Høringssvar om lokalplanforslag for Kuglegården og Basecamp
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret om lokalplanforslag for Kuglegården og Basecamp, der fremgår af løsningsafsnittet.
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgsmedlem Jens Loft Rasmussen til at besvare Teknik- og Miljøforvaltningens tilfredsskema om, hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen offentliggjorde den 23. januar 2019 et lokalplanforslag for Kuglegården og Basecamp (Holmen II tillæg 4 - lokalplanforslag med kommuneplantillæg) .på Bliv Hørt-portalen med svarfrist den 20. marts 2019. Svarfristen er senere ændret til den 5. april 2019.
Det fremgår af lokalplanforslaget, at formålet med det er at fastlægge nærmere retningslinjer for en omdannelse af Kuglegården fra et lukket militærområde til en åben integreret del af det civile Holmen samtidig med, at den landskabelige del vægtes højt, og der tilføres nye erhvervs- og boligfunktioner på Kuglegården og Basecamp.
Kuglegården og Kuglegårdens gårdrum ønskes renoveret. Lokalplanforslaget muliggør to nye bygninger i 2½ etage på Kuglegården samt en ny tagbebyggelse på en eksisterende bygning ud mod Danneskiold-Samsøes Allé. Nybyggeriet tænkes primært indrettet til hotel, mens den øvrige eksisterende bebyggelse indrettes til serviceerhverv.
Med en forlægning af Trangravsvej bliver der skabt en ny plads mellem Trangraven og ny Trangravsvej. Lokalplanforslaget muliggør her en genopførelse af ’Lystøndeskuret’, der indrettes til spisested, forsamlingshus o.l. Trangravspladsen bliver offentlig tilgængelig.
På Basecamp-området foreslås de eksisterende garagebygninger ud mod idrætsanlægget erstattet med et længehus i 3 etager. Her påtænkes det at etablere et botilbud og ungdomsboliger. På den eksisterende Basecamp-hal foreslås opført en boligbebyggelse i 2½ etage.
Se lokalplanforslaget i bilaget.
Lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen var den 5. februar 2019 vært for en offentlig besigtigelse i området samt et borgermøde. I bilaget ses Cityavisens omtale af borgermødet.
En borger har den 13. februar 2019 sendt sit høringsvar i sagen til lokaludvalget i håb om, at det indgår som inspiration til lokaludvalgets arbejde med dets høringssvar. Se bilaget.
Med mail den 23. januar 2019 bad Teknik- og Miljøforvaltningen lokaludvalget om at udfylde et tilfredsskema om, hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse. Se bilaget.
Løsning
Tilfredshedsskema
Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger lokaludvalgsmedlem Jens Loft Rasmussen til at udfylde tilfredsskemaet fra Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse.
Høringssvar
Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn har drøftet sagen og skrevet udkast til høringssvar:
"Christianshavns Lokaludvalg skal hermed fremkomme med bemærkninger til tillægget til lokalplanforslag med tilhørende forslag til kommuneplantillæg og miljørapport, som omhandler området ved Kuglegården og Basecamp.
Forslaget blev præsenteret og debatteret på et borgermøde den 5. februar 2019 med deltagelse af omkring 130 borgere, heraf ca. 100 beboere fra A/B Halvtolv.
Lokalplantillægget åbner for nybyggeri, herunder et hotel. Det giver mere trafik, og skærper behovet for trafikale tiltag, som gør, at beboerne på Holmen kan færdes sikkert og trygt i deres lokalområde. Hensynet til det lokale byliv blev tilgodeset med busslusen i den oprindelige lokalplan, som senere blev ændret uden at inddrage de berørte borgere. Trafiksituationen for blandt andet de mange cyklende skolebørn bliver stadig mere utryg og farlig.
Prinsessegade er hårdt belastet, og Danneskiold-Samsøes Allé befinder sig ikke længere på et lukket område, men er som nævnt blevet åbnet for gennemkørsel. For lokaludvalget er det afgørende, at der sideløbende med udbygningen tilvejebringes trygge trafikale løsninger, herunder at der etableres cykelstier i eget tracé, og at der fastsættes hastighedsbegrænsning og kontrol hermed. Dette synspunkt er fremført mange gange, men bliver altid mødt med et svar om, at der ikke er penge til trafikforbedringer, men at de måske vil komme en gang i fremtiden.
