til,
  • at der skal være færre parkeringspladser generelt, men flere parkeringspladser med el-ladestandere.
  • at der skal være flere parkeringspladser med el-ladestandere, men mindre trængsel på vejene.

Der var ønske om, at Miljøpunktet deltager i den debat. 

1.034 medlemmer af Indre By Borgerpanel gennemførte undersøgelsen. Det svarer til 26 % af det samlede borgerpanel, der har 4.049 medlemmer.

 

Informationsmøde om det lokale miljøarbejde på Christianshavn

15 medlemmer af Christianshavns Borgerpanel  har i borgerpanelundersøgelsen tilkendegivet, at de har lyst til at være aktiv i lokaludvalgets miljøgruppe. 54 medlemmer har tilkendegivet, at de måske har lyst til at være aktiv i Miljøgruppen, men at de ønsker mere information først.

Forretningsudvalget mener, at lokaludvalget skal i kontakt med disse borgere hurtigst muligt med henblik på at inddrage dem i lokaludvalgets miljøarbejde.

Formanden foreslår derfor, at Miljøgruppen, Miljøpunkt Indre By & Christianshavn og sekretariatet holder et informationsmøde for dem om det lokale miljøarbejde på Christianshavn i oktober eller november 2021. Mødet kan enten holdes fysisk eller digitalt.

Formanden foreslår desuden, at Miljøgruppen, Miljøpunkt Indre By & Christianshavn og sekretariatet udarbejder en kort orienteringsmail om det lokale miljøarbejde, som primo oktober 2021 kan sendes til dem, der har vist interesse for Miljøgruppen. 

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes en ramme på 3.000 kr. til informationsmødet for dem, der har vist interesse for lokaludvalgets miljøarbejde. Pengene tages af puljen til egne aktiviteter.

Videre proces

I mødet den 14. oktober 2021 skal Indre By Lokaludvalg godkende årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022 i Indre By og på Christianshavn.

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende årsplanen i sit møde den 27. oktober 2021.

Miljøgruppen, Miljøpunkt Indre By & Christianshavn og sekretariatet holder et informationsmøde om det lokale miljøarbejde på Christianshavn i oktober eller november 2021.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om det lokale miljøarbejde til efterretning.

  2. Lokaludvalget drøftede resultaterne med henblik på at fastlægge indholdet i årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Klimasikring er en central problemstilling for christianshavnerne.

    • Der er størst interesse for støjforurening, luftforurening og sikring mod stormflod.

    • Demens forårsages bl.a. af støj.

    • Hvordan er aldersfordelingen blandt deltagerne i lokaludvalgets borgerpanelundersøgelser sammenholdt med aldersfordelingen i Christianshavns befolkning?

    • Lokaludvalget bør tiltræde rammerne for det lokale miljøarbejde i 2022, som Indre By Lokaludvalg måtte beslutte.

  3. Lokaludvalget bemyndigede Miljøgruppen til sammen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn og sekretariatet at afholde et informationsmøde om det lokale miljøarbejde på Christianshavn for dem, som i borgerpanelundersøgelsen har tilkendegivet, at de gerne vil være eller måske gerne vil være aktiv i Miljøgruppen.

  4. Lokaludvalget afsatte en ramme på 3.000 kr. til informationsmødet. Pengene tages af puljen til egne aktiviteter.
Til top