Mødedato: 28.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Bypanel under stadsarkitekten

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og stadsarkitekten med ønske om repræsentation i et nyt bypanel, som stadsarkitekten skal være formand for.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget og stadsarkitekten, som fremgår af løsningsafsnittet, med ønske om repræsentation i et nyt bypanel. 

Problemstilling

Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen har drøftet nedenstående, som fremgår af et orienteringsnotat om stadsarkitektembedet fra teknik- og Miljøforvaltningen til Teknik- og Miljøudvalget. Udvalget tog notatet til efterretning i sit møde den 15. december 2014.

""Dialog med københavnere og ”Bypanel”
Stadsarkitekten varetager som i dag en vigtig funktion som formidler og igangsætter af debat om den københavnske arkitektur og byudvikling, herunder gennem deltagelse i paneldebatter, borgermøder, byvandringer mv.
Et nyt initiativ i denne forbindelse er etableringen af et ”bypanel”, som med udgangspunkt i cases fra det foregående års byudvikling (fx nyetablerede byrum, byggerier og helhedsplaner) kommer med anbefalinger til de kommende års byudvikling. Stadsarkitekten er formand for bypanelet, som herudover sammensættes med en bred repræsentation af kompetencer inden for bæredygtig byudvikling. Bypanelet ventes samlet at have 4-5 medlemmer, og kan træde i kraft medio 2015."

Løsning

Formanden foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og stadsarkitekten:

Christianshavns Lokaludvalg har forestået, at der skal etableres et ”bypanel” med stadsarkitekten som formand, der med udgangspunkt i cases fra det foregående års byudvikling (fx nyetablerede byrum, byggerier og helhedsplaner) kommer med anbefalinger til de kommende års byudvikling. Der er lagt op til, at panelet får en bred repræsentation af kompetencer inden for bæredygtig byudvikling og at det ventes samlet at have 4-5 medlemmer.

Christianshavns Lokaludvalg mener, at Bypanelet bør have mindst en brugerrepræsentant, som kan supplere de faglige kompetencer i panelet. Brugerrepræsentanten bør være en "almindelig borger", der dagligt færdes i byen og har føling med borgernes oplevelse af de foregående års byudviklingsprojekter.

Christianshavns Lokaludvalg har siden sin start i 2008 gjort sig mange erfaringer med byudviklingen i vores bydel - på godt og ondt - hvorfor vi hermed tilbyder at stille med en repræsentant til panelet.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand" 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget og stadsarkitekten.
BILAG
Læs Teknik- og Miljøforvaltningens orienteringsnotat om stadsarkitektembedet her:
http://subsite.kk.dk/~/media/227F290ACEC8492C974FF0EA0BC30A03.ashx

Beslutning

Der blev stemt om et ændringsforslag fra Nina Højsteen om, at "- på godt og ondt -" slettes fra sidste sætning.
For stemte 6 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 7 lokaludvalgsmedlemmer.
5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget forkastet ændringsforslaget fra Nina Højsteen om, at "- på godt og ondt -" slettes fra sidste sætning.

Lokaludvalget godkendte derpå henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget og stadsarkitekten, som fremgår af løsningsafsnittet. 
Til top