Drøftelse: Årsplan for det lokale miljøarbejde i 2025
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter udkastet til årsplan for det lokale miljøarbejde i 2025, som ses i bilaget.
Problemstilling
Driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde ophører tidligst med udgangen af september 2025, da der pågår en afklaringsproces i Indre By Lokaludvalg, som skal føre til en beslutning om, hvorvidt driftsstøtteaftalen skal forlænges. Denne proces slutter tidligst i marts 2025.
I medfør af driftsstøtteaftalen skal det udarbejdes en årsplan for det lokale miljøarbejde.
Løsning
Miljøgruppen har udarbejdet et udkast til årsplan for det lokale miljøarbejde i 2025. Se bilaget.
Det foreslås, at lokaludvalget drøfter det.
Miljøgruppen noterer eventuelle forslag til ændringer med henblik på en gennemarbejdning af årsplanen. Årsplanen skal vedtages endeligt i lokaludvalgets møde den 18. december 2024.
Økonomi
I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 27. november 2024 foreslås det, at lokaludvalget afsætter 150.000 kr. af lokaludvalgets 2025-pulje til driftsstøtte til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn for udførelse af det lokale miljøarbejde i 2025.
Videre proces
Se ovenfor.
Det vil være Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, som skal gennemføre årsplanen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede udkastet til årsplan for det lokale miljøarbejde i 2025, som ses i bilaget. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Hvis der ikke skal være en fælles årsplan for Indre By og Christianshavn, skal det, som er markeret med blåt, slettes.
- Arbejdet for at få flere skraldespande er nyt i forhold til den nugældende årsplan.
- Som noget nyt er der ønske om et kort over, hvor sorteringspunkterne er placeret med angivelse af hvilke fraktioner, man kan sortere de forskellige steder. Kortet kan placeres ved sorteringspunkterne.
- Som noget nyt er der ønske om en kampagne for, at kommunen og ejendomsejere ikke bruger gasbrændere til at fjerne ukrudt og ikke bruger blæsere til at fjerne nedfaldne blade.
- Udkastet til årsplan indeholder et forslag om et projekt om kommunikation vedr. undersøgelsen om forurening fra kanalrundfartsbådene.
- Blæsere bruges formentlig pga. krav til arbejdsmiljøet.
- Det er fint, at årsplanen fortsat relateres til de 17 verdensmål.
- Side 5 skal opdateres.
- Kortet over sorteringspunkter kan være et interaktivt digitalt kort. Sorteringspunkterne med fraktioner bør fremgå af KK Kort.
- Lokaludvalgets støtte til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn for at udføre det lokale miljøarbejde, bør indeksreguleres.
- I medfør af den nugældende driftsstøtteaftale om det lokale miljøarbejde vil Miljøpunkt Indre By & Christianshavn udarbejde en langsigtet plan.
- B8 om at fjerne ukrudt bør udgå af årsplanen.
- Årsplanen bør beskrive alternativer til gasbrændere og blæsere, som man vil fremme brugen af.
- Kommunen vil gå over til at bruge el-drevne brændere og blæsere.
- Der er potentiale for aktiviteter på Dokøen, også miljørelaterede aktiviteter, men spørgsmålet er, hvem der skal betale for driften.
2. Miljøgruppen reviderer årsplanen med henblik på en endelig vedtagelse af den i mødet den 18. december 2024.