Mødedato: 28.11.2012, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om lokalplanforslag "Holmen II - tillæg 3" og om trafiksanering af Prinsessegade

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om lokalplanforslag "Holmen II - tillæg 3" og om trafiksanering af Prinsessegade.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til på lokaludvalgets vegne at indsende et høringssvar om lokalplanforslag "Holmen II - tillæg 3" og om trafiksanering af Prinsessegade, baseret på bemærkningerne fra Kirsten V. Andersen og Julius Lund, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt ”Forslag til tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 331 Holmen II” i offentlig høring med svarfrist den 10. december 2012.

Planen gør det muligt at nedlægge busslusen på Danneskiold-Samsøes Allé og at fjerne bommene på Refshalevej. Dette skal ses i sammenhæng med forslag til trafiksanering af Prinsessegade, som tager højde for de trafikgener, som en nedlæggelse af busslusen isoleret set ville medføre.

Den 24. oktober 2012 havde Teknik- og Miljøforvaltningen et borgermøde om sagen.

I mødet den 31. oktober 2012 besluttede lokaludvalget at stille Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen en række spørgsmål vedrørende forslaget til trafiksanering i Prinsessegade. Teknik- og miljøborgmesterens svar ses i bilag 2.

Løsning

Kirsten V. Andersen og Julius Lund har følgende bemærkninger til sagen:
"Vi foreslår, at følgende emner indgår i høringssvaret, som besluttes på lokaludvalgsmødet d. 28. november 2012. Dog vil vi fremsende nogle tilføjelser, så snart vi har modtaget vore teknisk kyndiges kommentarer til forvaltningens svar af 16. november 2012 på lokaludvalgets 5 spørgsmål.

 

Christianshavns Lokaludvalg er FOR trafiksanering af Prinsessegade.

Christianshavns Lokaludvalg er IMOD nedlæggelse af busslusen.

 

1) Der blev på borgermødet d. 24. oktober sået tvivl om nogle elementer i den foreslåede trafiksanering af Prinsessegade. Derfor anmoder vi forvaltningen om at tage initiativ til, at en uafhængig instans vurderer den foreslåede trafiksanering, FØR lokalplanforslaget fremlægges til politisk beslutning.

 

2) Lokalplanforslagets forslag til trafiksanering af Prinsessegade indeholder 4 indsnævringer til én kørebane, hvilket iflg. den uvildige trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann vil føre til en meget uhensigtsmæssig trafikafvikling med mange stop og accelerationer, hvad der vil forøge både støj og luftforurening fra bilerne.

Ud over de 4 indsnævringer, som lokalplanforslaget indeholder, kommer der også mange stop og accelerationer, når cyklisterne fra og til Nyhavn skal krydse Prinsessegade ved Værftsbroen.

 

3) Når Christiansholm (Papirøen) skal bebygges, vil der blive en masse lastbiltrafik af materialer, hvilket indebærer, at forvaltningens forudsætning om, at den nordlige ende af Prinsessegade skal friholdes for tung trafik, ikke holder. Forvaltningens svar på vores henvendelse om dette er ikke overbevisende (se sagsnummer 2012-162861, dok.nr. 2012-892245)

  

4) Lokaludvalget vil henvise til politikernes løfte i protokollatet: ’Partierne lægger vægt på en samlet løsning for trafikbetjening af Holmen og fredeliggørelse af Prinsessegade, hvor trafiksikkerheden i den endelige løsning for Prinsessegade mærkbart forbedres, særligt i forhold til de mange børn og unge i områdets institutioner og skoler’.

Lokaludvalgets holdning vil være dikteret af, om trafiksaneringsforslaget for Prinsessegade rent faktisk giver de lovede mærkbare forbedringer for skole- og institutionsbørnene, som politikerne iflg. loven er forpligtede til at sikre.

 

5) Der er en selvmodsigelse i, at Københavns Kommune har lukket Nørrebrogade for gennemkørende biltrafik for at skabe bedre forhold for lokalområdet, de gående/cyklende og busserne, og at man har planer om at gøre det samme med Amagerbrogade, mens man med Prinsessegade gør det modsatte: Man fjerner busslusen, som netop har bidraget til at give bedre forhold for de gående, cyklende og busserne.

 

6) Hvordan kan det være, at Kommunen i dette forslag til tillæg til lokalplanen for Holmen ikke nævner alle de gode ting, der vil blive gjort mulige ved, at man vedtager planen? Normalt er det det, der står i en lokalplan. Her er der intet om de forbedringer, som en nedlæggelse af busslusen vil medføre.

Lokaludvalget leder forgæves i lokalplantillægget efter en omtale af alle de forbedringer, som en nedlæggelse af busslusen vil medføre. Vi finder kun en opremsning af en lang række afbødeforanstaltninger, som man vil sætte i værk for at mindske de gener, der bliver en følge af, at man nedlægger busslusen.
     

 

7) Der står i Redegørelse for lokalplantillægget s. 3: ’… at der skal udarbejdes et forslag til en samlet løsning for trafiksanering af Prinsessegade samt trafikbetjening af Holmen med udgangspunkt i, at busslusen nedlægges’. – Der står ikke engang, at man ønsker en bedre trafikbetjening af Holmen.

Og derpå går man over til Prinsessegade: ’Det er målet, at trafiksaneringen skal skabe bedre sikkerhed og tryghed på trods af eventuelle stigende biltrafikmængder som følge af en nedlæggelse af busslusen’, og resten af tillægget til lokalplanen handler kun om alle de afbødeforanstaltninger, som man bliver nødt til at sætte i værk for at mindske de gener, der bliver en følge af, at man nedlægger busslusen.

