B-sag: Kultur på Papirøen
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager hans brev til Kultur- og Fritidsudvalget om kultur på Papirøen til efterretning. Se løsningsafsnittet.
Problemstilling
På Christianshavnermødet den 8. februar 2018 blev borgerne orienteret om ønskerne om at placere Fotografiska samt Christianshavns Bibliotek på Papirøen. Kultur- og Fritidsudvalget drøfter sagen i sit møde den 28. februar 2018.
Løsning
Forretningsudvalget besluttede i sit møde den 21. februar 2018, at formanden skulle sende Kultur- og Fritidsudvalget et brev med en tilkendegivelse fra lokaludvalget om at lokaludvalget støtter flytningen af Christianshavns Bibliotek til Papirøen og kan se muligheder for et samarbejde mellem biblioteket og Fotografiska samt svømmefaciliteten.
Formanden skrev den 22. februar 2018 til Kultur- og Fritidsudvalget:
"Christianshavns Lokaludvalg vil hermed tilkendegive, at lokaludvalget kan støtte forslaget om at flytte Christianshavns Bibliotek til Papirøen og at det sker med midler fra ”Overførselssagen”.
Lokaludvalget konstaterede på et offentligt Christianshavnermøde den 8. februar 2018 om kultur på Papirøen med ca. 70 deltagere, at der er opbakning blandt christianshavnerne til forslaget.
Indtrykket fra Christianshavnermødet er, at borgerne kan se, at et samarbejde med ”Fotografiska” giver spændende og nyskabende muligheder for et bibliotek på Papirøen. Borgerne er også opmærksomme på muligheden for et samarbejde med svømmefaciliteten på Papirøen.
Lokaludvalget beder om, at man noterer sig følgende fra Christianshavnermødet:
-
Ønsker om et ambitiøst biblioteksprojekt ud til vandet, som kan måle sig med Helsingør.
-
Det er godt og tiltrængt, at København får et sted, der kan hamle op med Brandts i Odense.
-
Enkelte tilkendegivelser, om at der vil mangle et bibliotek på Christianshavns Torv. Christianshavns Torv har en unik placering, hvor alle kommer forbi. Særligt fokus på avis og computere. Måske kunne den problematik løses ved at lægge en pc-cafe-funktion i Christianshavns Beboerhus.
-
Der ønskes fokus på transporten til Papirøen (havnebusstop, små bybusser, shuttlebusser)
-
Biblioteket skal være relevant for børn og unge og udvikles sammen med brugerne.
-
Ønske om bibliotekshave med spil, aviser osv.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til sagen, til Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutning
Lokaludvalget tog formandens brev til Kultur- og Fritidsudvalget om kultur på Papirøen til efterretning.