Mødedato: 27.03.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

Plejehjem

Fem repræsentanter for gruppen ”Plejehjem nu!” gav en status på deres indsats for at få etableret et plejehjem på Christianshavn i Strandgade 29, hvor Miljøstyrelsen tidligere har haft kontorer. Gruppen bad om lokaludvalgets opbakning og hjælp til at komme igennem til kommunens politikere, og også gerne til politikere i Folketinget – og ønsker at etableringen af et plejehjem i Strandgade 29 bliver til et politisk spørgsmål – eksempelvis i forbindelse med kommende valg.

I Strandgade 29 vil det ifølge gruppen være muligt at etablere 64 plejeboliger fra 1. til 4. sal. Stueetagen vil skulle anvendes til fællesarealer og aktiviteter -  og evt. udadvendte publikumsorienterede formål. Derudover er der en parkeringskælder under bygningen, hvoraf halvdelen kan bruges til opbevaring. 5. sal egner sig i mindre grad til plejeboliger, så den etage kan bruges til andre formål. Endelig mente gruppen, at bygningen også skal udstyres med en tagterrasse.

Bygningen har længe stået tom og det har ikke været muligt for gruppen at få oplyst, hvem der skal overtage bygningen og hvad den skal bruges til.

Gruppen har været i kontakt med Ældreminister Thyra Frank, som sendte henvendelsen videre til Transport- og Boligminister Ole Birk Olesen. Han svarede, at staten selv skal bruge bygningen til en anden statslig organisation.  

Gruppen har et møde med sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling den 3. april 2019. Indtil da afventer de at give sig i kast med yderligere aktioner for at fremme plejehjemsetableringen. Gruppen ønsker blandt andet, at kommunen henvender sig til staten og meddeler kommunens interesse i bygningen.

Lige nu mener gruppen, at der er mange gode grunde til at Strandgade 29 omdannes til et plejehjem eller at man finder et andet egnet sted på Christianshavn, hvor et plejehjem kan etableres. 

 

Sven Erik Brockdorff roste gruppens indsats og spurgte, om der var alternative bygninger i spil. Han ønskede også en uddybning af, hvad gruppen gerne ser  lokaludvalget foretage sig i sagen.

Gruppen svarede, at de umiddelbart ikke så andre egnede bygninger på Christianshavn – og nævnte ønsket om at få gjort plejehjemssag til en politisk spørgsmål.

Katinka Haxthausen svarede, at spørgsmålet om plejehjem på Christianshavn indgår i debatten om boligpolitik på lokaludvalgets valgmøde den 10. april 2019.

Hanne Tang svarede, at udfordringen på nuværende tidspunkt er, at Strandgade 29 er statslig og ikke kommunal.

Poul Cohrt svarede, at der umiddelbart er bred opbakning i lokaludvalget til gruppens arbejde, men at lokaludvalget, som en offentlig instans under kommunen, skal følge de kommunale sagsgange. Han opfordrede derudover de politiske repræsentanter i lokaludvalget til at tale med deres politiske bagland i Borgerrepræsentationen og i Folketinget. Endelig opfordrede han gruppen til at skrive om sagen til de lokale folketingskandidater. 

 

Tilskudsordning til private affaldssorteringsløsninger

Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, Marianne Spang Bech, orienterede om Københavns Kommunes nye tilskudsordning til private affaldssorteringsløsninger.

Med ordningen har borgere mulighed for at få et tilskud på op til 400 kr. til sortering af affald i ens køkken. Ordningen gælder i to måneder med start 1. april 2019 efter først-til-mølle-princippet, da der er sat en pulje af.

Tilskudsordningen bliver annonceret i nyhedsbrevet, som Miljøpunktet sender ud den 28. marts 2019. Ordningen bliver også kommunikeret ud til beboerforeninger og boligselskaber.

Man kan læse om ordningen på https://kbhsorterer.kk.dk/. Her ligger et produktkatalog, hvor man kan søge inspiration til, hvordan man kan sortere. Miljøpunktet afholder 2 fremvisningsdage i maj måned, hvor der vil blive talt om affaldssortering.

Miljøpunktet har i øjeblikket en udstilling om affaldssorteringen.   

 Ejendomme med affaldsskakte er ikke er en del af projektet. I nybyggerier er der ikke affaldsskakte.

 

Jens Loft Rasmussen svarede, at i Schifters Kvarter har man affaldsskakte, men også affaldssortering. Bio-affald lægges en særlig container. Kun almindeligt husholdningsaffald kommer i skakten.

Til top