B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, august 2024
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden det seneste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Problemstilling
Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.
Løsning
1. Sikring mod oversvømmelser på Refshalevej
Med mail den 29. juni 2024 skrev en borger, at der i lokaludvalgets budgetønske om forbedringer for gående og cyklister på Refshalevej mangler et ønske om en sikring mod oversvømmelser i situationer med stærkt, blæst og højvande. Borgeren spørger, om det er muligt at bygge et dige mellem vejen og vandet.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget på spørgsmålet. Se forvaltningens svar i bilaget. Sekretariatet har sendt henvendelsen videre til drøftelse i lokaludvalgets arbejdsgruppe Stormflodsgruppen.
2. Støj fra Christiania
Med mail den 8. august 2024 skrev en borger, om lokaludvalget kan anmode Christiania om at skrue ned for bassen, når der afvikles musikarrangementer. Borgeren oplever, at bassen fra Christianias musik arrangementer er for høj og varer for længe.
Lokaludvalgets forperson Asbjørn Kaasgaard har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare på om Støjvagten kan håndtere problemet. Svaret fra forvaltningen foreligger endnu ikke.
3. Gavlmalerier på Christianshavn
Med mail den 15. august 2024 spurgte billedkunstneren Rasmus Lind Greiner, om lokaludvalget vil hjælpe med at afsøge mulighederne for et nyt gavlmaleri på Christianshavn. Han spørger om, lokaludvalget kender til tomme mulige gavle, hvor et gavlmaleri kunne give mening i et byfornyelsesperspektiv eller om lokaludvalget kender til en boligforening, som kunne være interesseret i et samarbejde med ham. Billedkunstneren oplyser, at han tidligere har samarbejdet med Områdefornyelser og andre lokaludvalg i København om udsmykningsprojekter, herunder et gavlmaleri i Fuglekvarteret og vægudsmykninger i Bispebjerg/Nordvest Kulturhus.
Lokaludvalgets arbejdsgruppe om Kultur, Skole, Børn og Unge har drøftet henvendelsen. På baggrund af drøftelsen har sekretariatet svaret billedkunstneren, at han er velkommen til at præsentere et konkret projekt for arbejdsgruppen eller lokaludvalget, når han har det klar. Sekretariatet har desuden orienteret ham om, at han, for at undersøge mulige lokationer, kan henvende sig til christianshavnerne via Facebook-gruppen ’Os fra Christianshavn’ og via Christianshavneren og Christianshavns Kvarter.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden det seneste lokaludvalgsmøde til efterretning.