Mødedato: 27.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om vedtægtsændringer for Ældrerådet i Københavns Kommune

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til et forslag til vedtægtsændringer for Ældrerådet i Københavns Kommune, der angår to forhold, nemlig opstillingsmetode til Ældrerådet og styrkelse af Ældrerådets samarbejdet med politiske udvalg.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg meddeler Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at man ikke har bemærkninger til de foreslåede vedtægtsændringer for Ældrerådet i Københavns Kommune.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 10. december 2015 at sende forslag til vedtægtsændringer for Ældrerådet i Københavns Kommune i høring hos lokaludvalg og Borgerrepræsentationens stående udvalg. Svarfristen er den 11. februar 2016. De foreslåede vedtægtsændringer angår to forhold, nemlig opstillingsmetode til Ældrerådet og styrkelse af Ældrerådets samarbejdet med politiske udvalg.

Opstillingsmetode

Ældrerådet foreslår, at vedtægterne ændres, således at kandidater til Ældrerådet opstiller for hele København, og at de 25 pladser i Ældrerådet tildeles de 25 kandidater, der har opnået flest stemmer ved ældrerådsvalget. Dette ændringsforslag er efter Ældrerådets vurdering en logisk konsekvens af, at Ældrerådet siden 2013 har været et bydækkende råd, der arbejder med ældrepolitiske tiltag på byniveau og med problemstillinger af generel eller principiel interesse for ældre borgere i hele byen. Som et bydækkende råd søger Ældrerådet at repræsentere ældre borgere i hele København, uanset hvor i byen rådsmedlemmerne bor. Ændringsforslaget indebærer, at kandidater til Ældrerådet ikke længere opstiller og udpeges med reference til deres bydel/lokaludvalgsområde, men vælges af og blandt borgere over 60 år i hele København.


Styrkelse af samarbejdet med politiske udvalg

Ældrerådet ønsker at styrke samarbejdet med Borgerrepræsentationens stående udvalg, således at rådet mødes mindst en gang årligt med Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, og mindst to gange årligt med Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget. Årsagen til, at rådet ønsker at mødes hyppigere med Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget er, at de to politiske udvalg træffer beslutninger, der vedrører de fleste og svageste ældre borgere i København.

Løsning

Bemærkning fra Arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg: "Der er meget man kunne ønske sig ændret, men det er urealistisk. Vi tager høringen til efterretning. Vi håber at disse ændringer i fremtiden vil medføre, at Ældrerådet har en større synlighed end hidtil."

På den baggrund foreslår formanden, at lokaludvalget meddeler Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at man ikke har bemærkninger til vedtægtsændringerne.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Intet.

 

Beslutning

Godkendt.
Til top