Kommisorium for arbejdsgruppen Hjemløse og Fattigdom
Indstilling og beslutning
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender kommissoriet for arbejdsgruppen Hjemløse og Fattigdom, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Løsning
"Arbejdsgruppens navn: Hjemløse og fattigdom
Tovholder: Jette Arendrup
Arbejdsgruppen skal varetage flg. arbejdsopgaver:
-
Fungere som kontaktorgan mellem Christianshavns Lokaludvalg og kommunale og private tiltag for hjemløse og fattige.
-
Arbejde for at fremme den gensidige kommunikation, forståelse og samarbejde.
-
Følge kommunens og private organisationers tiltag og politikker inden for området.
-
Adressere konkrete problemer, som kan opstå i samspillet mellem hjemløse/fattige og det øvrige Christianshavn og bygge bro mellem konstruktive kræfter på området og bydelen i øvrigt.
-
Udarbejde høringssvar og behandle sager, herunder puljesager, der naturligt falder under arbejdsgruppens ressort.
-
Referere alle væsentlige beslutninger tilbage til lokaludvalget, idet arbejdsgruppen fungerer på grundlag af lokaludvalgets regulativ, vedtægter og forretningsorden.
Arbejdsmåde: Arbejdsgruppen arbejder selvstændigt inden for de godkendte arbejdsområder, indhenter nødvendige oplysninger (v. eksterne kontakter betænkes, at formanden - jvf. Forretningsordenen - tegner lokaludvalget udadtil) og udarbejder på baggrund heraf handlingsplaner med budgetter, som indstilles til lokaludvalgets godkendelse. Ønsker arbejdsgruppen at optage arbejdsområder, der ikke er specificeret ovenfor, udfærdiger arbejdsgruppen en indstilling herom til lokaludvalgets godkendelse.
Tovholderen: Er bindeled mellem lokaludvalget og arbejdsgruppen. Det er tovholderens ansvar, at arbejdsgruppens møder indkaldes rettidigt og til alle medlemmer (evt. med sekretariatets hjælp) og at arbejdsgruppens forhandlinger forløber på en hensigtsmæssig måde. Tovholderen er ansvarlig for at holde sig grundigt orienteret i arbejdsgruppens områder - både i og uden for lokaludvalgsmøderne - og er også ansvarlig for afrapportering til lokaludvalget og for, at arbejdsgruppens forhandlinger altid har dækning i et mandat fra lokaludvalget. Ved afrapportering er det vigtigt, at tovholderen også sikrer, at mindretalssynspunkter kommer til lokaludvalgets kundskab.
Fortrolighed: Især i forbindelse med puljesager (men også lejlighedsvist i andre sammenhæng) vil arbejdsgruppens medlemmer få indblik i oplysninger (hovedsageligt personoplysninger), der er beskyttede af lovgivningen. Arbejdsgruppemedlemmer, der er medlemmer af lokaludvalget, har ved deres tiltrædelse afgivet den nødvendige tavshedserklæring. For øvrige arbejdsgruppemedlemmer er det tovholderens pligt (assisteret af sekretariatet) at gøre disse medlemmer bekendt med tavshedspligten og sørge for at få de hertil hørende erklæringer deponeret i sekretariatet."