Mødedato: 29.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Forholdene på Krøyers Plads

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte forholdene på Krøyers Plads og hvilke initiativer, det skal tage.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter forholdene på Krøyers Plads og de løsninger, som formanden for E/F Krøyers Plads og G/F Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads har foreslået. Se bilaget.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter hvilke initiativer, lokaludvalget skal tage i sagen.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg beder Teknik- og Miljøforvaltningen uddybe sit svar af 6. juli 2018 til lokaludvalget vedr. forholdene på Krøyers Plads

Problemstilling

I mødet den 20. juni 2018 godkendte lokaludvalget et brev til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen om affaldsproblemer på Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads. Det skete som opfølgning på en henvendelse til lokaludvalget den 12. juni 2018 fra formanden for E/F Krøyers Plads og G/F Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads.

Lokaludvalget fik svar fra forvaltningen den 6. juli 2018. Lokaludvalgets brev og forvaltningens svar ses i bilaget.

Borgerrepræsentant Klaus Mygind har i en mail den 28. juni 2018 til sekretariatet og til formanden for E/F Krøyers Plads og G/F Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads tilkendegivet, dels at han arrangerer et debatmøde i august om sagen med udgangspunkt i situationen i Havneparken og dels at han ønsker at diskutere mulige initiativer med lokaludvalget, ejerforeningen og grundejerforeningen.

Den 23. august 2018 har formanden for E/F Krøyers Plads og G/F Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads beskrevet forholdene på Krøyers Plads og skitseret mulige løsninger, som hun beder om lokaludvalgets opbakning til. Se bilaget.

I bilagene omtales madmarkedet "Broens Køkken" på Grønlandske Handels Plads. Lokaludvalget har flere gange forholdt sig til madmarkedet senest i mødet den 28. februar 2018, hvor lokaludvalget vedtog et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. en ansøgning om midlertidig indretning af Grønlandske Handels Plads til madmarked for en periode på 3 år. Se høringssvaret i bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter forholdene på Krøyers Plads og de løsninger, som formanden for E/F Krøyers Plads og G/F Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads har skitseret, og beslutter hvilke initiativer, lokaludvalget skal tage.

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget drøfter Teknik- og Miljøforvaltningens svar af 6. juli 2018 og beslutter at bede om et uddybende svar.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets drøftelse.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede forholdene på Krøyers Plads og de løsninger, som formanden for E/F Krøyers Plads og G/F Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads har foreslået. I drøftelsen var der følgende bemærkninger:
    • Svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen er arrogant og overfladisk, og argumentationen hænger ikke sammen. Lokaludvalget bør bede borgmesteren om et bedre svar.
    • Kommunen ønsker offentlig adgang til promenaden og vandet, hvorfor kommunen må være med til en løsning.
    • Der mangler offentlige toiletter ved gadekøkkenet.
    • Man kan ikke forpligte borgerne, sådan som Teknik- og Miljøforvaltningen lægger op til.
    • Hvis promenaden ved Det Hvide Snit bliver mere åben, vil det måske lette trykket på Krøyers Plads.
    • Kommunen har ansvaret for gadekøkkenet og må tage konsekvensen.
    • Lokaludvalget bør gentage sit høringssvar vedr. dispensationen til gadekøkkenet.
    • Der er tale om politiopgaver. Der skal ikke udøves selvtægt.
    • Det er principielt.
  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til teknik- og miljøborgmesteren om forholdene på Krøyers plads og om Teknik- og Miljøforvaltningens den 6. juli 2018 til lokaludvalget vedr. forholdene på Krøyers Plads, idet formanden tager udgangspunkt i ovenstående bemærkninger.
Til top