Mødedato: 27.09.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Studieboliger på Refshaleøen

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen om et studieboligprojekt, der forudsætter dispensation fra lokalplan nr. 209-1 ’Refshaleøen’.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen, som fremgår af løsningsafsnittet, om et studieboligprojekt, der forudsætter dispensation fra lokalplan nr. 209-1 ’Refshaleøen'.

Problemstilling

Med mail den 26. september 2017 har Teknik- og Miljøforvaltningen oplyst, at CPH Village har ansøgt om tilladelse til at opføre 84 midlertidige studieboliger på den vestlige del af Refshaleøen. Studieboligerne indrettes i containere opstillet i to etager. Fælleshuset har som den eneste bygning en højde svarende til 3 containeres højde og fremstår som et pejlemærke i bebyggelsen. Bebyggelsen har et omfang på ca. 3.200 m2 boliger og et fælleshus på ca. 150 m2.

Projektet er ikke i overensstemmelse med lokalplan nr. 209, idet formålsparagraffen § 1 fastlægger arealet mod Yderhavnen til erhvervsformål og idet det anvendelsesbestemmelsen § 4 nævnes, at mindst halvdelen af det mulige etageareal skal være serviceerhverv, mens det øvrige etageareal skal anvendes til blandet erhverv.

I tillæg nr. 1 til lokalplanen bestemmes det i § 1 og § 3, at tomme bygninger og omgivende ubebyggede arealer kan anvendes til fremstillingsvirksomheder, samt kollektive anlæg, sports- og fritidsanlæg, erhvervs- og fritidsundervisning, museer, teatre, gallerier, koncertsale mv. Endvidere tillades husbåde langs de vestvendte kajer. Opførelse af studieboliger er således ikke i overensstemmelse med lokalplan nr. 209-1 ’Refshaleøen’.

Forvaltningen er indstillet på at dispensere fra lokalplanen til i alt 120 midlertidige studieboliger på betingelse af at studieboligerne nedlægges efter 10 år.

Forvaltningen skal have lokaludvalgets eventuelle bemærkninger til sagen senest den 17. oktober 2017. 

Løsning

Formanden foreslår følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har med mail den 26. september 2017 oplyst, at den indstillet på at dispensere fra lokalplan nr. 209-1 ’Refshaleøen, så der kan opføres i alt 120 midlertidige studieboliger på Refshaleøen på betingelse af, at studieboligerne nedlægges efter 10 år.

Lokaludvalget har mulighed for at komme med sine bemærkninger til sagen senest 17. oktober 2017.

Borgerdialog

Med den korte høringsfrist har lokaludvalget ikke haft mulighed for at gennemføre borgerinddragelse; lokaludvalget mener, at det er upassende hastværk at spændende ben for en ordentlig borgerinddragelse i denne sag.

Lokaludvalget havde gerne gennemført borgerinddragelse og mener, at den korte høringsfrist er udtryk for et upassende hastværk, som spænder ben for borgerinddragelsen.

Nu involveres offentligheden i sagen via en naboorientering. Lokaludvalget beder om at få oplyst, hvem forvaltningen opfatter som naboer i denne sag, så vi kan vurdere, om man hører tilstrækkeligt mange om den. 

Lokaludvalgets holdning

Lokaludvalget kan tilslutte sig, at der dispenseres for lokalplanen, så der kan opføres studieboliger på Refshaleøen. Dog forudsætter lokaludvalget, at naboernes eventuelle bemærkninger om dispensationen tillægges vægt.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen, som fremgår af løsningsafsnittet, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle rettelser.
Til top