Mødedato: 27.11.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Meddelelser

Se alle bilag

 

Beslutning

Wilders Plads

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at den 28. november 2024 skal Borgerrepræsentationen tage stilling til et forslag om at pålægge Teknik- og Miljøudvalget at genbehandle "forslag til lokalplan Wilders Plads 9-11”. Forslaget er stillet af Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet.

 

Boligredegørelsen 2024

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at kommunens boligredegørelse for 2024 er offentliggjort.

Lokaludvalget bad om at få en orientering boligredegørelsen i lokaludvalgets januar-møde. 

 

Ejendomsstrategi og kapacitet

Jette Philipsen og Asbjørn Kaasgaard orienterede om et møde den 18. november 2024 mellem lokaludvalgenes forpersonskaber og Økonomiforvaltningens kontor for Ejendomsstrategi og Kapacitet om, hvordan kommunen planlægger behov for arealer til institutioner mv. i forhold til den forventede demografiske udvikling i kommunen. Umiddelbart havde det ikke betydning for Christianshavn, men forudsætningerne i beregningen af den forventede demografiske udvikling undrede.

Lokaludvalget bad om at få powerpoint-præsentationen, der blev vist i mødet.

 

Tryghedsvandring

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at tryghedsvandringen den 22. november 2024 var den sidste tryghedsvandring på Christianshavn. I stedet vil politiet oprette et dialogforum på Christianshavn, hvor lokaludvalget vil deltage med en repræsentant.

 

Trafiktælling i Torvegade

Lokaludvalget drøftede svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen om trafiktælling i Torvegade, som lokaludvalget havde modtaget samme dag. Se bilagsoversigten.

Lars Josephsen oplyste, at i sit forslag til næste års finanslov lægger regeringen op til at afskaffe politiets medindflydelse på indretningen af veje. Kommunen kan herefter selv bestemme hastighedsgrænsen på fx. Torvegade. 

 

Jul på Torvet

Jette Philipsen orienterede om lokaludvalgets Jul på Torvet-arrangement  på Christianshavns Torv kl. 16.30 den 1. december 2024. Hun opfordrede alle til at deltage.

 

Nytårskur

Jette Philipsen orienterede om lokaludvalgets nytårskur den 16. januar 2025 i Beboerhuset. Max. 100 personer kan deltage.

Kirsten V. Andersen bad om, at det bliver undersøgt, hvorvidt forplejningen til arrangementet kan være økologisk.

 

Cykelinfrastruktur i og til Østhavnen

Frode Neergaard oplyste, at Teknik- og Miljøforvaltningen har inviteret repræsentanter for Indre By Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg til endnu et møde om cykelinfrastruktur i og til Østhavnen.

Sekretariatet beder Teknik- og Miljøforvaltningen bekræftet mødedatoen.

 

Ressortanalysen

Asbjørn Kaasgaard orienterede om status på ressortanalysen, som lokaludvalget har bidraget til med et høringssvar. Han oplyste, at lokaludvalget skal drøfte ressortanalysen i mødet den 18. december 2024. 

Lokaludvalget bad om at få ressortanalysen i god tid inden mødet den 18. december 2024.

Til top