Mødedato: 26.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Dispensationer fra lokalplaner

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et brev til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om dispensationer fra lokalplaner. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om dispensationer fra lokalplaner, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokaludvalget har tidligere fået oplyst, at der efter vedtagelsen af en lokalplan er et moratorium for dispensationer fra lokalplanen på fire år.

Imidlertid er der givet dispensationer til hotelbyggeriet i Ørkenfortet under fire år efter, at lokalplanen for hotellet blev vedtaget, og det forlyder, at endnu en dispensation er på vej.

Grønlandske Handels Plads anvendes via dispensationer og forlængelse af dispensationer fra lokalplanen til et andet formål end det, som er fastlagt i lokalplanen for området.

Lokaludvalget har møde med teknik- og miljøborgmester Line Barfod den 23. november 2022.

Løsning

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn har drøftet dispensationer fra lokalplaner i lyset af ovennævnte sager vedr. Ørkenfortet og Grønlandske Handels Plads. Det foreslås, at lokaludvalget skriver til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om problematikken.

Forslag til brev til teknik- og miljøborgmester Line Barfod:

"Christianshavns Lokaludvalg har drøftet Teknik- og Miljøforvaltningens håndtering af ansøgninger  om dispensationer fra lokalplaner med udgangspunkt i dispensationssager vedr. hotellet i Ørkenfortet og vedr. Broens Gadekøkken på Grønlandske Handels Plads.

Lokaludvalget har af din forgænger på borgmesterposten fået oplyst, at der efter vedtagelsen af en lokalplan er et moratorium for dispensationer fra lokalplanen på fire år. Imidlertid er der givet dispensationer til hotelbyggeriet i Ørkenfortet under fire år efter, at lokalplanen for hotellet blev vedtaget. Teknik- og Miljøforvaltningen har orienteret lokaludvalget om, at endnu en dispensationssag vedr. hotellet er på vej.

Broens Gadekøkken og den tilhørende skøjtebane på Grønlandske Handels Plads har flere gange fået dispensation fra lokalplanen for området eller fået forlænget dispensationen. Det hedder sig, at Broens Gadekøkken er på Grønlandske Handels Plads midlertidigt, men forvaltningens dispensationspolitik mere end antyder, at Broens Gadekøkken skal være der i lang tid - måske permanent. Teknik- og Miljøforvaltningens projekt for fodgængere og cyklister på Grønlandske Handels Plads, som lokaludvalget afgav høringssvar om i september 2022, bekræfter dette indtryk. 

Ørkenfortet-sagen og Broens Gadekøkken-sagen giver derfor anledning til følgende spørgsmål og forslag:

  1. Hvad er den præcise ordlyd af det omtalte moratorium?

  2. I hvilke tilfælde kan forvaltningen se bort fra moratoriet?

  3. Er det nuværende Teknik- og Miljøudvalg bekendt med moratoriet?

  4. Under dagsordenspunktet "Aflæggerbordet" får Teknik- og Miljøudvalget til hvert møde en liste over lokalplandispensationer og igangværende naboorienteringer. Lokaludvalget foreslår, at listen skal indeholde
    • oplysning om, hvornår lokalplanen, der dispenseres fra, er offentliggjort
    • udførlig forklaring på, hvorfor der skal dispenseres, hvis lokalplanen, der dispenseres fra, er under fire år gammel.

  5. Hvor mange dispensationer og forlængelse af dispensationer kan der gives fra en lokalplan?

  6. Hvordan vurderer forvaltningen, at man - fremfor at lægge an til en dispensation fra en lokalplan - skal udarbejde et forslag til en ny lokalplan eller et forslag til lokalplantillæg? 

  7. Hvor mange dispensationer fra lokalplaner har Københavns Kommune givet i hele 2021 samt  i 2022 frem til den 15. oktober 2022?

  8. Hvor mange afslag på ansøgninger om dispensationer fra lokalplaner har Københavns Kommune givet i hele 2021 samt i 2022 frem til den 15. oktober 2022?

  9. Hvordan håndhæves lokalplaner og dispensationer fra lokalplaner?

  10. Lokaludvalget har om Ørkenfortet-sagen hørt fra borgere, at det ikke er umagen værd at indsende indsigelser mod dispensationer, for de bliver alligevel ikke taget til følge. Borgerne har en oplevelse af, at dispensationsansøgerne altid får den dispensation, de ønsker. Lokaludvalgets generelle indtryk er, at indsigelser mod dispensationer som regel har lille eller ingen vægt, når forvaltningen skal vurdere, om der skal dispenseres som ønsket af en ansøger. Hvad er din kommentar til det?

Du skal mødes med lokaludvalget den 23. november 2022. Vi ser frem til at få et skriftligt svar på ovenstående inden da, så vi i mødet kan drøfte de uafklarede forhold, der måtte være omkring forvaltningens håndtering af ansøgninger om dispensationer fra lokalplaner.

For en god ordens skyld: Med ovenstående spørgsmål og forslag har lokaludvalget hverken udtalt sig for eller imod Broens Gadekøkkens tilstedeværelse på Grønlandske Handels Plads, ligesom lokaludvalget ikke har udtalt sig om den kommende dispensationssag vedr. Ørkenfortet.

Med venlig hilsen

Asbjørn Kaasgaard,
Christianshavns Lokaludvalg"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til teknik- og miljøborgmester Line Barfod. Lokaludvalget har møde med hende den 23. november 2022.

Bilag

1. Link til kommunens hjemmeside om dispensation til byggeri:

https://www.kk.dk/dispensation-byggeri

 

2. Link til lokalplanen for Ørkenfortet (Lokalplan 183 "B & W området" med tillæg nr. 1, 2 og 3):

https://dokument.plandata.dk/20_9435294_1560343124840.pdf

 

3. Link til lokalplanen for Grønlandske Handels Plads (Lokalplan 477 "Strandgade Nord"):

https://dokument.plandata.dk/20_1468290_APPROVED_1345447951974.pdf

Beslutning

Lokaludvalget godkendte brevet til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om dispensationer fra lokalplaner, der fremgår af løsningsafsnittet.

 

Til top