Hele trafiksaneringsprojektet kunne godt laves uden en lokalplanændring. Når Kommunen har valgt at skrive det ind i lokalplanen, så er det jo fordi, at hvis trafiksaneringen ikke blev lavet, så ville lokalplanændringen kun medføre gener for lokalområdet.
 

 

8) Når Prinsessegade er blevet trafiksikret, bør der laves trafiktællinger for at sikre, at antagelserne i lokalplanforslaget holder.

 

9) Vi forventer, at den foreslåede helle i Prinsessegade på kirkesiden mellem Sankt Annægade og Bådsmandsstræde flyttes til den modsatte side af gaden, hvor der er børneinstitutioner og derfor mange cykler og fodgængere på fortovet. Her er mere brug for en helle.

Formanden foreslår, at han bliver bemyndiget til at indsende  et høringssvar på lokaludvalgets vegne, baseret på bemærkningerne fra Kirsten V. Andersen og Julius Lund.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet lægger høringssvaret, på kommunens Bliv Hørt-portal.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til på lokaludvalgets vegne at indsende et høringssvar om lokalplanforslag "Holmen II - tillæg 3" og om trafiksanering af Prinsessegade, baseret på bemærkningerne fra Kirsten V. Andersen og Julius Lund, der fremgår af løsningsafsnittet, idet følgende ændres:
  • På forslag fra Julius Lund og Kirsten V. Andersen besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at tage følgende med i høringssvaret:

Tilføjelse til nuværende punkt 2, linje 2 hvor der skal stå: Harry Lahrmann vil kunne fremlægge dokumentation herfor. 

Punkt 2 a: Vi citerer COWI: Emissioner: Lokalt i Prinsessegade sker der en stigning i emissioner af partikler, kvælstofoxider og andre giftige udslip som følge af den øgede trafik. Der sker en reduktion af emissioner på Kløvermarksvej, og den samlede effekt er en reduktion. Ikke desto mindre vurderes effekten at være negativ, eftersom den øgede emission sker i Prinsessegade, som er et snævert gaderum, og hvor der er mange mennesker, som udsættes for emissionerne. 
Vi (Christianshavns Lokaludvalg) undrer os over, at der ikke angives tal for emissionerne, mens der i samme rapport er tal for CO2, støj og ulykker. Derfor efterlyser vi et tal for de øgede emissioner af giftige udslip. 

Vi tvivler på, at det anvendte TEMA2010 program i tilstrækkelig grad kan dække kørselsmønstret for den (relativt korte, < 1 km) strækning af Prinsessegade: Der er 4-5 indsnævringer + bump med deraf følgende accelerationer / decelerationer inden for en strækning på 5-600 meter, nemlig fra Skt. Annægade til Bodenhoffs Plads. Undersøgelser viser, at dette medfører stærkt forøgede emissioner, især når der er tale om meget lave gennemsnits-hastigheder. Netop på denne strækning ligger alle børneinstitutionerne og skolerne, og der vil derfor ske en øget forgiftning af børn og unge. På den baggrund efterlyser vi en genvurdering af emissionsforøgelsen ved den planlagte omlægning af Prinsessegade, og specielt ønsker vi en opgørelse af den forventede procentuelle stigning i emission. En sådan oplysning finder vi helt central for miljøvurderingen.

Punkt 2 b: Hvis busslusen nedlægges, og Prinsessegade trafiksaneres som foreslået, vil der blive et stort incitament til at køre ad Overgaden o. Vandet og parallelgaderne. Dette perspektiv tager Lokalplanforslaget overhovedet ikke med i betragtning. Hertil kommer, at forbuddet mod at køre fra nord mod syd ad Overgaden o. Vandet ved Brobergsgade i forvejen kun overholdes af de færreste bilister.

Punkt 5 a: Det første argument, som overborgmesteren over for os brugte for at nedlægge busslusen, var at binde Holmen og det gamle Christianshavn mere sammen. Derfor er det ulogisk, at man derefter gør alt, hvad man kan for at forhindre biler i at køre til og fra Holmen ad Prinsessegade.

Punkt 5 b: Det andet argument, som overborgmesteren brugte, var at nedsætte CO2 udslippet. Den reduktion, der iflg. Lokalplanforslaget sker, svarer til ca. 20 københavneres CO2 udslip. Vi sammenholder den ubetydelige reduktion med, at Christianshavns børn nu skal udsættes for endnu flere sundhedsfarlige emissioner.

Punkt 5 c: Vi har erfaret, at Kommunen skal betale Movia 1 million kroner om året, fordi fremkommeligheden i Prinsessegade bliver dårligere. Er det det værd?

  • På forslag fra Jane Lytthans besluttede lokaludvalget at bede forvaltningen om at foretage trafiktællinger før og 3 måneder efter trafiksaneringen og nedlæggelsen af busslusen, så man kan få vished for, at de trafikale forudsætninger for tiltagene holder stik.

  • På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget, at man i høringssvaret vil påskønne forvaltningens indsats for at få gennemført en tilfredsstillende løsning.

  • På forslag fra Michael Lerche Nielsen besluttede lokaludvalget at gøre opmærksom på bydelsplanprojektet "Grøn sti fra Langebro til Refshaleøen" i høringssvaret. Dette, for at gøre opmærksom på, at lokaludvalget ønsker, at Refshalevej indgår i stiforløbet og at lokaludvalget derfor er imod nedlæggelsen af spærringen af Refshalevej, som indgår i lokalplanforslaget.

  •  

    På forslag fra Lotte Barfod besluttede lokaludvalget, at man i et særskilt brev til forvaltningen beder om at få oplyst ved hvilken skole i Ringsted, der er gennemført en lignende trafiksanering ved. Dette som opfølgning på teknik- og og miljøborgmesterens svar til lokaludvalget om trafiksaneringen i Prinsessegade.

Til top