Kuglegården og Basecamp er et led i den omfattende omdannelse af Holmen til civilt brug efter, at militæret har forladt området. Det er positivt, at denne transformation som udgangspunkt sker med respekt af Holmens egenart og historie. I forhold til Kuglegården hilser vi velkommen, at ønsket om at åbne den smukke grønnegård imødekommes i lokalplantillægget.
Men samtidig åbner lokalplantillægget for ny bebyggelse på 18.000 m2, hvilket nødvendiggør en forøgelse af bebyggelsesprocenten fra 60 til 70 i kommuneplanen. På tegningerne fremtræder området som meget grønt, og det er positivt at der kommer underjordisk parkering på Kuglegården, men på Basecamp vil der nødvendigvis komme flere regulære parkeringspladser, hvilket ikke medvirker til grønne arealer som mødesteder for beboerne. Realiteten er, at det er antallet af parkeringspladser, der forøges og ikke det grønne. På borgermødet blev der redegjort for en række hensyn, der er styrende for den fysiske planlægning, herunder hensynet til bynaturen, bevarelse af særegne byrum og skabelse af en levende by, hvor man kan mødes i byrummet.
På borgermødet blev der fremført ønske om, at der bevares mest muligt af stensætningen på skrænten ned til Trangraven. Der kom ikke noget klart svar andet end, at der pågår en diskussion med ejerne af Papirøen om, hvem der har ansvaret for dette vejstykke.
Lokaludvalget ser med glæde, at lokalplanforslaget indeholder boliger og heraf 25% almene, og at nogle indrettes til borgere med autisme.
Der er fra beboerne i A/B Halvtolv modstand mod boliger i 2 ½ etage ovenpå Basecamp, og beboerne foreslår, at der i stedet for boliger opføres 1½ etage erhvervsbyggeri. Lokaludvalget har ved flere lejligheder udtrykt, at boliger skal prioriteres højere end erhvervsbyggeri. Set i lyset af at Arsenaløen med Kuglegården og Holmen er stærkt præget af erhvervs- og uddannelsesbyggeri, foreslår lokaludvalget, at bygherren endnu engang ser på muligheden for en alternativ løsning på boligbyggeriets facade mod A/B Halvtolv, således at der bygges boliger, herunder almene boliger, som der er så stort behov for i København.
Lokaludvalget finder sammenfattende, at forslaget falder fint ind i Holmens arkitektur, men finder det afgørende, at bygningshøjden umiddelbart overfor A/B Halvtolv, som tidligere foreslået, udføres lavere, så den ikke er højere end A/B Halvtolv, og i en udformning, der harmonerer med A/B Halvtolvs arkitektur.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv Hørt-portalen.
Beslutning
Ændringsforslag nr. 1 fra Jens Loft Rasmussen: Følgende føjes til 7. afsnit i det indstillede høringssvar (tilføjelserne er understreget):
Men samtidig åbner tillægget for ny bebyggelse på 18.000 m2, hvilket nødvendiggør en forøgelse af bebyggelsesprocenten fra 60 til 70 i kommuneplanen. Det savnes en forklaring på, hvorfor det er nødvendigt at udvide bebyggelsesprocenten i lokalplanen med 10 procentpoint - og dermed forøge bygherres byggemuligheder betragteligt – når en inkludering af kanonbådskurene kun tilsiger en forøgelse med 5 procentpoint. Det virker meget voldsomt med en så stor "hotelblok" som den, der er tænkes placeret lige ud til Proviantmagasingraven, når man ser på de eksisterende, smukke, historiske bygninger, ligesom det virker ubegrundet, at det placeres så tæt på Proviantmagasingraven. Her burde der holdes større afstand til Proviantmagasingraven, så det ikke kun er hotelgæster, der får glæde af denne del af uderummet.
