Mødedato: 29.03.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Opfølgning på borgerdialog om plantning af nye træer

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte en opsamling på borgerdialogen om ønsker til plantning af nye træer på Christianshavn og godkende, at opsamlingen sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen. Endvidere skal lokaludvalget beslutte, om det vil stå for borgerdialog om udpegning af værdifulde træer.

Indstilling

Formanden foreslår,

    1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opsamling på borgerdialogen om ønsker til plantning af nye træer på Christianshavn, der fremgår af bilaget.
    2. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter om opsamlingen skal suppleres med øvrige forslag.
    3. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at formanden sender Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opsamling på borgerdialogen med ønsker til plantning af nye træer på Christianshavn til Teknik- og Miljøforvaltningen med de bemærkninger, lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgsmødet den 29. marts 2017.
    4. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det i perioden primo april-medio juni 2017 vil stå for borgerdialog om udpegning af værdifulde træer (ikoniske træer) på Christianshavn.
      I givet fald:
    5. At Christianshavns Lokaludvalg i samarbejde med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og sekretariatet planlægger og gennemfører borgerdialogen jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede i maj 2016 en målsætning om, at der skal plantes 100.000 nye træer over en tiårig periode. Målsætningen gælder for hele byen – dvs. også for private arealer, skolegårde, parker, gader og meget mere.

Teknik- og Miljøforvaltningen skal hvert tredje år udarbejde en prioriteringsplan, der viser, hvor det er muligt at plante træer. Prioriteringsplanerne skal danne grundlag for forslag til budgetforhandlinger, men også fungere som et kortgrundlag, hvor man som borger eller medarbejder i Københavns Kommune kan se, hvor der er mulighed for om at plante træer.

Den første prioriteringsplan skal ligge klar til politisk behandling om kort tid.

Lokaludvalgene fik med mail fra Teknik- og Miljøforvaltningen den 15. december 2016 mulighed for at bidrage med egne og borgernes forslag til, hvor de ser mulighed for at plante træer i bydelen.

Derfor har Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By-Christianshavn i løbet af januar og februar 2017 indsamlet borgernes forslag til plantning af flere træer på Christianshavn. Forslagene er samlet via e-mail, lokaludvalgets Facebookside og via et interaktivt kort på Miljøpunkts hjemmeside, hvor borgerne selv har kunnet plotte ønsker til træer ind.

I perioden er der kommet forslag til plantning af 96 træer på Christianshavn. I nogle områder af Christianshavn har der været særligt mange ønsker om plantning af træer. Dette gælder for især Torvegade, Arsenalvej og kanalerne, der løber vinkelret på Københavns Havn.

På det interaktive kort havde borgerne mulighed for at krydse en eller flere af følgende begrundelser for plantning af:
- Området har for lidt grønt
- Stedet behøver dæmpende effekt på lyd
- Stedet behøver mere læ fra vind og vejr.

For de fleste af forslagene er begrundelsen, at stedet har for lidt grønt.

Lokaludvalget har fået udsat svarfristen til Teknik- og Miljøforvaltningen fra den 24. marts til den 30 marts 2017, så sagen kan behandles i lokaludvalgsmødet den 29 marts 2017.

Inden 1. juli 2017 har lokaludvalget desuden mulighed for at komme med forslag til hvilke træer, man synes, kommunen skal udpege som værdifulde træer (ikoniske træer). Lokaludvalget kan derfor beslutte, om man vil lave borgerdialog om dette.

Løsning

I bilaget ses Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opsamling på borgerdialogen og på markeringerne af ønsker til træer på dets interaktive kort og en udskrift af kommentarerne på lokaludvalgets Facebookside. Endelig er der en afbildning af kortet, der viser Teknik- og Miljøforvaltningens registrering af eksisterende træer på Christianshavn.

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og sender opsamlingen på borgerdialogen til Teknik- og Miljøforvaltningen, eventuelt suppleret med lokaludvalgets kommentarer og/eller yderligere  forslag til træplantninger og prioriteringer.

Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det vil afholde Borgerdialog i perioden primo april-medio juni 2017 om udpegning af værdifulde træer (ikoniske træer), idet fristen for svar til Teknik- og Miljøforvaltningen om dette er den 1 juli 2017. Borgerdialogen vil bestå af annoncering på lokaludvalgets Facebookside og i lokale medier. Miljøpunktet og sekretariatet samarbejder om borgerdialogen.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 6.000 kr. til borgerdialog om ønsker til nye træer på Christianshavn. Puljen kan videreføres og bruges til borgerdialog om værdifulde træer.

Videre proces

Sekretariatet sender opsamlingen på borgerdialogen samt lokaludvalgets kommentarer og forslag til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Hvis lokaludvalget beslutter det, gennemfører Miljøpunktet og sekretariatet borgerdialog om udpegning af værdifulde træer i perioden primo april-medio juni 2017, så resultatet kan forelægges for lokaludvalget i mødet den 21. juni 2017 og sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen inden fristen den 1. juli 2017.

 

Beslutning

    1. Lokaludvalget drøftede Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opsamling på borgerdialogen om ønsker til plantning af nye træer på Christianshavn, der fremgår af bilaget.
    2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Finn Mogensen om, at kortet i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opsamling på borgerdialogen om ønsker til plantning af nye træer på Christianshavn skal vise Christianshavns Lokaludvalgs område.

      Lokaludvalget godkendte, at formanden sender Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opsamling på borgerdialogen med ønsker til plantning af nye træer på Christianshavn til Teknik- og Miljøforvaltningen, idet kortet opsamlingen på borgerdialogen skal vise Christianshavns Lokaludvalgs område.
    3. Lokaludvalg besluttede, at det i perioden primo april-medio juni 2017 står for borgerdialog om udpegning af særligt værdifulde træer (ikoniske træer) på Christianshavn. Det sker i samarbejde med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og sekretariatet jf. løsningsafsnittet og økonomiafsnittet.
Til top