Mødedato: 28.08.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Høringssvar om administrationsgrundlag for reklameskilte og vareudstillinger

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om administrationsgrundlaget for reklameskilte og vareudstillinger, der ses i løsningsafsnittet.

 

Problemstilling

Administrationsgrundlaget for reklameskilte og vareudstillinger er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen i perioden 10. juni-2. september 2024. Link til  høringen:

https://blivhoert.kk.dk/hoering/administrationsgrundlag-reklameskilte-og-vareudstillinger

 

Nedenstående er uddrag af høringsmaterialet:

Administrationsgrundlaget fastsætter principper og kriterier for opstilling af reklameskilte og vareudstillinger i byen. 

Administrationsgrundlaget viderefører de tidligere politiske beslutninger, der rammesætter sagsområdet samt forvaltningens praksis på området.

Derudover lægges der op til at administrationsgrundlaget for reklameskilte og vareudstillinger på en række punkter er i overensstemmelse med administrationsgrundlag for udeservering, vedtaget i Borgerrepræsentationen 1. februar 2024. Derfor lægger forvaltningen op til følgende:

  1. Der udstedes 3-årige tilladelser,
  2. Øget fokus på fremkommelighed, herunder på smalle fortove samt forhold relateret til ikke-kommercielt ophold jf. Byrums- og Trafikplanen 
  3. Indføring af gebyr for opstilling af reklameskilte og vareudstillinger

 

Ændringer i det nye administrationsgrundlag for reklameskilte og vareudstillinger

1. Flerårige tilladelser: Forvaltningen lægger op til, at tilladelser til skilte og vareudstillinger skal gælde i tre år. Dette vil lette den administrative byrde for virksomhederne, da de kun skal søge én gang hvert tredje år eller ved ændringer i eksisterende forhold. Det vil også give forvaltningen bedre mulighed for at håndhæve reglerne, da de juridiske og processuelle skridt i en håndhævelsessag kan tage mere end et år.

2. Fremkommelighed og ikke-kommercielt ophold: I lighed med Administrationsgrundlag for udeservering lægger forvaltningen op til, at der på smalle fortove skal friholdes minimum 80 cm. gangareal. Jf. Byrums- og Trafikplanen vil der gælde særlige vilkår for Middelalderbyen. Særligt ikke-kommercielt ophold på udpegede pladser samt fremkommelighed prioriteres i planen. Forvaltningen vil således ikke tillade markedsføringsgenstande, herunder skilte og vareudstillinger, på disse steder.

3. Gebyr for opstilling af skilte og vareudstillinger: Da gebyrfritagelsen for skilte og vareudstillinger udløber i 2024, vil der fra 1. januar 2025 og indtil andet besluttes politisk, blive opkrævet gebyr fra virksomhederne.

 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget sender følgende høringssvar:

"Bemærkninger fra Christianshavns Lokaludvalg om administrationsgrundlaget for reklameskilte og vareudstillinger:

  1. Der skal friholdes minimum 100 cm gangareal, så barnevogne, store el-scootere, kørestole mv. kan passere problemfrit.
  2. I administrationsgrundlaget skal der fastsættes en max.-størrelse på reklameskilte og vareudstillinger.
  3. I administrationsgrundlaget skal der stilles æstetiske krav til reklameskilte og vareudstillinger. Reklameskilte og vareudstillinger skal passe til omgivelserne og ikke dominere.
  4. I administrationsgrundlaget skal det slås fast, at tilladelsen til reklameskilte og vareudstillinger følger virksomheden og ikke stedet. Dvs. at en ny ejer af et givent sted vil skulle søge om en tilladelse.
  5. I administrationsgrundlaget skal der redegøres for, hvordan kommunen kontrollerer, at reglerne for reklameskilte og vareudstillinger overholdes.
  6. Det skal have en konsekvens at overtræde reglerne. I administrationsgrundlaget bør der redegøres for konsekvensen.
  7. Kommunens hjemmeside om reklameskilte og vareudstillinger bør indeholde oplysninger om de økonomiske og personalemæssige ressourcer, som kommunen bruger på at administrere reklameskilte og vareudstillinger.
  8. Der bør udarbejdes guidelines til de erhvervsdrivende om regler for facader, reklameskilte og vareudstillinger.

Med venlig hilsen

Asbjørn Kaasgaard,
forperson i Christianshavns Lokaludvalg"

 

Økonomi

Intet.

 

Videre proces

Sekretariatet lægger lokaludvalgets høringssvar på Bliv Hørt-portalen.

Administrationsgrundlaget implementeres fra 2026.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Preben Møller-Whitt om, at punkt 4 formuleres: "I administrationsgrundlaget skal det slås fast, at tilladelsen til reklameskilte og vareudstillinger følger ejeren/forpagteren og ikke stedet. Dvs. at en ny ejer/forpagter af et givent sted vil skulle søge om en tilladelse."

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om administrationsgrundlaget for reklameskilte og vareudstillinger, der ses i løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top