Status på udviklingen af Papirøen
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter status på udviklingen af Papirøen.
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Tage Henningsen har på vegne af lokaludvalget deltaget i et møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen om den planlagte svømmefacilitet på Papirøen. I mødet deltog også tre repræsentanter fra svømmeklubber i Københavns Kommune samt en repræsentant for Indre By Lokaludvalg.
Tage Henningsen har udtrykt ønske om:
- Optimal åbenhed i arkitektkonkurrenceprogrammet for at give mulighed for nye og andre løsninger.
- Et udendørs-multifunktions bassin på minimum 50 m (konkurrence bassin)
- Bibeholdelse af mellemzonen i programmet.
Endvidere har han udtrykt ønske om et fremtidssikret kulturhus med bibliotek og andre lokale funktioner i stedet for en kunsthal.
Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til lokalplanforslaget for papirøen hhv. den 29. september og den 3. oktober 2016. Dagsordenerne for møderne kan ses her: http://www.kk.dk/dagsordener-og-referater
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter status på udviklingen af Papirøen med udgangspunkt i ovenstående tilkendegivelser fra Tage Henningsen samt med udgangspunkt i forslaget til lokalplanforslag, som Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede status på udviklingen af Papirøen. Der var følgende bemærkninger:
- Lokaludvalget skal beslutte borgerdialog om lokalplanforslaget for Papirøen i sit møde den 26. oktober 2016.
- Processen har været forsinket, fordi der skulle undersøges forhold om en el-ledning på øen og i dæmningen.
- Lokaludvalget ønsker ikke kulturhallen og Copenhagen Contemporary ind på Papirøen, men foretrækker et bibliotek for fremtiden.
- Lokaludvalget skal reagere hurtigt, hvis beslutningen på Rådhuset om kunsthallen skal ændres. Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke penge til kunsthallen. Men ved at indrette et multikulturhus på Papirøen kan kommunen spare lejemålet til biblioteket på Christianshavns Torv.
- Der er nok kunstcentre i nærheden af Papirøen.
- Lokaludvalgets politisk valgte bør påvirke deres partier til at få ændret beslutningen.
- Lokaludvalget har haft foretræde for Kultur- og Fritidsudvalget for at tale for et bibliotek på Papirøen, men uden held.
- Indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget om lokalplanforslaget er fluffy med hensyn til omtalen af kunsthallen.
- Det virker ikke som om, at politikerne kender til grundkøbslån-modellen i forhold til etablering af ældreboliger på Papirøen.
- Lokaludvalgets følgegruppe har aftalt borgerdialog den 7. december 2016 om lokalplanforslaget. Lokaludvalget skal vedtage sit høringssvar i lokaludvalgsmødet den 21. december 2016.
- Med den vejføring fra Papirøen til Prinsessegade, der lægges op til i lokalplanforslaget, vil det være logisk, hvis cykelstien, der i dag ligger mellem Hal C og Laboratoriegraven, lægges på Arsenalvej.
- Man kunne ensrette Trangravsvej, sådan at man kører til Papirøen ad Trangravsvej og fra Papirøen via Frederiksholm.
- Lokaludvalget bemyndigede følgegruppen vedr. Papirøen til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialog om lokalplanforslaget for Papirøen.