Mødedato: 28.09.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Evaluering af Inderhavnsbroen

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om, at forvaltningen og lokaludvalg sammen evaluerer Inderhavnsbroen.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om at lokaludvalget og forvaltningen sammen evaluerer Inderhavnsbroen.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg har den 8. september 2016 vedtaget en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om, at lokaludvalget og forvaltningen sammen evaluerer Inderhavnsbroen. Indre By Lokaludvalg foreslår, at Christianshavns Lokaludvalg deltager.

Et medlem af bestyrelsen for Lejerbos afdeling på Bodenhoffs Plads har den 20. september 2016 telefonisk orienteret sekretariatet om generne fra madvognene på Grønlandske Handels Plads og om cykling på fortovet på Bodenhoffs Plads.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Inderhavnsbroen er på plads og er taget i brug. Indtil videre har den vist sig at være en succes. Imidlertid har vi observeret, at der kan være behov for justeringer, så broen og dens omgivelser bruges mere hensigtsmæssigt. Vi har især kig på generne for omgivelserne fra madvognene på bl.a. Grønlandske Handels Plads samt cyklisternes brug af fortove i de brostensbelagte gader syd for Trangraven.

Vi foreslår derfor en fælles besigtigelse af, hvordan broen og dens omgivelser bruges, så vi sammen får en fælles forståelse af problemerne og hvordan de kan løses. Lokaludvalget er bekendt med, at Indre By Lokaludvalg har sendt forvaltningen en lignende henvendelse. Indre By Lokaludvalg er orienteret om dette brev.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen og Indre By Lokaludvalg.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget bekræfter over for Teknik- og Miljøforvaltningen og Indre By Lokaludvalg, at lokaludvalget deltager i en besigtigelse af forholdene på og omkring Inderhavnsbroen.
  2. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Erling Ekegren om, at lokaludvalget beder Teknik- og Miljøforvaltningen om de seneste trafiktællinger for brugen af Inderhavnsbroen.
  3. Lokaludvalget udpegede Kirsten V. Andersen, Erling Ekegren, Jane Lytthans, Mark Winthrop og Jens Loft Rasmussen til at deltage i besigtigelsen.
Til top