B-sag: Midlertidige restriktionszoner i Tømmergraven, Erdkehlgraven, Laboratoriegraven,Snedkergraven og Proviantmagasingraven
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager til efterretning, at der skal oprettes midlertidige restriktionszoner i Tømmergraven, Erdkehlgraven, Laboratoriegraven, Snedkergraven og Proviantmagasingraven jf. bilaget.
Problemstilling
COWI A/S har med mail den 18. november 2019 oplyst, at en række både, husbåde og andre flydende anlæg, broer og sunkne fartøjer i Tømmergraven, Erdkehlgraven og Laboratoriegraven ligger der ulovligt og skal fjernes. Oprydningen udføres af Kystdirektoratet med COWI som rådgiver.
Det er nødvendigt at afspærre den del af vandområdet, hvor oprydningen foregår. Afspærringen sker for at sikre, at uvedkommende ikke kommer til skade ved arbejdet. Desuden skal det sikres, at der kan sejles fra havnen til oprydningsområdet.
Når arbejdet er overstået, vil der igen blive åbnet for offentlig adgang. Entreprisen forventes at starte op primo marts og afsluttet ultimo juli 2020.
I en del af området vil der blive forbud mod uvedkommende sejlads (adgang forbudt), da området vil blive betragtet som en byggeplads. Denne zone er også entrepriseområdet for rydningen af fartøjer og anlæg. I et andet område vil restriktionen blive i forhold til fri gennemsejlsbredde på min. 10 meter i Proviantmagasingraven og Snedkergraven, så pramme kan sejles frem og tilbage efter behov i entrepriseperioden. Se kortet i bilaget.
Lokaludvalget har mulighed for at komme med en udtalelse til COWI i forhold til restriktionszonerne, Det skal ske senest den 2. december 2019.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager til efterretning, at der skal oprettes midlertidige restriktionszoner i Tømmergraven, Erdkehlgraven, Laboratoriegraven, Snedkergraven og Proviantmagasingraven jf. bilaget.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Intet.
Beslutning
Lokaludvalget tog til efterretning, at der skal oprettes midlertidige restriktionszoner i Tømmergraven, Erdkehlgraven, Laboratoriegraven, Snedkergraven og Proviantmagasingraven jf. bilaget.