Strækningen mellem Cirkelbroen og Knippelsbro
Indstilling
Formanden indstiller,
- At Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til ATP om strækningen mellem Cirkelbroen og Knippelsbro, som fremgår af afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Erling Ekegren foreslår, at lokaludvalget skriver til ATP:
"Vedrører: ATP´s ejendom i Strandgade på Christianshavn
Lokaludvalget på Christianshavn arbejder bl.a. med bebyggelse og funktionalitet i vores bydel, og vi er i den forbindelse stødt på problemer, som ATP vil kunne bidrage til at løse.
Sidste år åbnedes ”Cirkelbroen”, der skabte en længe ønsket forbindelse mellem Islands Brygge og Christianshavn. Det har imidlertid vist sig, at de tilsluttende cykel- og gangstiforbindelser ikke fungerer helt tilfredsstillende.
På strækningen mellem ”Cirkelbroen” og Knippelsbro, som ejes af ATP Fonden, findes 2 korte stibroer, der fører over de smalle, tværgående kanaler. Da disse betjener både cykeltrafik og gående i begge færdselsretninger, opstår der kø og utryghed hos mange fodgængere, som er bange for at blive påkørt af cyklister. De nuværende smalle broer er væsentlig smallere end ramperne op til Cirkelbroen.
Et andet problem, der længe har været synligt, er, at man i forbindelse med anlæg ved ”Ørkenfortet” har nedlagt den trappeforbindelse, der førte fra Knippelsbro og ned til kajstien. Der er trapper i de tre andre hjørner af Knippelsbro. Den manglende trappe savnes særligt i dag, hvor der afgår en havnebus nede fra kajen, og man også ofte ser ansatte i ATP bygningen foretage risikobetonede forcering af hegn og barrieren mellem parkeringspladsen og Knippelsbro på vejen til City.
Løsningen kunne f.eks. være en trappeforbindelse fra Knippelsbro til Ørkenfortets parkeringsplads. Herfra kan man benytte den allerede eksisterende vejrampe, der fører lige ned til Havnebussens anløbsbro.
I forbindelse med gennemførelse at disse projekter kunne det også være hensigtsmæssigt at se på, om der burde udskiftes nogle af de toppede brosten og erstatte dem af de mere jævne brosten, således at hele kajområdet fremstod som en helhed, hvor både funktionalitet og æstetisk udformning var skabt til veje.
Hvis disse forbedringer blev suppleret med enkelte tilpassede opholdssteder med bænke ville området fremstå som færdigudbygget.
Christianhavns Lokaludvalg skal på baggrund af ovenstående opfordre til, at repræsentanter fra lokaludvalget mødes med ATP på havnekajen ved Knipplesbro for at besigtige og drøfte forholdene.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget sender brevet til ATP med kopi til Borgerrepræsentationen.
Økonomi
Intet
Videre proces
Intet