Løbehjul
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte fordele og ulemper ved Teknik- og Miljøforvaltningens forsøgsordning om et-årige tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer, bl.a. løbehjul, på offentligt vejareal.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter fordele og ulemper ved Teknik- og Miljøforvaltningens forsøgsordning om et-årige tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer, bl.a. løbehjul, på offentligt vejareal.
- at Christianshavns Lokaludvalg beder arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg om en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde om, hvad lokaludvalget kan og skal gøre i forhold til free float-operatørernes løbehjul, idet det vurderes, at især ældre og dårligt gående er generet af parkering af løbehjul på fortov.
Problemstilling
Med mail den 29. juli 2019 skrev en borger til lokaludvalget:
"Hej Lokaludvalg
Se Pelle Hvenegaards indlæg fra i går om løbehjul på Os fra Christianshavn. Det har fået flere til at skrive til TMF.
Her er mit indlæg til dem:
Kære København
Jeg ved godt, at I har besluttet at reducere antallet af løbehjul i indre by, og tak for det.
Jeg vil bare blot gøre jer opmærksom på, at det haster med at effektuere det, da det er farligt at opholde sig som gående ved Kyssebroen og ved Lejerbos kaj ved Trangraven på Christianshavn.
Usikre turister på elcykler – hvem har dog fundet på at udstyre dem med så hurtige cykler – og nu også folk på løbehjul zigzagger sig rundt mellem børn, hunde og andre gående og tager ingen hensyn.
Vi i Lejerbo (nu hedder vi Bo-Vita, men det er en anden historie) har fået opsat skilte med cykling forbudt på kajen, og heldigvis retter en del sig efter det, men løbehjulene bliver betragtet som et legetøj med ret til race, og der er alt for mange farlige situationer. Både overfor os, der bor her og for vores mange gående gæster.
Måske kunne I også bede politiet om at patruljere ved Lejerbos kaj ved Trangraven? Det bliver lette penge i statskassen."
"Os fra Christianshavn", som borgeren omtaler, er en gruppe på Facebook om forhold af relevans for Christianshavn og christianshavnerne. Gruppen har ca. 5.000 medlemmer.
Løsning
I sit møde den 3. juni 2019 godkendte Teknik- og Miljøudvalget en forsøgsordning om et-årige tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer, herunder cykler, løbehjul, skateboards og selvbalancerende køretøjer, på offentligt vejareal uden tilknytning til udlejers lokaler (såkaldt free floating). Se indstillingen og Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i bilaget.
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter fordele og ulemper på Christianshavn ved forsøgsordningen.
Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget beder arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg om en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde om, hvad lokaludvalget kan og skal gøre i forhold til free float-operatørernes løbehjul, idet det vurderes, at især ældre og dårligt gående er generet af parkering af løbehjul.på fortov
Økonomi
Intet.
Videre proces
Arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg kommer med en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde om, hvad lokaludvalget kan og skal gøre i forhold til løbehjul.
Sekretariatet orienterer borgeren om lokaludvalgets beslutning.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede fordele og ulemper ved Teknik- og Miljøforvaltningens forsøgsordning om et-årige tilladelser til opstilling af mindre udlejningskøretøjer, bl.a. løbehjul, på offentligt vejareal. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Mange steder, hvor man hidtil har kunnet parkere en cykel, er nu optaget af løbehjul. Byrummet er fyldt op.
- Der skal ikke parkeres løbehjul på Christianshavns Torv.
- Løbehjulene kører for hurtigt. Den maksimale hastighed for løbehjulene skal være lavere.
- Når man sammenligner vilkårene for placering af løbehjul med det, der foregår, kan man se, at vilkårene ikke overholdes.
- Hvorfor skal forsøget vare et år?
- I Christianshavns brostensgader kører folk fortovet.
- Folk på løbehjul er ligeglad med, hvordan deres kørsel påvirker andre, ligesom de er ligeglade med, hvor de parkerer løbehjul.
- Problemet med, at løbehjul parkeres hvor som helst, kan løses ved at operatørerne opkræver depositum for brug af løbehjulene. Derudover kan det løses ved, at man kræver af operatørerne, at det kun skal være muligt at parkere løbehjul på bestemte steder i byen. Sådan er det med de hvide bycykler.
- En løbehjuloperatør har sat løbehjulenes maksimale hastighed ned til 6 km/t, når de bruges på Strøget. Der bør udpeges flere sådanne 6 km/t-zoner.
- En maksimal hastighed for løbehjul på 15 km/t i gader, hvor der cykles, er fornuftigt.
- Vi skal være opmærksomme på, at de yngre generationer har et andet forhold til free float-løbehjul.
- Det er positivt, hvis løbehjulene erstatter bil- og buskørsel.
- Der begås ulovligheder med løbehjulene, men det gør der også med cykler.
- Løbehjulenes maksimale hastighed i det centrale Christianshavn bør sættes ned.
- Transporten af løbehjulene til steder, hvor de sættes ud og samles ind, giver forurening.
- Forretningsmodellen for free float-operatørerne er betinget af, at de ikke har udgifter til stationer til placering af løbehjul.
- Vi skal være opmærksom på, at private er begyndt at købe løbehjul. Der er behov for en regulering af brug af løbehjul.
- Der kan være behov for med fotos at dokumentere, hvordan løbehjulene er til gene for ældre og handicappede.
- Lokaludvalget bad arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg om en indstilling til et kommende lokaludvalgsmøde om, hvad lokaludvalget kan og skal gøre i forhold til free float-operatørernes løbehjul, idet det vurderes, at især ældre og dårligt gående er generet af parkering af løbehjul på fortov.