Høringssvar om udviklingsplan for Christianshavns Vold
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingsplan for Christianshavns Vold.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingsplan for Christianshavns Vold, der fremgår af bilaget, inkl. høringssvaret fra Christiania, der ligeledes ses i bilaget.
Problemstilling
Med mail den 4. marts 2021 har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt udviklingsplanen for Christianshavns Vold i høring i Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold, hvor lokaludvalget er repræsenteret af Asbjørn Kaasgaard. Svarfristen er den 29. april 2021.
Udviklingsplanen for Christianshavns Vold er gældende fra 2021 til 2031. Det overordnede formål med parkens udvikling er at skabe en balance mellem fæstningsværket og de kulturhistoriske værdier, den rekreative anvendelse og områdets naturværdier. Planen skal sikre, at det fredede område plejes, drives og udvikles på en måde, der er i overensstemmelse med naturfredningen og parkens tema som romantisk kulturhave.
Planen beskriver hvilke tiltag, der påtænkes udført i planperioden. Tiltagene er opdelt i rekreative udviklingsmuligheder og udviklingsmuligheder for natur og landskab. Der er dog ingen garanti for at alle tiltag bliver udført, da dette afhænger af ressourcer og økonomi.
Den primære målgruppe for udviklingsplanen er Københavns Kommunes medarbejdere, der skal anvende den som administrativt grundlag for forvaltningens arbejde. Den sekundære målgruppe er interessenterne, som f.eks. foreninger, forretninger og andre, der har interesse i den nuværende og fremtidige anvendelse og udvikling af området.
Løsning
Miljøgruppen har udarbejdet forslaget til høringssvar, som ses i bilaget. Miljøgruppen foreslår, at et høringssvar fra Christiania, som også ses i bilaget, lægges ved lokaludvalgets høringssvar som bilag.
Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender forslaget fra Miljøgruppen, inkl. høringssvaret fra Christiania som bilag.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Efter høringen udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen en hvidbog, der sammen med den evt. tilrettede udviklingsplan forelægges Det Grønne Råd.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at lokaludvalget skal rose Teknik- og Miljøforvaltningen for borgerinddragelsen i forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsplanen.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at lokaludvalget med sine bemærkninger til udviklingsplanen tilkendegiver, at det er imod hegn og klippede hække på Christianshavns Vold.
Lokaludvalget tiltrådte et underændringsforslag fra Jette Philipsen om, at lokaludvalget med sine bemærkninger tilkendegiver, at fritløbsområdet for hunde skal hegnes.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at lokaludvalget tilkendegiver, at det anerkender, at belysning på Christianshavns Vold er forstyrrende for dyrelivet og for oplevelsen af det historiske fæstningsværk, men at der skal være en balance i forhold til, hvordan brugerne oplever sikkerheden på volden.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at de generelle bemærkninger placeres forrest i høringssvaret.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at i Torvegade-analysen lægger Teknik- og Miljøforvaltningen op til, at der i Torvegade mellem krydset Torvegade-Christianshavns Voldgade og Christmas Møllers Plads skal være en grøn midterrabat med træer.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at lokaludvalget foreslår, at projektøren på legepladsen udstyres med en bevægelsessensor, så lyset tændes, når der er personer på legepladsen.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingsplan for Christianshavns Vold, der fremgår af bilaget, inkl. høringssvaret fra Christiania, der ligeledes ses i bilaget, med de tiltrådte ændringsforslag.