Mødedato: 28.10.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Nyt plangrundlag for en forbindelse mellem Operaparkens kælder og Operaens foyer

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om et forslag om et nyt plangrundlag for en forbindelse mellem Operaparkens parkeringskælder og Operaens foyer.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om et forslag om et nyt plangrundlag for en forbindelse mellem Operaparkens parkeringskælder og Operaens foyer.

Problemstilling

Ejeren af Dokøen og Operaøen har anmodet Teknik- og Miljøforvaltningen om et nyt plangrundlag, som skal gøre det muligt at etablere en forbindelse mellem Operaparkens parkeringskælder og Operaens foyer.

Den gældende lokalplan for Dokøen er fra april 2020. Den gør det muligt at anlægge en park på øen og parkeringskælder under parken. Det har hidtil været planen at etablere en underjordisk forbindelse mellem parkeringskælderen og Operaens kælder.

Da der er opstået konstruktionsmæssig usikkerhed om en sådan underjordisk forbindelse, vil ejeren opføre en glasgang med vægge og tag, som kobles på parkeringsanlæggets trappetårne over terræn i parken og føres over kanalen, så den ender på Operaens forplads.

Det kræver, at der udarbejdes et tillæg nr. 7 til lokalplan 331 "Holmen".

Som led i Teknik- og Miljøforvaltningens faglige høring har lokaludvalget mulighed for at kommentere sagen. Se bilaget.

Sekretariatet har aftalt med forvaltningen, at lokaludvalget har svarfrist den 29. oktober 2020.

Løsning

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen har kort drøftet sagen. Formandens forslag til høringssvar er bl.a. baseret på den drøftelse:

"Christianshavns Lokaludvalg drøftede i sit møde den 28. oktober 2020 forslaget om et nyt plangrundlag, der skal muliggør etablering af en  overjordisk glasgang mellem parkeringsanlægget på Dokøen og Operaens forplads. Vi har følgende bemærkninger:

  • Vi beder om at få uddybet oplysningen om, at der er opstået konstruktionsmæssig usikkerhed om en underjordisk forbindelse mellem parkeringskælderen og Operaens kælder. 

  • Operaen har en styrke i sin placering på Operaøen som en fritliggende bygning, man kan gå rundt om. Dette skal fastholdes i et eventuelt nyt plangrundlag. 

  • Det fremgår ikke af høringsmaterialet, om forvaltningen anser sagen for ukompliceret og derfor vil gennemføre en offentlig høring om lokalplanforslaget på 2 uger eller om lokalplanforslaget skal i offentlige høring i 8 uger. Af hensyn til de omkringboende og fordi projektet formentlig har bred interesse i offentligheden, mener vi, at den offentlige høring bør være på mindst 8 uger.

  • Høringsmaterialet i den offentlige høring skal indeholde realistiske illustrationer af glasgang-projektet.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at den offentlige høring finder sted primo 2021 og at sagen  behandles politisk medio 2021.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erik Rasmussen om, at lokaludvalget i høringssvaret skal udtrykke betænkelighed ved jordtransport med lastbiler gennem Christianshavn i forbindelse med opfyldningen i det sydvestlige hjørne af Dokøen og henstille til, at jordtransporten sker til vands.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Katinka Haxthausen om, at lokaludvalget i høringssvaret beder om at få tilsendt projekttegningerne, der ligger til grund for udarbejdelsen af lokalplanforslaget.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top