Mødedato: 29.03.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Grønlandske Handels Plads

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og til Slots- og Kulturstyrelsen.med ønske om at få igangsat en proces for afklaring af fremtiden for Grønlandske Handels Plads.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg sender henvendelsen med ønske om at få igangsat en proces for afklaring af fremtiden for Grønlandske Handels Plads, der fremgår af løsningsafsnittet, til Teknik- og Miljøudvalget og til Slots- og Kulturstyrelsen.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har den 7. marts 2017 besluttet at dispensere fra lokalplan 477 ”Strandgade Nord” til en midlertidig indretning af Grønlandske Handels Plads til streetfood-marked. Dispensationen gælder i to år. Det fremgår ikke af sagen, som udvalget tog stilling til, hvad der skal med pladsen bagefter.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget og Slots- og Kulturstyrelsen:

"Christianshavns Lokaludvalg har erfaret, at Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at dispensere fra lokalplan 477 ”Strandgade Nord” til en midlertidig indretning af Grønlandske Handels Plads til streetfood-marked. Dispensationen gælder i to år.

Lokaludvalget foreslår, at man allerede nu sætter en proces i gang, der skal afklare, hvad der efterfølgende skal ske med pladsen. Anvendelsen af pladsen er af væsentlig betydning for Christianshavn og særligt for de, der bor eller driver virksomheden i nærheden. Processen bør derfor tilrettelægges i et samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen, Slots- og Kulturstyrelsen og Christianshavns Lokaludvalg og omfatte en Borgerdialog, der giver de lokale indflydelse på fremtiden for pladsen.

Lokaludvalget henleder opmærksomheden på, at Styrelsen tidligere i indeværende årti igangsatte  en proces med inddragelse af lokaludvalget, der skulle føre til, at Grønlandske Handels Plads blev til et grønt område til glæde for både christianshavnerne og vores gæster. Vi har i den forbindelse med undren bemærket os, at Styrelsens repræsentant, på trods af løfte herom, ikke er vendt tilbage med et oplæg i sammenhæng med de af Styrelsen afholdte workshops.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget og til Slots- og Kulturstyrelsen.

 

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ulla Bo Skovvart om, at lokaludvalget skærper tonen i henvendelsen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøudvalget om, hvad udvalget har besluttet vedrørende ansøgningen om at opstille en scene på Grønlandske Handels Plads.

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at formulere og sende henvendelsen vedr. en proces for afklaring af fremtiden for Grønlandske Handels Plads, der fremgår af løsningsafsnittet, til Teknik- og Miljøudvalget og til Slots- og Kulturstyrelsen, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top