Mødedato: 27.09.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Politisk afvisning af bibliotek på Papirøen

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget om flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget om flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge foreslår, at lokaludvalget reagerer på politikerdebatten ”Havnekultur–kultur på Havnen” på Christianshavnerdagen den 9. september 2017.

Løsning

Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og Fritidsudvalget:

"På Christianshavnerdagen 9.9.17 havde Christianshavns Lokaludvalg bl.a. arrangeret en halvtimes paneldebat med titlen: ”Havnekultur–kultur på Havnen”. De deltagende politikere var Anna Overlund (SF), Jens Kjær Christensen (Enhedslisten), Søsser Grønngård (Dansk Folkeparti), Mette Annelie Rasmussen (Radikale Venstre) Jens–Kristian Lütken (Venstre) og Rune Dybvad (Socialdemokratiet).

På forespørgsel fra et lokaludvalgsmedlem om mulig flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen, blev der fra flere sider (Socialdemokratiet og Venstre) svaret, at der var kommet henvendelser fra borgere til Borgerrepræsentationen - henvendelser, der talte i mod en sådan flytning. Rune Dybvad brugte bl.a. ordet, at Christianshavn var en ”kværulantisk ”bydel.

 I Christianshavns Lokaludvalgs borgerpanelundersøgelse den 16.-20. november 2016 om kulturfaciliteter på Papirøen tilkendegav 52 % af de 332 christianshavnere, der svarede, at de syntes, det er en god ide at flytte biblioteket fra Dronningensgade til Papirøen.

Det var derfor med nogen undren, at lokaludvalgsmedlemmerne (og andre tilhørere) på Christianshavnerdagen måtte høre på disse udsagn om borgermodstand. Os bekendt har der i løbet af sommeren, hvor lokaludvalgsmedlem Ruth Plovgaard i flere lokalaviser har plæderet for flytning af bibliotek, kun været 2 læserbreve imod flytningen.

Christianshavns Lokaludvalg beder om aktindsigt i de af politikerne nævnte henvendelser til Borgerrepræsentationen, der tilsyneladende er vigtigere end Christianshavns Lokaludvalgs indstilling.

At nogle partier ikke lægger vægt på lokaludvalgenes indstillinger, kom bl.a. frem, da Jens-Kristian Lütken fra Venstre i ovennævnte paneldiskussion sagde om lokaludvalgsmedlemmerne, at ”I er jo ikke valgt”!

Men vi er vel ikke derhenne, hvor tilfældige borgerhenvendelser (ved nogen hvor mange?), der ikke kommer lokaludvalget i hænde, er vigtigere for de politiske beslutninger end lokaludvalgets egen indstilling ?

M.h.t. selve emnet - at placere et moderne bibliotek på Papirøen - så vil Christianshavns Lokaludvalg fortsat pege på den indlysende mulighed, der ligger i et folkebibliotek på netop dette sted og henstiller til, at man i næste budgetår afsætter midler til at leje 800-1000m2  til bibliotek i en af hallerne langs nordsiden (bag det kommende vandkulturhus) af Papirøen.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Beslutning

Lokaludvalget stemte om, hvorvidt det skal sende henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget om flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen, der fremgår af løsningsafsnittet.

For stemte 15 lokaludvalgsmedlemmer
Imod stemte 1 lokaludvalgsmedlem
2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget godkendt, at henvendelsen om flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen, der fremgår af løsningsafsnittet, sendes til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

Til top