Mødedato: 29.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar vedrørende forslag til visuel kunstplan

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende "Plan for visuel kunst".

Indstilling

Formanden foreslår, 

  1. At Christianshavns Lokaludvalg drøfter Kultur- og Fritidsforvaltningens udkast til "Plan for visuel kunst".
  2. At Christianshavns Lokaludvalg beslutter et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen om udkast til "Plan for visuel kunst", jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 26. Juni 2018 sendte Kultur- og Fritidsforvaltningen et udkast til konkrete indsatser i forbindelse med plan for visuel kunst i høring i lokaludvalgene. Svarfristen er den 28. august 2018. Lokaludvalget har fået udsat svarfristen til den 30. august 2018.

Forvaltningen oplyser, at med indsatserne styrkes arbejdet med at skabe et mere sammenhængende, tilgængeligt og synligt kunstmiljø, der tiltrækker borgere og kunstnere fra ind- og udland, og skaber bedre rammer for vækstlaget, bl.a. ved at sikre interaktion med den etablerede kunst. 

Indsatsområderne er: 

1. Rådet for Visuel Kunst, som skal sikre kunstfagligheden og være garant for dialogen med byens borgere. Rådet skal varetage de opgaver, der hidtil har ligget i Billedkunstudvalget, men får dertil en stærkere rådgivende rolle i forhold til kunst i det offentlige rum og udvikling af det kunstneriske miljø. I udkastet nævnes bl.a. 

  • At rådet skal indlede dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at fremme, at kunst og design bliver en tydeligere del af udtrykket i det offentlige rum og integreres i byudvikling og design af byrumsinventar. 
  • At Rådet i samarbejde med bydelsenheder og lokaludvalg inddrager borgernes holdninger til kunst lokalt i det offentlige rum. 

2. Kunsthaller og udstillingssteder – Københavns kulturinstitutioner, hvad enten de er statsligt finansieret, kommunalt finansieret eller privat finansieret, inviteres ind i et fællesskab, som sammen med andre kunstneriske aktører får til opgave at få kunsten mere ud i det offentlige rum. Samarbejdet skal øge dialog og synlighed, og virke på tværs af det permanente og midlertidige, det samtidige og historiske. I udkastet nævnes bl.a. 

  • At man i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge mulighederne for at inddrage kunstnerne til at udforme udtryk ved udvikling af legepladser og rekreative områder. 
  • At man i samarbejde med lokaludvalg, bydelsenheder, og idrætsforeninger undersøger muligheden for at knytte kuratorer og kunstnere til processen med at bruge gangtunneller og betonflader til kunstneriske formål. 
  • At Rådhuset skal udvikles som kulturinstitution og udstillingsfacilitet og styrkes som central formidler af historie og demokrati

  
3. Kunstuddannelser og kunst i uddannelser - Der vil være fokus på kunst i uddannelsessammenhænge både i folkeskolen og imellem byens kunstneriske uddannelser og linjer. 

4. Kunstnerpladser og atelierer – Ved at fokusere på kunstaktører før, under og efter den professionelle uddannelse for både formidlere og udøvende sikres kunst de bedst mulige rammer. I udkastet nævnes bl.a., at der skal indledes en dialog om muligheden for at skabe en base for Street Art i København, fx i form af galleri eller festival. 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter Kultur- og Fritidsforvaltningens udkast til "Plan for visuel kunst" og beslutter et høringssvar, som dels tager udgangspunkt i lokaludvalgets erfaringer med støtte til visuel kunst og dels tager udgangspunkt i erfaringer fra Christianshavn med

  • Billedkunstudvalget
  • vilkår for udstillingssteder
  • permanent og midlertidig kunst i byrummet
  • byudstyr udformet som kunstværker
  • kunst i uddannelsen
  • rammerne for kunstnere

 

Høringssvaret kan også baseres på følgende afsnit fra Christianshavns Bydelsplan 2017:

"I vores øjne er Christianshavn en aktiv og grøn bydel, hvor forskellighed ses som en styrke. Beboerne lever et kreativt, trygt, sundt og socialt liv, og udvikler bydelen med respekt for dens historie. Kunst, arkitektur og kultur er væsentligt, miljørigtige løsninger er et naturligt valg og biodiversiteten i bydelens naturområder er essentiel.

Det er sådan, vi oplever vores bydel, når den tager sig ud fra sin bedste side, og det er sådan, vi ønsker, at bydelen fortsat skal udvikle sig."

"KULTUR – STYRK SAMARBEJDER OG DIALOG

På Christianshavn er der mange offentlige og private kultursteder. De skal sikres de bedste rammer. Det drejer sig blandt andet om: Beboerhus, Bibliotek, Kulturtårnet, Frederiks Bastion, Skabelonloftet, Asterions Teater, Overgaden og Christianias kultursteder.

Lokaludvalget ser også et behov for at sikre en spredning af kulturfaciliteter over hele Christianshavn, herunder de nye kvarterer, og ønsker, at kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning i større omfang gør brug af og tager hånd om den aftale, som Københavns Kommune har med Det Kongelige Teater/Operaen.

Den går ud på, at de københavnske skolebørn gennem deres skoletid skal have mulighed for at opleve teatrets kunstarter, og at teateret lokalt skal samarbejde med festivaler og andre kulturområder, der modtager støtte fra Københavns Kommune.

En styrkelse af kulturlivet på Christianshavn kan også ske ved at udnytte flere bunkere til kulturaktiviteter -f.eks. til øvelokaler; ved at etablere et samarbejde med Operaen om lokal udnyttelse af faciliteterne; og generelt støtte samarbejdet mellem institutioner og foreninger med henblik på viden om og bedre udnyttelse af lokaler og lån af arealer og faciliteter."

"KULTUR PÅ PAPIRØEN – SKAL HAVE ET FOLKELIGT AFSÆT OG ET MODERNE BIBLIOTEK

Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at bakke op om et forslag om at etablere et multifunktionelt kunstcenter på Papirøen. Kunstcentret skal danne ramme om flere funktioner end blot en udstillingshal.

Lokaludvalget samarbejder med idemagerne bag kunstcentret WallnerWeiss og med Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udvikle konceptet for kunstcenteret, og er blandt andet positivt indstillet overfor en flytning af Christianshavns Bibliotek. En flytning skal dog kun ske på betingelse af, at biblioteket bliver moderniseret og får bedre faciliteter og udfoldelsesmuligheder.

I nye rammer kan Christianshavns Bibliotek eksempelvis bedre indgå samarbejder med Børnebyen, Christianshavns Skole og Christianshavns Gymnasium om aktiviteter. Endelig understøtter en placering på Papirøen også behovet for at fordele og sprede Christianshavns kulturfaciliteter i hele byen i takt med bydelens udvidelse mod nord.

For lokaludvalget er det vigtigt, at Papirøens kulturaktiviteter har en folkelig forankring, inddrager christianshavnernes ønsker og giver plads til de aktiviteter, der er mangel på i vores bydel."

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte et forslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at citaterne i løsningsafsnittet fra Christianshavns Bydelsplan 2017 er lokaludvalgets høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen om udkast til "Plan for visuel kunst".

Til top