Meddelelser
Beslutning
Natur på Christianshavn
Poul Cohrt oplyste, at en borger har skrevet til lokaludvalget, at hun er bekymret for, at et lille stykke natur er ved at forsvinde fra Christianshavn, fordi vejen Trangravsvej skal gøres bredere og omlægges. Det betyder, at dele af skrænten fjernes, og der kommer bolværk. Hun mener, at noget af skrænten samt de større buske kan bevares, og opfordrer til, at der gøres en indsats for dette.
Poul Cohrt vil bede Teknik- og Miljøforvaltningen forholde sig til borgerens forslag, så Miljøgruppen har et grundlag for at arbejde med sagen og evt. stille forslag i lokaludvalgsmødet den 26. september 2018 om, hvad lokaludvalget skal gøre.
Asbjørn Kaasgaard oplyste, at skrænten formentlig er fredet.
Lokaludvalgenes virke
Poul Cohrt oplyste, at der pågår et arbejde i Gruppeformandskreden på rådhuset og i Økonomiforvaltningen om lokaludvalgenes virke, bl.a. om sammenlægning af sekretariater og om spørgsmålet om flere lokaludvalg, da byen vokser. Der er delte meninger blandt partierne på rådhuset om, hvad der skal ses på, fx valget til lokaludvalg, lokaludvalgenes beføjelser og spørgsmålet om, hvorvidt den lokale miljøopgave skal ligge i lokaludvalgene. Lokaludvalgsformændene får en præsentation af resultatet af arbejdet den 6. november 2018.
Asbjørn Kaasgaard bad om en indstilling til lokaludvalgets møde den 26. september 2018 om lokaludvalgenes virke, som også omfatter lokaludvalgets beslutning i foråret 2017 om valg til lokaludvalg.
Erik Rasmussen oplyste, at Socialdemokratiet for tiden drøfter lokaludvalgenes virke og hvordan nærdemokratiet kan udbredes.
Elin Johansson oplyste, at Det Konservative Folkeparti drøfter lokaludvalgenes virke, særligt puljemidlernes størrelse og valgproceduren.
Mangel på byggegrunde
Poul Cohrt oplyste, at som følge af Amager Fælled-sagen er Økonomiforvaltningen i gang med at undersøge hvilke kommunale grunde, der kan bebygges. Grunden Prinsessegade 73, der er A/B Firkantens gård, er i spil.
Stofposer
Kirsten V. Andersen oplyste, at gruppen, der laver stofposer, er blevet filmet til TV-udsendelsen "Hammerslag".