Ændringsforslag nr. 2 fra Jens Loft Rasmussen: Følgende ændres i 10. afsnit i det indstillede høringssvar (ændringer er understreget eller gennemstreget):
Lokaludvalget har ved flere lejligheder udtrykt at boliger skal prioriteres højere end erhvervsbyggeri. Set i lyset af at Arsenaløen med Kuglegården og Holmen er stærkt præget af erhvervs- og uddannelsesbyggeri, støtter foreslår Lokaludvalget at boligbyggeri tilgodeses i lokalplanstillægget. En mulighed udover det kan være, at bygherren endnu engang ser på muligheden for en alternativ løsning på boligbyggeriets facade mod Halvtolv, således at der bygges boliger, herunder almene boliger, som der er så stort behov for i København.
Ændringsforslag nr. 3 fra Jens Loft Rasmussen: Følgende ændres i 11. afsnit i det indstillede høringssvar (ændringer er understreget eller gennemstreget):
Lokaludvalget finder sammenfattende, at forslaget falder i det store hele indpasser sig fint ind i Holmens arkitektur, men finder det afgørende, at der i takt med udbygningen af Holmen sættes midler af til trafiksikring af området, at hotelblokken reduceres og trækkes længere væk fra Proviantmagasingraven, samt at bygningshøjden umiddelbart overfor Halvtolv, som tidligere foreslået, udføres lavere så den ikke er højere en Halvtolv, og i en udformning der harmonerer med Halvtolvs arkitektur.
Ændringsforslag fra Povl Koch: Lokaludvalget bemærker i høringssvaret, at lokalplanforslaget strider mod kommunens politik om fri tilgængelighed for fodgængere langs vandarealerne for så vidt angår placeringen af "hotelblokken" ved Proviantmagasingraven.
Ændringsforslag fra Poul Nielsen: Lokaludvalget bemærker i høringssvaret, at lokalplanforslaget skal rumme mere erhvervsbyggeri i form af små og mellemstore virksomheder.
Lokaludvalget stemte om ændringsforslag nr. 1 fra Jens Loft Rasmussen:
For stemte 13 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget tiltrådt, at følgende føjes til 7. afsnit i det indstillede høringssvar (tilføjelserne er understreget):
Men samtidig åbner tillægget for ny bebyggelse på 18.000 m2, hvilket nødvendiggør en forøgelse af bebyggelsesprocenten fra 60 til 70 i kommuneplanen. Det savnes en forklaring på, hvorfor det er nødvendigt at udvide bebyggelsesprocenten i lokalplanen med 10 procentpoint - og dermed forøge bygherres byggemuligheder betragteligt – når en inkludering af kanonbådskurene kun tilsiger en forøgelse med 5 procentpoint. Det virker meget voldsomt med en så stor "hotelblok" som den, der er tænkes placeret lige ud til Proviantmagasingraven, når man ser på de eksisterende, smukke, historiske bygninger, ligesom det virker ubegrundet, at det placeres så tæt på Proviantmagasingraven. Her burde der holdes større afstand til Proviantmagasingraven, så det ikke kun er hotelgæster, der får glæde af denne del af uderummet.
Ændringsforslag nr. 1 fra Jens Eskildsen: Høringssvaret indledes med følgende bemærkninger og forslag:
Teksten i lokalplanforslagets side 16, 2. afsnit, lokalplanforslagets § 1, 4. prik og lokalplanforslagets § 7, stk.1 er postulater, som ikke sikrer hensynet til de fredede og nogle af de mest bevaringsværdige bygninger i Danmark.
- Lokaludvalget foreslår, at lokalplanen indeholder en beskrivelse af disse bygningers karakteristika, arkitektur, dimensioner, materialer etc, jf. historiske beskrivelser, bydelsatlas og andre kilder.
- Lokaludvalget mener, at den foreslåede arkitektur ikke er overbevisende i forhold til ovennævnte postulater. Lokaludvalget foreslår derfor, at lokalplanen ændres således, at ny bebyggelse reduceres i omfang med udgangspunkt i og med respekt for de eksisterende bygninger.
