Badezone ved Eigtveds Pakhus
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter forslaget om en badezone ved Eigtveds Pakhus, der ses i bilaget.
Problemstilling
Miljøgruppen har drøftet et forslag suppleant Svend Aage Schiermacher om, at lokaludvalget arbejder for etablering af en badezone ved Eigtveds Pakhus. Fra referatet af Miljøgruppens møde den 13. april 2021:
"Svend Aage har bedt By og Havn samt kommunen om informationer for, hvor der i havnen udledes kloakvand, hvem der er ejere af områderne og hvor rent vandet er, som kan forhindre et havnebad i og ved Inderhavnen. Ideen ligger også på Facebook, hvor der kom mange relevante kommentarer. Skibet Skipladner II ligger ved kaj i området og sejler ud ca to gange om måneden, men dette mener Svend Aage godt kan løses. Der er af By og Havn afsat plads til to badezoner i det nye Havnereglement. Vi var alle enige om, at det er en god ide. Svend Aage sender forslaget til lokaludvalget, så det kan behandles på mødet den 28/4."
Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen drøftede forslaget i sit møde den 20. april 2021. Fra referatet af mødet:
"Der var følgende bemærkninger til forslaget:
- Forslaget er godt. Det vil aflaste Krøyers Plads.
- Vandet i bassinet er stillestående. Eventuelt vil der skulle etableres mekanisk cirkulation af vandet.
- Lokaludvalget kan godt gå videre med forslaget, hvis det er teknisk og miljømæssigt i orden.
- Bassinet ligger ved siden af Udenrigsministeriet. Er der et sikkerhedsmæssigt problem?
- Eventuelt kan lokaludvalget arbejder for at få en badezone på den anden side af Knippelsbro.
Arbejdsgruppen besluttede at invitere Svend Aage Schiermacher til arbejdsgruppens næste møde med henblik på at få uddybning af forslaget."
Løsning
Jf. Miljøgruppens ønske foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter forslaget om en badezone ved Eigtveds Pakhus, der ses i bilaget.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Beslutning
- Lokaludvalget godkende et ændringsforslag fra Erik Rasmussen om, at sagen udsættes til lokaludvalgets møde den 26. maj 2021 med henblik på, at arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn kan drøfte forslaget med forslagsstilleren Svend Aage Schiermacher i sit næste møde.
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at Miljøgruppen drøfter forslaget med Svend Aage Schiermacher inden lokaludvalgets møde den 26. maj 2021.