Mødedato: 27.02.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

Skrænten ved Trangraven

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte en borgers ønske om at bevare skrænten ved Trangraven.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter en borgers ønske om at bevare skrænten ved Trangraven jf. afsnittet "Problemstilling" samt bilaget.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at tage initiativer i sagen på baggrund af de bemærkninger, lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgets møde den 27. februar 2019.

Problemstilling

I mødet den 29. august 2018 oplyste formanden under punktet "Meddelelser", at en borger havde skrevet til lokaludvalget, at hun er bekymret for, at et lille stykke natur er ved at forsvinde fra Christianshavn, fordi vejen Trangravsvej skal gøres bredere og omlægges. Det betyder, at dele af skrænten fjernes, og der kommer bolværk. Borgeren mente, at noget af skrænten samt de større buske kan bevares, og opfordrer til, at der gøres en indsats for dette.

Formanden oplyste, at han vil bede Teknik- og Miljøforvaltningen forholde sig til borgerens forslag, så Miljøgruppen har et grundlag for at arbejde med sagen og evt. stille forslag i lokaludvalgsmødet den 26. september 2018 om, hvad lokaludvalget skal gøre.

Lokaludvalgsmedlem Asbjørn Kaasgaard oplyste, at skrænten formentlig er fredet.

 

Den 29. oktober 2018 sendte teknik- og miljøborgmesteren et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen om stensætningen langs Trangravsvej til borgeren og til lokaludvalget. Følgende fremgår af forvaltningens notat:

"Trangraven er fredet efter naturbeskyttelsesloven og skal bl.a. varetage adgangen til vandet og de rekreative interesser.

Trangravsvej og stensætningen er omfattet af den lokalplan nr. 548 ’Christiansholm’, der blev vedtaget i 2017 om Papirøen. Trangravsvej er fastlagt i en bredde af 10,5 m og med en 4 m bred promenade langs Trangraven. Mod Kuglegården begrænser de fredede bygninger vejens udbredelse.

Nordkranen, der står som projektudvikler på Papirøen, har indsendt et vejprojekt med udgangspunkt i ovenstående lokalplan.

Fredningsmyndigheden har meddelt dispensation til inddragelse af en del af stensætningen til promenade, mens Teknik- og Miljøforvaltningen forventes at godkende vejprojektet inden for kort tid. Der vil fortsat være 1 til 1,5 m tilbage af stensætningen.

Forvaltningen forventer, at et lokalplanforslag om Kuglegården, som også indeholder Trangravsvej, bliver indstillet for Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 19. november 2018. Heri muliggøres etablering af en træbrygge under hensyntagen til fredningen og i samspil med en pladsdannelse ved de eksisterende vagthuse. I bunden af Trangraven opretholdes en synlig stensætning.

Der vil fortsat være et areal tilbage af stensætningen, og især vil den del af stensætningen, der ligger under vandet og som giver gode muligheder for fiskeyngel mv., fortsat være intakt."

 

Den 3. februar 2019 skrev borgeren til lokaludvalgsmedlem Asbjørn Kaasgaard, at hun er bekymret for, at alle vandfuglene samt hvidtjørnen og blomsterne i området forsvinder . Hun oplyste, at beboerne i husbådene i Trangraven havde været til møde ultimo januar 2019 med byggeentreprenøren om Trangravsvejs udvidelse og fået oplyst, at arbejdet  med at fjerne skrænten ned til svinget og banke bolværk starter i uge 7 (11.-15. februar 2019).
Endvidere, at de fik oplyst, at starten af Trangravsvej (ved Prinsessegade) står ejeren af Kuglegården Mogens de Linde for. Der skal Trangravspladsen etableres. 

Borgeren udtrykte frygt for, at hele skrænten fjernes for at få en større Trangravsplads, samt at der etableres bolværk hele Trangraven rundt.

Borgeren bad lokaludvalget tage sagen op. Den 10. februar 2019 skrev hun til  Teknik- og Miljøudvalget og til lokaludvalgets sekretariat om sagen.

Løsning

Lokaludvalgets forretningsudvalg har drøftet sagen. Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget forholder sig til sagen og at det bemyndiger formanden til at tage initiativer på baggrund af de bemærkninger, lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgets møde den 27. februar 2019. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede en borgers ønske om at bevare skrænten ved Trangraven jf. afsnittet "Problemstilling" samt bilaget.

  2. Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøforvaltningen, om fjernelsen af skrænten ved Trangraven er i overensstemmelse med frednings- og beskyttelsesbestemmelserne i området.


    Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøforvaltningen om begrundelsen for at fjerne skrænten ved Trangraven, idet den oprindelige begrundelse så vidt vides var, at Trangravsvej skulle udvides mod Trangraven.




    Lokaludvalget bemyndigede formanden til at stille Teknik- og Miljøforvaltningen ovennævnte spørgsmål.

Til top