Mødedato: 27.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Tilgængelighed ved Torvegades kontantautomater

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte et medlemsforslag om tilgængelighed på fortovet foran Torvegades kontantautomater og beslutte, om det skal sende forslaget til Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter et forslag om at skabe tilgængelighed på fortovet foran Torvegades kontantautomater, jf. afsnittet "Problemstilling".
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om det skal sende forslaget til Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Jette Arendrup:

"Tilgængelighed ved Torvegades kontantautomater

Problemet:

Fra tid til anden er der slet ingen tilgængelighed på fortovet ved automaterne. Kunderne står vinkelret på fortovet ud for automaten, og ofte med cykler, så forbipasserende tvinges ud på cykelstien for at komme videre. Dette gælder selvfølgelig også handicappede, ældre, folk med barnevogne og børn - og cykelstien er meget befærdet.

Løsning:

Problemet kan løses ved at man ligesom i Metroen (og i mange andre lande) tager hensyn og stiller op på en række langs muren. Man kan indtegne dette på fliserne, som det er gjort i Metroen. Man stiller f.eks. op på én række langs muren til begge automater, og den første i rækken tager den første ledige automat."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter forslaget og beslutter, om det skal sende forslaget til Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede et forslag om at skabe tilgængelighed på fortovet foran Torvegades kontantautomater, jf. afsnittet "Problemstilling". Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • I metroen har folk køkultur. Det må derfor være muligt at få skabt en køkultur på Torvegade.
    • Afmærkningen på fortovet kan ske med midlertidige neonstriber. Lige nu bruges der med succes neonstriber til at afmærke plads på Christianshavns Torv til el-løbehjul.
    • Lokaludvalget bør også sende forslaget til de, der har opsat kontantautomaterne i Torvegade.

  2. Lokaludvalget besluttede at bemyndige formanden til at sende forslaget, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", til Teknik- og Miljøudvalget og til de, der har opsat kontantautomaterne i Torvegade.
Til top