- Lokaludvalget foreslår, at Slots- og Kulturstyrelsen høres om den foreslåede nye bebyggelse, før lokalplanen vedtages endeligt. Hvis Slots- og Kulturstyrelsen allerede er hørt, beder lokaludvalget om at se styrelsens høringssvar.
- Lokaludvalget mener, at lokalplanforslagets paragrafdel mangler afsnit om tilladelser efter anden lovgivning og dermed tilladelser fra Kystdirektoratet, Slots- og Kulturstyrelsen etc.
Ændringsforslag nr. 2 fra Jens Eskildsen: Høringssvaret skal indeholde følgende bemærkninger og forslag:
Lokalplanforslagets § 9, stk. 2 sikrer ikke, at det ubebyggede areal i Kuglegården bliver offentligt tilgængeligt, da bestemmelsen ikke holder i forhold til Planlovens bestemmelser. Skal der for eksempel dispenseres fra lokalplanen, hvis åbningstiderne ændres? - nej, bestemmelsen skal tinglyses på ejendommen.
Lokaludvalget stemte om 3. og 4. prik i Jens Eskildsens ændringsforslag nr. 1:
- at Slots- og Kulturstyrelsen bør høres om den foreslåede nye bebyggelse, før lokalplanen vedtages endeligt. Hvis Slots- og Kulturstyrelsen allerede er hørt, beder lokaludvalget om at se styrelsens høringssvar.
- at lokalplanforslagets paragrafdel mangler afsnit om tilladelser efter anden lovgivning og dermed tilladelser fra Kystdirektoratet, Slots- og Kulturstyrelsen etc
For stemte 11 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 3 lokaludvalgsmedlemmer.
5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme:
Dermed havde lokaludvalget tiltrådt, at høringssvaret indeholder følgende tekst:
- at Slots- og Kulturstyrelsen bør høres om den foreslåede nye bebyggelse, før lokalplanen vedtages endeligt. Hvis Slots- og Kulturstyrelsen allerede er hørt, beder lokaludvalget om at se styrelsens høringssvar.
- at lokalplanforslagets paragrafdel mangler afsnit om tilladelser efter anden lovgivning og dermed tilladelser fra Kystdirektoratet, Slots- og Kulturstyrelsen etc
Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget fra Poul Nielsen om, at lokaludvalget bemærker i høringssvaret, at lokalplanforslaget skal rumme mere erhvervsbyggeri i form af små og mellemstore virksomheder.
For stemte 2 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 7 lokaludvalgsmedlemmer.
10 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.
Underændringsforslag fra Jane Lytthans: Følgende føjes til ændringsforslag nr. 3 fra Jens Loft Rasmussen (tilføjelse understreget):
Lokaludvalget finder sammenfattende, at forslaget i det store hele indpasser sig i Holmens arkitektur, men finder det afgørende, at der i takt med udbygningen af Holmen sættes midler af til trafiksikring af området, herunder at der etableres cykelstier i eget tracé, og at der fastsættes hastighedsbegrænsning og kontrol hermed, samt hotelblokken reduceres og trækkes længere væk fra Proviantmagasingraven, og at bygningshøjden umiddelbart overfor Halvtolv, som tidligere foreslået, udføres lavere så den ikke er højere en Halvtolv, og i en udformning der harmonerer med Halvtolvs arkitektur.
Lokaludvalget tiltrådte
- ændringsforslag nr. 1, 2 og 3 fra Jens Loft Rasmussen.
- ændringsforslaget fra Povl Koch.
- ændringsforslag nr. 1 og 2 fra Jens Eskildsen.
- underændringsforslaget fra Jane Lytthans.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret om lokalplanforslag for Kuglegården og Basecamp, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag og underændringsforslag.
Lokaludvalget bemyndigede formanden til sammen med sekretariatet at foretage de redaktionelle ændringer i høringssvaret, som ændringsforslagene og underændringsforslagene giver anledning til.
Lokaludvalget bemyndigede lokaludvalgsmedlem Jens Loft Rasmussen til at besvare Teknik- og Miljøforvaltningens tilfredsskema om, hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse.