Oplæg til konkurrence om logo til Christianshavns lokaludvalg
Oplæg til konkurrence om logo til Christianshavns lokaludvalg
Christianshavns Lokaludvalg
DAGSORDEN
fra ordinært møde torsdag den 29. januar 2009
Åbne punkter
10. Oplæg til konkurrence om logo til Christianshavns lokaludvalg
CHL 11/2009
INDSTILLING
Formanden indstiller til Christianshavns Lokaludvalg 1. at lokaludvalget på baggrund af det fremlagte forslag vedtager at igangsætte en konkurrence om udarbejdelsen af et logo til Christianshavns Lokaludvalg. 2. At lokaludvalget beslutter at bevilge det anførte beløb af puljemidlerne for 2009. |
PROBLEMSTILLING
Der har ved de to foregående
lokaludvalgsmøder vist sig opbakning til, at Christianshavns Lokaludvalg skal
have sit eget logo/kendemærke, der kan sikre lokaludvalget en entydig og klar
kommunikation i forholdet til omverdenen. Som følge heraf præsenterer Infogruppen
følgende forslag:
" Vi foreslår, at indbydelsen til at deltage i konkurrencen offentliggøres i
- Christianshavneren, Cityavisen og Amagerbladet
- På vores hjemmeside
- Ved opslag på Biblioteket og Beboerhuset
- Ved opslag på Arkit ektskolen på Holmen og på Design-Skolen
Desuden foreslår vi, at alle medlemmer og suppleanter af lokaludvalget bringer indbydelsen ud til deres baglande.
Vi foreslår, at vinderen vælges på lokaludvalgets møde den 26. april. "
Arbejdsgruppen foreslår, at offentliggørelsen af konkurrencen sker ved hjælp af følgende tekst:
Konkurrence
Design et logo til Christianshavns
Lokaludvalg
Lokaludvalget blev dannet i efteråret 2008, og vi er nu godt i gang med
vores opgaver. Men vi mangler et logo, som skal bruges på alt fra brevpapir,
plakater, brochurer, hjemmesider…. til balloner, ladcykler og T-shirts.
Derfor udskriver vi en konkurrence for alle, der har lyst til at være med. Vi er åbne for alle typer bidrag, uanset om du lader dig inspirere af øens historie, det gamle byvåben, kanalerne, skibsfarten til Grønland og Kina – og de mange forskellige indbyggere, der er kommet udefra samt den store blanding af mennesker, der stadigvæk præger bybilledet.
Eller bliver du inspireret af de flotte bygninger på Holmen og Christiania, af Frelsers Kirke, Mastekranen, Sukkerfabrikken, Operaen eller de mange gamle bygninger helt fra Christian den IV´s tid? Eller oplever du naturen omkring voldgraven og voldanlæggene som det, der kendetegner Christianshavn?
Eller inspireres du af de første slumstormere i Sofiegården, Gasolin, Christiania og det mangfoldige liv i bydelens samlingssteder? - Eller har du blikket rettet mod de mørkere sider – de sociale problemer, den tætte trafik, biler på kajen, forladte cykler, lukkede butikker og de høje boligpriser?
Valget er dit!
Vi har opstillet nogle betingelser (det kursiverede er tilføjet af
sekretariatet ud fra juridiske hensyn):
· Du må indsende så mange bidrag, du vil, så længe du som forslagsstiller har den fulde ophavsret til de indleverede forslag. Enhver tvist om ophavsret til vinderlogoet vil være en sag mellem forslagsstiller og den krænkede og dermed lokaludvalget helt uvedkommende.
·
Lokaludvalget skal have dit bidrag senest 10.
april 2009 pr. mail på christianshavnslokaludvalg@okf.kk.dk
eller med post til Sekretariatet for Christianshavns Lokaludvalg, Rådhuspladsen
· Du bestemmer selv, om logoet skal udføres i tekst, grafik, tegning, akvarel, foto eller noget helt sjette.
· Logoet skal kunne bruges digitalt og på tryk; det må gerne være i farver, men skal også kunne gengives i sort/ hvid og udføres, så det er velegnet i stort og lille format.
· Dommerkomitéen består af de medlemmer af lokaludvalget, der er til stede ved mødet den 26. april, hvor vinderen vælges.
· Vinderforslaget offentliggøres samme dag.
· Vinderen modtager en præmie på 5.000 kroner. Ved præmiering overdrages den fulde brugsret samtidig til Christianshavns Lokaludvalg, som ligeledes forbeholder sig retten til at stille vinderlogoet til rådighed for alle relevante interessenter. Ophavsretten forbliver forslagsstillerens, men denne har ved indlevering til konkurrencen samtidig overdraget den fulde brugsret til lokaludvalget i al fremtid.
· Vinderens navn offentliggøres i den lokale presse, på lokaludvalgets hjemmeside og på evt. udstillinger af logoforslagene.
· Lokaludvalget vil have ret til at ændre ved detaljer i logoet i samarbejde med vinderen. Lokaludvalg kan således bede tredjepart om færdiggørelse af logoudkastet som alle ændringer, der er betinget af såvel brug som produktionsvilkår herunder ændring af størrelse, opløsning, beskæring m.v., som brugen af logoet måtte kræve.
· Rettighederne til de logoer, der ikke vinder, beholdes af bidragyderne. Men lokaludvalget vil gerne have lov at vise alle bidrag ved en udstilling. Hvis bidragyderne ved fremsendelsen angiver, at forslaget kun må udstilles, hvis det vinder, bliver det naturligvis respekteret.
· Lokaludvalget er ikke forpligtet til at vælge en vinder blandt de modtagne forslag.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte
lokaludvalgets sekretariat på telefon 6037 8058, pr. mail på christianshavnslokaludvalg@okof.kk.dk
eller ved at besøge os på Rådhuspladsen
Christianshavns Lokaludvalg er nedsat af Københavns Kommune for at styrke nærdemokratiet og fungere som bindeled mellem christianshavnerne og kommunen. Lokaludvalget har 23 medlemmer og arbejder især med planlægning, miljø, sundhed, fritid og kultur og kan støtte lokale aktiviteter med penge. Lokaludvalget har også pligt til at udtale sig om høringer og skal være med til at udarbejde bydelsplanen for Indre By og Christianshavn.
Læs mere om lokaludvalget på http://www.christianshavnslokaludvalg.kk.dk/
Sekretariatets kommentar: Hvis lokaludvalget
foretrækker det, kan nedenstående tekst anvendes i stedet for den kursiverede
tekst i forslaget ovenfor:
Christianshavns
Lokaludvalg forudsætter ved indlevering af logoforslag til konkurrencen, at
forslagsstilleren har den fulde ophavsret til det indleverede forslag. Enhver
tvist omkring ophavsret af vinderlogoet er således alene et mellemværende mellem
forslagsstilleren og den krænkede, og dermed lokaludvalget uvedkommende. Ved
præmiering overdrages den fulde brugsret samtidig til Christianshavns
Lokaludvalg, som ligeledes forbeholder sig retten til at stille vinderlogoet
til rådighed for alle relevante interessenter. Ophavsretten forbliver
forslagsstillerens, men denne har ved indlevering til konkurrencen samtidig
overdraget den fulde brugsret til lokaludvalget. Christianshavns Lokaludvalg
kan således bede tredjepart om færdiggørelse af logoudkastet som alle
ændringer, der er betinget af såvel brug som produktionsvilkår herunder ændring
af størrelse, opløsning, beskæring m.v., som brugen af logoet måtte kræve.
LØSNING
Det foreslås, at lokaludvalget vedtager at igangsætte en logokonkurrence ud fra de nævnte principper og betingelser.
ØKONOMI
Den nævnte præmiesum på 5000 kroner kan finansieres med puljemidler for 2009.
Det er ikke muligt ud fra det foreliggende tekstforslag at fastslå omfanget af udgifter til annoncering i de nævnte medier – Amager Bladet, Christianshavneren og City Avisen, idet prisen afhænger af annoncernes størrelse og placering. Annoncering kan finansieres med sekretariatsmidler for 2009 efter sekretariatets disposition og i samråd med Infogruppen.
VIDERE PROCES
I samråd med Infogruppen vil sekretariatet sætte lokaludvalgets logokonkurrence i gang gennem annoncering og anden offentliggørelse. Lokaludvalgets medlemmer og suppleanter opfordres desuden til at gøre deres baglande opmærksomme på den igangværende konkurrence.