Høringssvar om Trafikplan 2016
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om Trafikplan 2016, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen har sendt Movias Trafikplan 2016 i høring hos lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet med svarfrist den 28. oktober 2016. Trafikplan 2016 handler om den offentlige bustrafik i Hovedstadsregionen efter åbningen af Cityringen i 2019 for så vidt angår det strategiske busnet, dvs. primært S-busser og A-busser. Trafikplan 2016 handler ikke om lokale busruter.
Indre By Lokaludvalg havde et borgermøde om Trafikplan 2016 den 5. oktober 2016, hvortil Christianshavns Lokaludvalg var inviteret.
Løsning
Formanden foreslår følgende høringssvar:
"Økonomiforvaltningen har sendt Movias Trafikplan 2016 i høring hos lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet med svarfrist den 28. oktober 2016.
Borgerdialog
Christianshavns Lokaludvalg har ikke haft borgerdialog om Trafikplan 2016.
Lokaludvalgets holdning
Med ibrugtagningen af Cityringen mener Christianshavns Lokaludvalg overordnet, at det er fornuftigt at omlægge det strategiske busnet i kommunen som foreslået. Men vi har følgende bemærkninger:
- Movia foreslår, at man fortsætter den grønne omstilling og gøre busdriften helt fossilfri i 2030. Christianshavns Lokaludvalg mener at fossilfri busdrift i 2025 bør være målet. Det vil harmonere med målene i Københavns Kommunes klimaplan. Havnebusserne bør drives fossilfrit hurtigst muligt og der skal mere fart på elektrificeringen af de strategiske buslinjer i København.
- Når busdriften i Københavns Kommune bliver fossilfri i 2025 eller 2030 bør turistbuskørsel og taxakørsel også være det senest til den tid. Lokaludvalget beder kommunen arbejde for, at det sker. Vi beder om, at kommunen i samarbejde med politiet allerede nu sikrer, at hop on/hop off-busserne overholder miljøzonekravene.
- Movia bør sætte initiativer i gang, der kan tiltrække biltrafikanter til den kollektive trafik
- Det lokale busnet skal omfatte buslinjer i boligområderne på Christianshavn og betjenes af små el-busser, som man kan praje. Lokaludvalget vil gerne deltage i planlægningen af det lokale busnet på Christianshavn og herunder i workshops, som planlægningen kan tage udgangspunkt i.
- Busparken skal bestå af busser med lav ind- og udgang, så det er nemt for bevægelseshæmmede at benytte bus.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen.
Beslutning
Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at sætningerne efter sætningen "Med ibrugtagning af Cityringen mener Christianshavns Lokaludvalg overordnet, at det er fornuftigt at omlægge det strategiske busnet i kommunen som foreslået." udgår af høringssvaret.
For stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
Imod stemte 17 lokaludvalgsmedlemmer.
1 lokaludvalgsmedlem undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens B. Sørensen om, at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at målet for nedbringelse af partikeludledning skal være mere ambitiøst og at det skal opnås senest i 2025. Endvidere, at et mål om busdrift uden partikeludledning senest i 2025 er det optimale.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Johansen om, at lokaludvalget i høringssvaret beder om, at planerne for det lokale busnet udarbejdes og vedtages, inden det strategiske busnet vedtages, da det strategiske busnet har som forudsætning, at det lokale busnet fungerer tilfredsstillende.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Johansen om, at lokaludvalget i høringssvaret kræver en modernisering af busparken med busser med lav indgang, da erfaringen er, at sænkefunktionen, der måtte være i det nuværende busmateriel, ikke aktiveres af buschaufførerne.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Johansen om, at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at lokaludvalget er for el-busser og at Movia ikke kan have behov for yderligere forsøg med el-busser, eftersom man andre steder i verden, fx i Singapore, bruger el-busser i det kollektive trafiksystem.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om, at lokaludvalget i høringssvaret udtrykker skepsis over, at der for buslinje 5C's vedkommende lægges op til en lavere frekvens end ellers.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om, at lokaludvalget i høringssvaret bemærker, at det forhold at Trafikplan 2016 indebærer, at passagererne får flere skift, er den forkerte vej at gå, hvis man vil have befolkningen til at benytte den kollektive trafik.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om Trafikplan 2016, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag, idet formanden i samarbejde med sekretariatet blev bemyndiget til at foretage redaktionelle rettelser.