Adgangen til Christianshavns Vold
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager en redegørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. adgangen til Christianshavns Vold til efterretning. Se afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
Med mail den 22. februar 2019 spurgte en borger lokaludvalget, om Noma kan tillade sig at spærre for adgangen langs Christianshavns Vold.
Lokaludvalgets sekretariat bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Forvaltningen svarede den 8. marts 2019 borgeren og lokaludvalget:
"Med hensyn til Noma kan det oplyses, at ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 331 "Holmen II" fra 2000, og er beliggende i lokalplanens område III. Lokalplanen omfatter det meste af matrikel nr. 612 Christianshavn, der er ejet af Noma. Du finder lokalplanen her: https://dokument.plandata.dk/20_1072693_1496068512308.pdf
Af lokalplanen fremgår det i § 11, stk. 3, at der langs grænsen mod vandarealer i et omfang som vist på lokalplantegning nr. 27.376 skal etableres 8 m brede promenader for fodgængere og cyklister med forbindelse til vej- og stinettet. Tegning nr. 27.376 angiver ikke, at der på matrikel nr. 612 Christianshavn (Noma) skal etableres promenader. Lokalplanen regulerer således ikke, at matrikel nr. 612 skal anlægges med promenade mod vandarealer.
Af lokalplanen fremgår det desuden i § 11, stk. 1, at friarealerne i område III skal anlægges i overensstemmelse med den fastlagte anvendelse og skal være offentligt tilgængelige. Ejendommen anvendes som restaurant, hvilket er i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelser, og friarealerne på ejendommen er anlagt i overensstemmelse med denne anvendelse.
Begrebet "offentligt tilgængelig" er ikke defineret i planloven eller i lokalplanen. Begrebets rækkevidde afhænger derfor af en almindelig sproglig fortolkning. Det er kommunens vurdering, at det vil være i strid med reglen om offentligt tilgængelige friarealer, hvis ejer af ejendommen spærrer ejendomme helt af og hindrer al adgang til ejendommens friarealer. På den anden side giver reglen ikke kommunen grundlag for at fastslå, at ejer er forpligtet til at give enhver uhindret adgang til friarealerne og mulighed for ubegrænset færdsel. På grundlag af kravet om klarhed og præcision og ud fra en almindelig fortolkning af begrebet "offentlig tilgængelig" er det kommunens vurdering, at det er foreneligt med lokalplanens regel om offentligt tilgængelige friarealer, at ejendommen anvendes som restaurant med offentlig adgang, herunder til friarealerne.
Ejendommen er en del af fortidsmindet Christianshavns Vold der jf. Museumsloven er beskyttet med forbud mod tilstandsændringer. I forbindelse med om- og tilbygning til Søminedepotet, har Slot- og Kulturstyrelsen, der er myndighed i forhold til Museumsloven, også behandlet sagen, herunder ændringer af de ubebyggede arealer.
Du kan finde mere information om fortidsminder og Slots- og Kulturstyrelsen her: https://slks.dk/omraader/kulturarv/arkaeologi-fortidsminder-og-diger/be…"
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager Teknik- og Miljøforvaltningens redegørelse vedr. adgangen til Christianshavns Vold til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Intet.
Beslutning
- Lokaludvalget tog en redegørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. adgangen til Christianshavns Vold til efterretning.
- Lokaludvalget stemte om et forslag fra Jens Loft Rasmussen om at bemyndige formanden til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om et klart svar på, om det er tilladt at gå på stien på volden eller ej, idet stien i øjeblikket er afspærret med en jernkæde og der er ansat en vagt til at jage uvedkommende (dvs. folk, som ikke er restaurantgæster) væk.
13 lokaludvalgsmedlemmer stemte for forslaget.
1 lokaludvalgsmedlem stemte imod forslaget.
4 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget bemyndiget formanden til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om et klart svar på, om det er tilladt at gå på stien på volden eller ej, idet stien i øjeblikket er afspærret med en jernkæde og der er ansat en vagt til at jage uvedkommende (dvs. folk, som ikke er restaurantgæster) væk.