Mødedato: 26.11.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Nye almene boliger på Christianshavn

Christianshavsn Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til overborgmesteren om muligheden for nye almene boliger på Christianshavn.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen om nye almene boliger på Christianshavn, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Medlemsforslag
Erling Ekegren har foreslået, at lokaludvalget skriver følgende til overborgmesteren og Økonomiudvalget:
"Christianshavns Lokaludvalg skal herved udtrykke sin påskønnelse over din og Københavns Kommunes store indsats for at få ændret planloven, således at der kan stilles krav om almene boliger, når en bygherre ønsker at opføre nybyggeri.

Vi kan i den forbindelse pege på christianshavnernes store ønske om at der bliver almene boliger (med seniorboliger) sammen med ønsket om åbne borgerrettede serviceerhverv på Christiansholm – Papirøen.

Christianshavnerne (og en del borgere i Indre By) har i Christianhavns Lokaludvalgs vision for Papirøen peget på tre permanente aktiviteter på øen efter 2017:
• Et helårs havnebad
• Et oplevelsescenter om Danmark som kolonimagt
• Almene boliger

Det er i overensstemmelse med den nuværende kommuneplan en blanding af boliger og serviceerhverv.

Det er vores opfattelse i lokaludvalget, at de senest års nybyggeri med boliger på Christianshavn spænder ben for mangfoldighed og fællesskab på tværs af sociale grupper.

Det seneste eksempel på denne skævvridning er den igangværende opførsel af meget dyre ejerlejligheder uden bopælspligt på Krøyers Plads.
Vi skal derfor opfordre til, at du og Københavns Kommune benytter de nye muligheder i planloven for nye almene boliger på Papirøen."



Asbjørn Kaasgaard har foreslået, at lokaludvalget skriver følgende til overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren:
"Mindst 25% almene boliger på Papirøen/Christiansholm og Refshaleøen

Christianshavns Lokaludvalg er tilfreds med, at der nu kan skabes flere almene boliger på kommende byudviklingsområder på Christianshavn.

Så lokaludvalget ønsker at der allerede nu prioriteres flg. områder på Christianshavn, hvor der skal være mindst 25 % almene boliger i forbindelse med boligbyggeri.

1. Christiansholm/Papirøen
2. Refshaleøen"

Asbjørn Kaasgaard henviser til følgende afsnit i den politiske aftale om Finansloven 2015:

"En blandet boligsammensætning
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er enige om, at kommunerne skal have bedre muligheder for at udvikle byer med en blandet bolig- og beboersammensætning. Det vil bidrage til, at der skabes alsidige byer med plads til alle.

Ændring af planlov for at sikre blandet boligsammensætning
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er enige om en ændring af planloven, så kommunerne gives mulighed for at stille krav om op til 25 pct. almene boliger i nye boligområder.
Det vil sige arealer, der ikke allerede anvendes eller er lokalplanlagt til boligformål. Kommunerne gives dermed mulighed for at ændre planlægningen for et lokalplanlagt erhvervsområde til et boligområde med en væsentlig andel af almene boliger, hvilket også vil gælde for erhvervsområderne i lokalplaner, der er udlagt til blandet bolig og erhverv. Ordningen indføres som en forsøgsordning i 10 år.

Kommunal støtte til alment boligbyggeri på dyre byggegrunde
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er enige om at give kommunerne med det største pres på boligmarkedet mulighed for at give støtte til alment boligbyggeri på dyre byggegrunde i lokalplanlagte boligområder, hvor det ellers ikke vil være muligt at opføre almene boliger.
Muligheden for at give støtte målrettes til kommuner med en forventet befolkningstilvækst på mindst 10.000 personer inden 2025 (ifølge Danmarks Statistiks befolkningsprognose), og hvor der ikke er mange ledige almene boliger.
Støtten kan gives af kommunerne i form af et grundkøbslån inden for en samlet ramme på 500 mio. kr. over 10 år. Grundkøbslånet ydes rente- og afdragsfrit i 50 år svarende til betingelserne for kommunernes grundkapitalindskud ved tilsagn til almene boliger."

Løsning

Med udgangspunkt i medlemsforslagene foreslår formanden, at lokaludvalget skriver følgende til Økonomiudvalget inkl. overborgmesteren og Teknik- og Miljøudvalget inkl. teknik- og miljøborgmesteren:


"Christianshavns Lokaludvalg skal herved udtrykke sin påskønnelse over Københavns Kommunes store indsats for at få ændret planloven, således at der kan stilles krav om almene boliger, når en bygherre ønsker at opføre nybyggeri. Lokaludvalget ønsker, at der allerede nu prioriteres sådan, at der vil være mindst 25 % almene boliger i forbindelse med boligbyggeri på Christiansholm/Papirøen og på Refshaleøen.

Lokaludvalgets ønske skal ses i lyset af, at de seneste års nybyggeri med boliger på Christianshavn spænder ben for mangfoldighed og fællesskab på tværs af sociale grupper. Det seneste eksempel på denne skævvridning er den igangværende opførelse af meget dyre ejerlejligheder uden bopælspligt på Krøyers Plads. Vi skal derfor opfordre til, at Københavns Kommune benytter de nye muligheder i planloven for nye almene boliger på Christiansholm/Papirøen og på Refshaleøen.

Det skal med, at christianshavnerne (og en del borgere i Indre By) har tilsluttet sig lokaludvalgets vision for Papirøen om tre elementer på øen efter 2017:

  • Et helårs havnebad
  • Et oplevelsescenter om Danmark som kolonimagt
  • Almene boliger

Dette er i overensstemmelse med bestemmelserne i den nuværende kommuneplan for området om en blanding af boliger og serviceerhverv.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"


Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

På forslag fra Erling Ekegren besluttede lokaludvalget at stile henvendelsen til overborgmesteren med kopi til Økonomiudvalget.

På forslag fra Erling Ekegren besluttede lokaludvalget, at man i henvendelsen skal lægge op til en dialog om sagen og en forventning om et konkret svar på henvendelsen.

På forslag fra Erling Ekegren besluttede lokaludvalget i henvendelsen at nævne flere eksempler på steder på Christianshavn, der kan benyttes til almene boliger, fx. DAC-bygningen og Ørkenfortet, der begge bliver ledige inden så længe.

På forslag fra Jette Philipsen besluttede lokaludvalget i henvendelsen at nævne, at andre byggegrunde og andre egnede eksisterende byggerier på Christianshavn kan være en mulighed for almene boliger.

Lokaludvalget godkendte henvendelsen om nye almene boliger på Christianshavn, der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte ændringer og tilføjelser.
Til top