Mødedato: 28.10.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Flygtningeproblematikken

Christianshavns Lokaludvalg skal på baggrund af svar fra to borgmestre på lokaludvalgets henvendelse til Borgerrepræsentationen, drøfte, hvordan lokaludvalget kommer videre med forslaget om at huse flygtninge på Christianshavn.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg - på baggrund af svar fra to borgmestre om Københavns Kommunes 0-status på flygtningeområdet - drøfter, hvordan lokaludvalget kommer videre med forslaget om at huse flygtninge på Christianshavn.

Problemstilling

Formanden sendte den 7. oktober 2015 følgende brev:
"Kære Overborgmester og medlemmer af Borgerrepræsentationen

Set i lyset af de store flygtningestrømme vil Christianshavns Lokaludvalg opfordre til, at Københavns Kommune opgiver dens 0-status som asylkommune. Kommunen bør i stedet skaffe bolig til et antal asylansøgere.

Christianshavns Lokaludvalg, som drøftede sagen i sit møde den 30. september 2015, ser gode muligheder for at et antal flygtninge vil kunne bosætte sig på Christianshavn og hjælper gerne til at anvise disse steder.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev svarede med mail samme dag:
"Kære Poul.
Der er jo desværre ikke flertal for, at København skal modtage flygtninge. Nu hvor SF og Ø har ændret holdning, mangler vi kun 4 mandater, men der er dog ikke flertal.

Jeg vil dog gerne se, hvor I mener, at der kan være plads, for vi fortsætter kampen. Jeg har sat Jeppe cc, så han kan koordinere en dato efter efterårsferien. Hvad siger I til det?

Bh
Anna Mee

Anna Mee Allerslev"



Socialborgmester Jesper Christensen svarede med brev den 14. oktober 2015:
"Kære Poul Cohrt
Tak for din henvendelse, hvor du på vegne af Christianshavns Lokaludvalg opfordrer Københavns Kommune til at opgive sin status som nul-kommune i forhold til at modtage nye flygtninge.
 
Som du måske ved, var der to medlemsforslag på Borgerrepræsentationens møde den 8. oktober, der begge omhandlede, at Københavns Kommune frivilligt skulle modtage flygtninge. Forslagene blev forkastet af et flertal i Borgerrepræsentationen.

Jeg stemte som socialdemokrat nej til forslagene, og jeg vil gerne forklare dig hvorfor.

Hvis vi skal have en chance for at give flygtningene de bedste betingelser for at falde godt til og blive integreret, bliver vi nødt til at se på den situation, der er i den kommune, som skal modtage flygtningene. Her mener jeg, at vi især skal kigge på, hvor mange mennesker med ikke-vestlig baggrund, der i forvejen er i kommunen, og hvordan boligsituationen ser ud.

Først og fremmest huser København allerede 85.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund, hvilket er 15 procent af vores indbyggertal. I resten af landet er den gennemsnitlige andel 8 procent. Så København løfter allerede en stor integrationsopgave. Og vi må bare erkende, at antal betyder noget i forhold til, hvor godt vi kan lykkes med at sikre en god integration af mennesker fra ikke-vestlige lande.

Dernæst er der boligsituationen. At have tag over hovedet og et stabilt og godt sted at bo er en af de vigtigste faktorer i forhold til at føle sig tryg og godt tilpas. Først når man føler sig tryg og godt tilpas, kan man begynde at have fokus på at komme i uddannelse, få et job, få børnene i skole osv. Boligen er således en af de første og vigtigste forudsætninger for en god integration.

Det er dog desværre sådan i København, at vi har en meget vanskelig situation, når det kommer til at finde boliger, der er til at betale for folk med få penge. Siden 2009 er andelen af boliger med en husleje på under 4.000 kr., som kommunen kan anvise til, faldet til under det halve. Det lægger et stort pres på ventelisterne til boligsocial anvisning.

Hvis København skulle modtage de 200 flygtninge, som nogen har foreslået, vil det betyde, at ventetiden for anvisning af bolig vil stige yderligere til i gennemsnit to år. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt – hverken overfor de socialt udsatte, der i dag venter på en bolig, eller overfor de flygtninge, der må vente flere år, før de kan få anvist en permanent bolig.
 
Jeg er meget interesseret i at høre, hvis Christianshavns Lokaludvalg kan hjælpe med at anvise boliger på Christianshavn, som kommunen ikke i forvejen har adgang til at anvise i. Hvis lokaludvalget også har ønske om og mulighed for at hjælpe med anvisning til de mange hjemløse, psykisk syge, udsatte unge, kvinder fra krisecentre eller københavnere med handicap, som står på venteliste til en bolig i dag, er I meget velkomne til at kontakte mig.

Venlig hilsen

Jesper Christensen"

Løsning

Formanden foreslår, lokaludvalget - på baggrund af svar fra to borgmestre om Københavns Kommunes 0-status på flygtningeområdet - drøfter, hvordan lokaludvalget kommer videre med forslaget om at huse flygtninge på Christianshavn.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.
BILAG
Læs her Borgerrepræsentationens beslutning den 8. oktober 2015 vedrørende et medlemsforslag om, at København frivilligt modtager 200 flygtninge:
http://www.kk.dk/edoc-agenda/27347/543c50ba-58a4-412d-87d3-fcb3d7a589c5/e03dd427-2c0e-4f2c-81c4-62f817933c4f

Beslutning

På forslag fra Erling Ekegren bad lokaludvalget Arbejdsgruppen om Teknik og Havnen om et forslag om, hvordan lokaludvalget kommer videre med forslaget om at huse flygtninge på Christianshavn.
Til top