Mødedato: 27.04.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Undersøgelse af en aktuel problemstilling på miljøområdet

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte og beslutte hvilken aktuel problemstilling på miljøområdet, man ønsker, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn bestiller en rapport om.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter hvilken aktuel problemstilling på miljøområdet, man ønsker, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn bestiller en rapport om.

Problemstilling

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har et samarbejde med Worcester Polytechnic Institute (WPI) i Massachusetts, USA, om, at studerende på bestilling udarbejder rapporter om aktuelle problemstillinger på miljøområdet i Indre By og på Christianshavn.

Kontaktpersonen fra WPI skrev i 2015 til Miljøpunktet:

"The projects are not related to the students' major area of study. So, in an important way, they don't bring expertise in that sense. They do spend the seven weeks before they come researching the topic, and they are generally engineering and science students so they tend to have string analytic skills. The requirement for the university is that the projects involve applied research that connects science or technology with social issues and human needs. So, the possible range of projects is very broad. We tend to do a lot of projects in Copenhagen that are in some way connected to the idea of sustainability, but not all of our projects are."

Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget beslutter, hvad lokaludvalget skal foreslå Miljøpunktet at bede de studerende fra WPI, der kommer til København i 2017, udarbejde en rapport om.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, hvad lokaludvalget skal foreslå Miljøpunktet at bede de studerende fra WPI, der kommer til København i 2017, udarbejde en rapport om.

Miljøgruppen har følgende forslag:

  • Forslag til bæredygtigt grønt byrum langs Torvegade overfor Ravelinen fra fortovet ned til Stadsgraven
  • Hvordan koordineres cykeltrafikken fra Papirøen til Christiania?
  • Hvilken indflydelse har brændende stearinlys på indeklimaet?

Økonomi

Lokaludvalget har i 2016 afsat 100.000 kr. til det lokale miljøarbejde, som Miljøpunktet står for jf. driftsstøtteaftalen om og årsplanen for det lokale miljøarbejde.

Videre proces

Sekretariatet orienterer Miljøpunktet om lokaludvalgets beslutning.

De amerikanske studerende, som Miljøpunktet samarbejder med i øjeblikket, er ved at udarbejde et projekt vedr. cykelparkering på og omkring Nørreport station. Projektet præsenteres 2. maj.2016.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede hvilke aktuelle problemstillinger på miljøområdet, man ønsker, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn bestiller en rapport om.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Poul Nielsen om ikke at tage Miljøgruppens forslag om et projekt om hvilken indflydelse brændende stearinlys har på indeklimaet med i den videre proces.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Poul Nielsen, Jesper Støier og Svend Aage Jensen om, at Miljøgruppens forslag "Hvordan koordineres cykeltrafikken fra Papirøen til Christiania?" ændres, så projektet handler om koordinering af cykeltrafikken mellem Inderhavnsbroen, Papirøen, Christianshavn og Holmen.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Poul Cohrt om, at Miljøgruppen beskriver sit forslag "Forslag til bæredygtigt grønt byrum langs Torvegade overfor Ravelinen fra fortovet ned til Stadsgraven" for så vidt angår værdien, det tilfører byrummet, før det tages med i den videre proces.

Lokaludvalget godkendte et forslag fra Poul Cohrt om, at Miljøgruppen på baggrund af ovenstående tiltrådte forslag kommer med et oplæg til projektbeskrivelser, som lokaludvalget kan tage stilling til i lokaludvalgsmødet den 25. maj 2016.

Til top