Mødedato: 28.08.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Flydende øer i havnen

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om flydende øer i havnen. 

Problemstilling

I sit møde den 16. august 2024 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget sagen ”Flydende øer i havnen”. Kultur- og Fritidsudvalget tog stilling til, om der baseret på oplæg til design og strategi skal bestilles et budgetnotat til forhandlinger om Budget 2025.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning:

"Indstillingen blev forkastet med 7 stemmer imod 1. 2 medlemmer undlod at stemme.

Imod stemte: Ø, C, B og V.
Undlod at stemme: A
For stemte: F

Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Partierne er ikke overbeviste om, at det er den rigtige vej at gå med flydende øer i havnene, bl.a. fordi der ikke er taget stilling til klimabelastningen. Det må derfor være op til det enkelte parti at bestille budgetnotater.”"

Oplægget

I indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget henvises dels til Cph Islands koncept og design for øer og dels til Spektrum Arkitekters "Strategi for flydende øer i Københavns Havn". De to oplæg ses i bilagsoversigten.

Uddrag af indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget:
”Etablering af flydende øer i havnen vil kunne tilføre nye oplevelser i havnen, understøtte
organiseringen af aktiviteter i havnen og være med til at brande Københavns Havn som en unik
rekreativ havn med mange specielle oplevelser.

Ved udpegning af mulige lokaliteter skal der afvejes en lang række hensyn. Det gælder f.eks.
hensynet til skibstrafik, boliger og erhvervssejlads (havnebusser, kanalrundfart etc.). Potentiel
badning fra øerne skal også overvejes i forhold til skibstrafik og sikkerhed. Ud over dette vil
etablering af øerne kræve en række tilladelser fra By & Havn, Trafikstyrelsen, Teknik- og
Miljøforvaltningen, samt eventuelt fra private kajejere (hvis der skal være landgangsbroer).”
”Forslaget til koncept og design (…) viser, at der er mange muligheder for funktion af øerne og
dermed også for design og udseende. Det kan være bade-øer (inde i badezoner), aktivets-øer, en ny destination på sejlturen, afgrænsning af badezoner, formidlings-øer eller blot biohotspots med
masser af grønt både over og under vandet.

Forslaget til strategi for placering af øerne har set på en lang række af mulige lokaliteter. Analysen
viser, at der er flere steder i havnen, hvor det vil kunne lade sig gøre at placere enten en enkelt ø
eller flere øer som en gruppe af øer. Den peger i første omgang på fem af disse steder, som de mest oplagte lokaliteter (…).

I bilaget ”Strategi for placering af flydende øer i Københavns Havn” omtales bl.a. muligheden for at placere flydende øer i Erdkehlgraven, ved La Banchina, ved Den Sorte Diamant, i Sdr. Refshalebassin, i tørdokken på Refshaleøen  og ved Havnegade.

Løsning

Den 19. august 2024 drøftede Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget om flydende øer i havnen. Drøftelsen fandt sted, før Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning blev offentliggjort.

Forretningsudvalget drøftede i sit møde den 21. august 2024 indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning. Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget sender nedenstående brev til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Brevet er baseret på et forslag fra Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge.

Forslag til brev

"Med henvisning til indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget om flydende øer i havnen og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 16. august 2024:

Det lyder interessant og potentielt inspirerende at etablere flydende øer i havnen. Således finder Christianshavns Lokaludvalg, at forslaget om en flydende ø i Refshaleøens Tørdok interessant og som en attraktion med potentiale på sigt, om end det afhænger af den videre udvikling af hele området. En flydende ø ved La Banchina stiller Christianshavns Lokaludvalg sig mere tvivlende overfor, idet vi, som det også fremhæves i forslaget, kan være bekymret for, om pladsen i havneområdet reelt tillader en sådan placering.

Med hensyn til Erdkehlgraven skal Christianshavns Lokaludvalg gøre opmærksom på, at der har indsneget sig en fejl i beslutningsoplægget til Kultur- og Fritidsudvalget: Der henvises til, at man tager udgangspunkt i at oplægget er ‘i tråd med’ By & Havns zoneplan, hvor der i oplægget står, at Erdkehlgraven er en “Blandet bolig og grøn zone”. Af By & Havns zoneplan fremgår det imidlertid klart, at Erdkehlgraven er en “Blød og grøn zone”, hvilket er noget helt andet. En ‘blød zone’ handler om, at der i disse zoner er rent vand og rekreativt miljø, hvor der kan etableres afskærmede områder, der af sikkerhedsmæssige årsager ikke gives adgang for motoriseret trafik, men derimod kajakker, SUP’er m.v. 

En ‘bolig zone’ angiver, som navnet antyder, at man ønsker husbåde og anden potentiel boligudvikling. Lokaludvalget har imidlertid klart tilkendegivet i vores Bydelsplan, at vi ikke ønsker husbåde i det smukke, grønne område, der er genetableret efter rydningen af ‘Fredens Havn’. Lokaludvalget stiller sig i det hele taget tvivlende overfor, om det er en god idé at placere øer i Erdkehlgraven. Efter rydningen af Fredens Havn har Erdkehlgraven udviklet sig til at være et smukt og det sidste uberørte sted i naturen, som lokaludvalget ønsker skal bevares. 

Christianshavns Lokaludvalg ser frem til at blive inddraget i kommende processer og beslutninger om flydende øer i havnen og i udviklingen af havnen i det hele taget, ligesom vi ser frem til et samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen om borgerdialog herom.

For en god ordens skyld skal det med, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke hørte lokaludvalget  om flydende øer i havnen, inden sagen blev forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget. Så vidt vi ved har Kultur- og Fritidsforvaltningen heller ikke hørt beboere og boligforeninger langs havnen.

Med venlig hilsen

Asbjørn Kaasgaard,
forperson i Christianshavns Lokaludvalg"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

En af de politiske debatter på Christianshavnerdagen den 8. september 2024 handler om havnen.

Bilag

0. Indstilling og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 16. august 2024 i sagen "Flydende øer i havnen" - link:

https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Kultur-%20og%20Fritidsudvalget/m%C3%B8de-16082024/referat/punkt-11

Til top