Mødedato: 29.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Christianshavns Torv

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage en orientering fra Torvegruppen om drøftelserne med forvaltningen om Torvets indretning til efterretning.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager en orientering fra Torvegruppen om drøftelserne med forvaltningen om Torvets indretning til efterretning. Orienteringen fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Københavns Kommune har med vedtagelsen af Budget 2013 afsat 5,064 mio. kr. til Christianshavns Torv. Følgende fremgår af aftalen, som de politiske partier bag budgettet indgik i september 2012:

"Byrum Christianshavns Torv
Christianshavns Torv er et trafikalt knudepunkt med stor aktivitet. Passagerer der skifter mellem metro og bus, fodgængere og cyklister på vej, stadehandel og butiksliv gør pladsen til et pulserende sted. Metroens ovenlys optager et stort areal på den travle plads og der har også været problemer med ovenlysets glatte overflader. Parterne er derfor enige om at en ændring af metroens ovenlys og bedre gadeinventar vil give
mere plads til torveaktiviteter og skabe endnu mere rum for det pulserende liv.

Derfor afsættes:
  • 5 mio.kr i anlæg til ny pladsudformning herunder evt. nyt byinventar og belægninger samt ovenlys fordelt med 1,0 mio. kr. i 2013 og 4,0 mio. kr. i 2014.
  • Herudover betaler Metroselskabet for nedlæggelse af eksisterende ovenlys og medfinansierer nyt ovenlys svarende til 3,0 mio. kr."

På den baggrund ønskede Teknik- og Miljøforvaltningen et møde i maj 2013 med repræsentanter for Christianshavns Lokaludvalg.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager nedenstående orientering fra Torvegruppen til efterretning:


"Torvegruppen har den 8. maj haft et møde med medarbejdere fra Center for Bydesign og Center for Anlæg, Teknik- og Miljøforvaltningen, om brugen af de penge, 5 millioner kr., som er blevet afsat i kommunens budget for 2013 til dels at fjerne metroglasruderne dels at forbedre Torvet, jf. lokaludvalgets bydelsplanprojektet. På mødet fik Torvegruppen præsenteret forvaltningens analyse af Torvet (se bilaget).  

Torvegruppen har efter mødet prøvet at få hold på de muligheder, som vi kan opnå indenfor den ramme, som vi har fået:
 
Forvaltningen er enig i, at det ville være godt at udvide Torvets udstrækning mod kanalen og Børnehusbroen. De foreslog at lave en slags trinbrædt ned i kanalen lige som overfor på Overgaden neden Vandet-siden af kanalen. (Se billedet i bilaget.) Det vil koste ca. 1 million kr. – og en del forhandlinger med diverse andre myndigheder.

Hvis det kan lade sig gøre, går Torvegruppen ind for dette forslag. Det bliver kun et opholdsareal ikke et serveringssted! 

Forvaltningen kom også med en melding om, at man skal finde 50 flere cykelparkeringspladser på Torvet, så tæt på Metronedgangen som muligt. Og hvis man nedlægger cykelparkeringspladserne på bolværket ud for Torvet, så skal man finde yderligere 25 pladser på Torvet! Dog fik vi lovning på, at de vil tale med kommunens cykelopryddere, for at få klarhed over, hvad behovet for cykelparkering egentlig er.

Torvegruppens arkitektstuderende har tegnet en fin tegning over vores forslag til, hvor cykelparkeringen kan placeres på Torvet, idet vi ikke har lovet forvaltningen at finde alle pladserne, men vi vil gerne være behjælpelige. Se den medsendte tegning – og læg mærke til, at vi har valgt at lave al cykelparkering som skråparkering på hele Torvet, da det er pladsbesparende!

Metroglasruderne bliver fjernet i løbet af efteråret, men vi slipper ikke for den meget omtalte glasplint, som skal skabe dagslys på en del af metro-perronen. Torvegruppen vil foreslå, at at den bliver anvendt som en siddeplads i et opholdsområde af Torvet.

Bænke og grønt: Torvegruppen har aftalt med Miljøpunkt Indre By/Christianshavn, at de skal flytte de nuværende plantekasser på Børnehusbroen. I stedet skal der være 2 gange 2 københavnerbænke, ryg mod ryg, og en rund bænk hvor fiskebilen står nu. Imellem bænkene kan grønne kummer stå om sommeren.  På Torvet skal to runde bænke stå ud imod Torvegade, i midten høje metalgitre med blomster. Bænkene skal dels adskille dels udstrække Torvet. Metroglasboksen skal forgrønnes – og det grønne, i form af klatreplanter, skal fortsætte i busstoppestedets konstruktion mod Torvet. Bænke skal stilles op bag glasboksen mod Torvet. Torvegruppen vil drøfte med forvaltningen, om der er mulighed for at finde en anden placering til blomsterhandleren. To små korte grønne ”hække” skal stå parallelt med Brugsen, på hver side af Brugsens indgang og Grønlandsmonumentet, således at der kan parkeres cykler ind mod Brugsen, og bænke mod Torvesiden. Fiskebilen kan stå ved hæksiden mod Dronningensgade, pølsevognen kan stå ved hækken mod Overgaden-siden.

Belysning: Torvegruppen vil også snarest gå i gang med at skaffe midler til bedre belysning af Torvet – så gode råd til politiske kontakter og fonde modtages meget gerne, da der ikke er penge i forvaltningen til den slags petitesser."

Økonomi

Intet.

Videre proces

Torvegruppen orienterer løbende lokaludvalget om drøftelserne med forvaltningen.

Forvaltningen oplyser, at projektet, der er skitseret i bilaget, vil være færdig en gang i 2014.

Beslutning

Jane Lytthans oplyste, at Torvegruppen har forsøgt at finde plads på torvet til de 75 cykelparkeringspladser, som Teknik- og Miljøforvaltningen mener, der skal findes plads til, men at det ikke har været muligt.

Jane Lytthans oplyste også, at Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge, hvordan varelevering til Superbrugsen på torvet konkret foregår, så de har et indtryk af hvilke bindinger der er med hensyn til indretningen af Overgaden oven Vandet.


Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøforvaltningens oplæg til indretning af Christianshavns Torv og Torvegruppens orientering om, hvordan gruppen vil gå videre med sagen:

Lars Schou Pedersen og Lotte Barfod udtrykte ønske om, at blomsterstadet forbliver på torvet, hvor det er nu.

Elin Johansson udtrykte ønske om, at blomsterstadet flyttes væk for torvet.

Erik Mortensen gjorde opmærksom på, at fiskebilen og pølsevognen formentlig ikke ønsker at blive flyttet fra deres nuværende pladser, ligesom Superbrugsen formentlig ikke ønsker dem for tæt på.

Lotte Barfod foreslog cykelstativer i to etager ved Superbrugsens facade.

Poul Cohrt oplyste, at Superbrugsen formentlig skal renoveres inden så længe og at det også kan indebære, at den får en anden facade.

Asbjørn Kaasgaard foreslog, at man undersøger, hvorvidt det er muligt at etablere et trappeareal fra Ovengaden oven Vandet ned i Christianshavns Kanal i stil med det, der kommer ved Hal C ned til Laboratoriegraven.

Erling Ekegren bad om, at man ikke tager for meget af vandarealet.


Herefter tog lokaludvalget Torvegruppens orientering til efterretning.


Til top