Borgerdialog om ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 6.000 kr. til borgerdialog om christianshavner-problemstillinger i ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’
- at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet.
- at Christianshavns Lokaludvalg giver Økonomiforvaltningen tilsagn om, at den kan anvende Christianshavns Borgerpanel til en undersøgelse om københavnernes holdninger til byen.
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at godkende Økonomiforvaltningens spørgsmål til Christianshavns Borgerpanel.
Problemstilling
I forbindelse med den offentlige høring om ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’ vil Økonomiforvaltningen står for borgerdialog ude i byen samt på sociale medier.
Derudover har forvaltningen overvejelser om at gennemføre en undersøgelse i september 2018 om københavnernes holdninger til byen via forvaltningens borgerpanel og, hvis muligt, via lokaludvalgenes borgerpaneler.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget har borgerdialog om christianshavner-problemstillinger i ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’ og at lokaludvalget udpegere tovholdere til at forestå borgerdialogen. Det vil være op til tovholderne at beslutte, hvordan borgerdialogen skal foregå.
Derudover foreslår formanden, at lokaludvalget giver Økonomiforvaltningen tilsagn om, at den kan anvende Christianshavns Borgerpanel til en undersøgelse om københavnernes holdninger til byen samt at han bliver bemyndiget til at godkende spørgsmålene til borgerpanelet.
Økonomi
Der afsættes en ramme på 6.000 kr. til borgerdialog om christianshavner-problemstillinger i ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Videre proces
Det forventes, at ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’ kommer i offentlig høring ultimo september 2018.
Borgerpanelundersøgelsen finder formentlig sted medio september 2018.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at sekretariatet beder Økonomiforvaltningen om yderligere oplysninger om forslaget til kommuneplanstrategien, om Økonomiforvaltningens borgerdialog herom og om Økonomiforvaltningens spørgsmål til Christianshavns Borgerpanel.
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at lokaludvalget bemyndiger lokaludvalgets forretningsudvalg til
- at komme med en indstilling til lokaludvalget om, hvorvidt det skal afsætte en ramme på 6.000 kr. til borgerdialog om christianshavner-problemstillinger i ’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’.
- at beslutte, hvorvidt lokaludvalget skal give Økonomiforvaltningen tilsagn om, at den kan anvende Christianshavns Borgerpanel til en undersøgelse om københavnernes holdninger til byen.
- at godkende Økonomiforvaltningens spørgsmål til Christianshavns Borgerpanel.
Forretningsudvalget træffer beslutninger på grundlag af Økonomiforvaltningens yderligere oplysninger om forslaget til kommuneplanstrategien, om Økonomiforvaltningens borgerdialog herom og om Økonomiforvaltningens spørgsmål til Christianshavns Borgerpanel.