Boligpriserne på Papirøen
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at give lokaludvalgets følgegruppe vedr. Papirøen mandat til at udtale sig om boligpriserne på Papirøen overfor en af ejerne af stedet samt bemyndige formanden til at skrive til Økonomiudvalget om de problemer, som bopælspligten - som den administreres på i Københavns Kommune - giver Christianshavn.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg giver lokaludvalgets følgegruppe vedr. Papirøen mandat til at udtale sig om boligpriserne på Papirøen overfor en af ejerne af stedet, jf. afsnittet "Problemstilling"
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at skrive til Økonomiudvalget om de problemer, som bopælspligten - som den administreres på i Københavns Kommune - giver Christianshavn.
Problemstilling
Fra lokaludvalgets følgegruppe vedr. Papirøen:
"Lokaludvalgets følgegruppe om Papirøen skal have sit halvårlige orienteringsmøde med Klaus Kastberg mandag den 1. november. Medlemmerne af gruppen har – som så mange andre – erfaret gennem pressen, at nogle af lejlighederne er sat til salg til priser på 30-40 millioner d.kr.
Gruppen vil gerne have et mandat fra Lokaludvalget til at tage afstand fra priserne, der ikke bare er med til at cementere det opskruede prismarked på boliger – men tilmed sætter prisniveauet endnu højere, end det før er set i København.
Prisniveauet er med til at øge uligheden, der er stærkt stigende – og det mærkes også på Christianshavn. Bekæmpelse af uligheden hører til et af FN´s verdensmål, da det nu er erkendt, at ulighed ikke blot skaber utryghed og manglende social mobilitet men også hæmmer den økonomiske vækst. Helt lokalt vil tilstedeværelsen af en række beboere med en økonomi i den absolutte topklasse have en afsmittende effekt på Christianshavns servicefunktioner, restaurations- og butiksliv mm., og det kan ikke undgå at sætte sit præg på bydelen.
Den manglende bopælspligt vil også medføre, at en del af lejlighederne i lange perioder står ubenyttede hen, hvilket indlysende vil være en torn i øjet på en bydel, hvor det er svært at finde en bolig til mennesker med almindelige indtægter.
***
Kastberg er som bygherre i sin gode ret til at skaffe sig så stor en avance som muligt, men vi mener, at det er vigtigt at markere, at lokaludvalget - på trods af den velvilje og åbenhed Kastberg viser overfor os – ikke bakker op om beslutningen om prisniveauet."
Klaus Kastberg er gennem sit ejerskab af selskabet Union Kul medarbejder af Papirøen.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalgets følgegruppe vedr. Papirøen får det mandat, den efterspørger.
Formanden foreslår desuden, at han bliver bemyndiget til at skrive til Økonomiudvalget om de problemer, som bopælspligten - som den administreres på i Københavns Kommune - giver Christianshavn.
Økonomi
Intet.
Videre proces
I mødet den 24. november 2021 orienterer lokaludvalgets følgegruppe vedr. Papirøen lokaludvalget om mødet den 1. november 2021 med Klaus Kastberg.
Formanden skriver til Økonomiudvalget om bopælspligten.
Beslutning
- Lokaludvalget gav lokaludvalgets følgegruppe vedr. Papirøen mandat til at udtale sig om boligpriserne på Papirøen overfor en medejerne af stedet, jf. afsnittet "Problemstilling"
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive et åbent brev til Borgerrepræsentationen om de problemer, som administrationen af bopælspligten giver Christianshavn. På forslag fra Jette Philipsen, besluttede lokaludvalget, at der i brevet skal gøres opmærksom på, at der den 1. januar 2021 kom nye regler om bopælspligt.