Mødedato: 29.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Lokal kommunikationsindsats op til opstillingsmødet i 2014

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte og beslutte en øget lokal kommunikationsindsats op til opstillingsmødet i februar 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller, 
  1. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter 10.000 kr. af 2013-puljemidlerne til en øget lokal kommunikationsindsats om lokaludvalget generelt. 

Problemstilling

Efter afholdelsen af kommunalvalget den 19. november 2013 skal nye lokaludvalg vælges i de enkelte bydele på opstillingsmøder, som forventes at finde sted i februar/marts 2014.

I mødet den 24. april 2013 drøftede lokaludvalget et forslag om en fælles kommunikationsindsats på tværs af lokaludvalgene forud for opstillingsmøderne. I mellemtiden er dette forslag faldet, fordi ikke alle lokaludvalg ønsker at deltage. Det er derfor op til hvert enkelt lokaludvalg at beslutte, tilrettelægge og gennemføre den kommunikationsindsats, der er brug for op til opstillingsmøderne.

Løsning

Af kommunikationsstrategien, som lokaludvalget vedtog d. 28. marts 2012 fremgår det, 
  • at lokaludvalget skal medvirke til at skabe netværk i bydelen
  • at lokaludvalget aktivt skal opsøge lokale aktører, netværk, foreninger mm.
  • at lokaludvalget skal nå målgrupper, der normalt ikke involverer sig i bydelens udvikling og dermed styrke og legitimere grundlaget for Lokaludvalgets virke ved at målrette kommunikationen (eks. til: børnefamilier, socialt udsatte, ældre, studerende, puljeansøgere)
  • at lokaludvalget skal afdække andre behov og ønsker, end dem lokaludvalget umiddelbart ser. Hvem er Christianshavns beboere og brugere?
Kortlægning af lokale foreninger, brugerbestyrelser og organisationer
Sekretariatet har en ufuldkommen liste over lokale foreninger, brugerbestyrelser og organisationer, som kan være berettiget til at deltage i opstillingsmødet til valg af nyt lokaludvalg. Sekretariatet vil løbende opdatere denne liste. Foreningerne kontaktes af sekretariatet via mail med information om, hvad lokaludvalget er og hvordan man kan deltage i opstillingsmødet. Sekretariatet vil ud fra foreningslisten forsøge at udpege områder eller grupper, hvor der er brug for en mere målrettet indsats, f.eks. hvis nogle typer af foreninger, kvarterer eller interessegrupper er underrepræsenterede.

Opsøg målgrupper /skab netværk
For at skabe synlighed omkring lokaludvalget og dets arbejde og komme i snak med lokale beboere, er det en god idé at deltage i lokale arrangementer. Lokaludvalget har vedtaget at gør opmærksom på sit virke og informere om opstillingsmødet i forbindelse med Christianshavnerdagen. Lokaludvalget kan endvidere gøre opmærksom på sig selv ved at møde op til aktiviteter, som lokaludvalget støtter økonomisk.

Lokaludvalget kan drøfte hvilke andre arrangementer i bydelen, det kunne være formålstjenligt at deltage i samt aftale, hvem der gør det.

Digital kommunikation og presse
Facebook/hjemmeside: Sekretariatet vil løbende sørge for at informere om opstillingsmødet på hjemmesiden og facebook. Sekretariatet vil, i forbindelse med kortlægning af lokale foreninger, adspørge foreningerne om lokaludvalgets information om opstillingsmøderne kan lægges på foreningernes facebook/hjemmeside for derigennem at komme ud til en bredere målgruppe.

Annonce: I december kommer der en annonce i Christianshavneren om opstillingsmødet. Annoncen skal gøre almindelige borgere, menige medlemmer af foreninger og ildsjæle opmærksomme på opstillingsmødet og om muligheden for at stille op. Annoncen kommer i decemberudgaven for ikke blande information om kommunalvalget og opstillingsmødet til lokaludvalget sammen.
Sekretariatet vil i samarbejde med formandskabet og Info-gruppen sørge for redaktionelt pressemateriale til Christianshavneren og Christianshavns Kvarter. Eksempel på sidstnævnte kan være et tilbageblik på lokaludvalgets arbejde den foregående valgperiode og frem mod den næste.

Artikler: Der er blevet lavet en række interviews med 5-6 af Christianshavns Lokaludvalgs medlemmer og suppleanter om deres motivation og lokale mærkesager. Interviewene vil blive publiceret på lokaludvalgets hjemmeside i løbet af efteråret som en artikelserie, der giver et personligt perspektiv på, hvad det vil sige at være engageret i lokaludvalget.

Orienterings- og dialogmøder: Formandskabet vil eventuelt senere komme med en indstilling om at afsætte yderligere midler til fx orienteringsmøder i december 2013.

Økonomi

Tryk af informationsmateriale: Udvikling og tryk af folder: 3.000 kr.
Annoncering i Christianshavneren: I decemberudgaven (deadline 21. november 2013): 3.000 kr.
Plakatsøjle (4xplakater) i november-december: 1000 kr.
Evt. kaffevogn til brug ved arrangementer, lokaludvalget deltager i: 3.000 kr.

I alt 10.000 kr.

Finansiering fremgår af en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 29. maj 2013, ”Ændringer i lokaludvalgets budget 2013”.

Videre proces

Lokaludvalget vil løbende blive orienteret om, hvordan indsatsen skrider frem.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende et brev til Økonomiforvaltningen om, at lokaludvalget ikke afsætter midler til en lokal kommunikationsindsats forud for opstillingsmødet i 2014, idet lokaludvalget mener, at udgiften skal betales af Økonomiforvaltningen. . 
Til top