B-sag: Høringssvar om handleplan for Fremtidens Svømmetilbud
Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til et høringssvar om handleplanen for fremtidens svømmetilbud.
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret om "Handleplan for Fremtidens Svømmetilbud" til Kultur- og Fritidsforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Lokaludvalget har mulighed for at sende et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen om "Handleplanen for Fremtidens Svømmetilbud". Der er svarfrist 30. august 2024.
Handleplanen for Fremtidens Svømmetilbud beskriver Kultur-og Fritidspolitikkens målsætninger om at ”arbejde videre med at øge svømmehalskapaciteten” og at ”Udarbejde en blå plan, der binder svømmetræning for alle københavnere sammen med øget brug af Københavns Havn” .
Handleplanen for Fremtidens Svømmetilbud har tre målsætninger:
- Fremtidens svømmetilbud skal fremme kapacitets-udnyttelsen af svømmehaller og udendørs bademuligheder
- Fremtidens svømmetilbud er målrettede, så de imødekommer nye og eksisterende brugeres behov
- Fremtidens svømmetilbud sikrer det brede svømmetilbud med fokus på at oparbejde og fastholde svømmekundskaber og skabe sikre svømmere.
Handleplanen præsenterer forslag til initiativer for, hvordan man kan gøre mere i de eksisterende svømmefaciliteter, og hvad man kan gøre bedre med de eksisterende svømmefaciliteter.
Løsning
Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge har i sit møde den 19. august 2024 drøftet "Handleplanen for Fremtidens Svømmetilbud" og udarbejdet følgende forslag til høringssvar:
"Ingen københavnere havde lyst til at kaste sig i havnen i sidste århundrede, men de seneste tyve år har den stadigt forbedrede vandkvalitet i havnen skabt unikke muligheder for at boltre sig i vandet. Det er positivt, men det skaber også udfordringer i forhold til, hvordan vi som borgere bruger vandarealerne.
Både som badende i havnen, som sejlende eller ved ophold langs vandet, er det vigtigt at have gode svømmeevner, som bør erhverves så tidligt i livet som muligt. Det er ligeledes vigtigt at holde evnerne ved lige livet igennem, ligesom særligt udsatte brugere bør have høj prioritet ved udviklingen af fremtidens svømmetilbud.
Christianshavns Lokaludvalg ser oplægget til fremtidens svømmetilbud som et godt initiativ og et fornuftigt forsøg på at skabe endnu bedre muligheder for, at københavnerne kan blive gode og aktive svømmere. Men det er desværre også stærkt tiltrængt. Byen mangler, som det klart fremgår af handleplanen, svømmeundervisning for de mindste skolebørn; flere og bedre tilbud til udsatte grupper; ordentlige handicap-forhold; tilbud til den stadigt stigende ældregruppe samt bedre udnyttelse af svømmehallernes kapacitet i det hele taget. Foreninger for både elite og breddesvømning har desuden brug for kapacitet og bedre tilrettelæggelse. Af en artikelserie i Politiken denne sommer fremgik det klart, at mange handicappede må søge udenfor kommunen for at få et svømmetilbud, de kan benytte.
Lokaludvalget vurderer, at christianshavnerne har savnet tæt adgang til svømmehaller og organiseret svømmeundervisning for alle aldersgrupper i nærområdet. Et flot nyt vandkulturhus er undervejs på Papirøen, hvilket christianshavnerne ser frem til. Det er naturligvis et tilbud til alle københavnere, men lokaludvalget finder det vigtigt, at lokalområdet prioriteres i forhold til tildeling af tider til skolernes svømmeundervisning samt til svømmeklubber i området. Ligeledes ser vi gerne, at organiserede tilbud til den voksende gruppe af ældre borgere på Christianshavn prioriteres, ligesom handicapadgangen skal leve op til nutidens behov og krav, og at lokale handikapgrupper bliver prioriteret i samarbejde med Social og sundhedsforvaltningen.
Lokaludvalget støtter oplæggets tanker om at etablere svømmeundervisning i havnens badezoner, såvel for skoler, svømmeklubber som for udsatte grupper – og meget gerne med udbygning af omklædningsfaciliteter, sauna m.v. i nærheden. Der bør også fokuseres på at etablere handicapvenlig adgang til selve havnebadene, så udsatte grupper ikke alene er henvist til svømmehaller. Til gengæld undrer det lokaludvalget, at handleplanen mangler at forholde sig til alle de områder i havnen, der ikke er omfattet af en badezone-tilladelse, men alligevel i udstrakt grad anvendes til badning.
Med Venlig hilsen
Asbjørn Kaasgaard,
forperson i Christianshavns Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Kultur-og Fritidsforvaltningen.
Handleplanen for fremtidens svømmetilbud behandles endeligt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 24. oktober 2024.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte høringssvaret om "Handleplan for Fremtidens Svømmetilbud" til Kultur- og Fritidsforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet.